Stadfæstelse af afgørelse om bortfald af tilsagn om tilskud og udelukkelse fra tilskud vedrørende investeringer i fysiske aktiver

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Landbrugsstyrelsens afgørelse om bortfald af tilsagn om tilskud og udelukkelse fra at søge tilskud.

Nævnet begrænsede sin prøvelse til forvaltningslovens krav om begrundelse og Landbrugsstyrelsens vurdering af klagers dokumentation. Klagepunkter vedrørende politianmeldelsen blev ikke behandlet, da dette ikke udgør en afgørelse i forvaltningsretlig forstand, og nævnet har ikke kompetence til at behandle sådanne procesledende beslutninger, jf. Lov om Landdistriktsfonden § 11 a, stk. 1.

Forvaltningslovens krav om begrundelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at Landbrugsstyrelsens afgørelse opfyldte forvaltningslovens krav om begrundelse. Nævnet lagde vægt på, at bortfald af tilsagn og udelukkelse skete på baggrund af falsk bevismateriale i henhold til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 640/2014 artikel 35, stk. 6, 1. punktum. Da denne bestemmelse ikke overlader Landbrugsstyrelsen et skøn i forhold til fastsættelse af sanktionen, når falsk bevismateriale er konstateret, var styrelsen ikke forpligtet til at begrunde et skøn i den henseende, jf. Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24, stk. 1, 2. pkt..

Vurdering af klagers dokumentation

Nævnet vurderede, at klagers tilsagn skulle bortfalde, og at klager skulle udelukkes fra at søge om investeringer i fysiske aktiver i 2021 og 2022, jf. Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 640/2014 artikel 35, stk. 6, 2. punktum. Nævnet definerede falsk bevismateriale som materiale, der enten er forfalsket eller indeholder faktuelt sandhedsstridige oplysninger.

Nævnet lagde vægt på, at klagers udbetalingsanmodning og den medfølgende faktura refererede til et tilbud, der specificerede en 1.000 liters buffertank og 14 kredse, hvilket var grundlaget for tilsagnet. Ved Landbrugsstyrelsens afsyning blev det dog konstateret, at der kun var installeret en 500 liters buffertank og et mindre antal kredse. Nævnet fandt, at både klager og leverandør måtte have været bekendt med dette forhold ved fakturaens udstedelse, og at klager derved havde indsendt bevismiddel med sandhedsstridige oplysninger.

Det falske bevismateriale blev anset for indleveret med henblik på at opnå støtte, da en anmodning om udbetaling og tilhørende bilag naturligt indleveres i dette øjemed. Klager havde anmodet om udbetaling i overensstemmelse med tilsagnet og det reviderede tilbud uden at have installeret det heri opførte materiel.

Den 23. februar 2017 anmodede klager telefonisk om forlængelse af fristen for fremsendelse af dispensationen, idet den endnu ikke var opnået. Landbrugsstyrelsen accepterede fristforlængelsen. Klager fremsendte efterfølgende en lovliggørende dispensation den 29. marts 2017, som var ansøgt om den 23. februar 2017.

Landbrugsstyrelsens afgørelse

Landbrugsstyrelsen fastslog, at dispensationen var indhentet efter projektets afslutning, hvilket betød, at der ikke kunne udbetales tilskud. Styrelsen udsendte den 7. april 2017 et høringsbrev om påtænkt reduktion af tilskuddet. Klager besvarede høringsbrevet den 4. maj 2017 og henviste til en maildialog, hvor styrelsen angiveligt havde givet udtryk for, at anmodning om udbetaling kunne imødekommes, så snart dispensationen blev eftersendt.

Den 10. maj 2017 traf Landbrugsstyrelsen afgørelse om bortfald af tilsagn om tilskud efter Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 artikel 63, 1. afsnit og artikel 76, jf. Bekendtgørelse om tilskud til etablering af særlige levesteder for bilag IV-arter § 8, stk. 1. Begrundelsen var, at klager først havde ansøgt om dispensation efter Naturbeskyttelsesloven § 3 den 23. februar 2017, altså efter indsendelse af udbetalingsanmodningen den 7. februar 2017.

Landbrugsstyrelsens bemærkninger til klagen

Landbrugsstyrelsen bemærkede, at det ifølge Bekendtgørelse om tilskud til etablering af særlige levesteder for bilag IV-arter § 8, stk. 1, nr. 1 er en betingelse for tilsagn om tilskud, at nødvendige tilladelser og dispensationer er opnået inden anmodning om udbetaling. Dette fremgik også af vejledninger og tilsagnets bilag. Styrelsen anførte, at selvom vejledningen var fejlbehæftet eller misforstået, var klager ikke berettiget til slutudbetaling, da dispensationen ikke var opnået rettidigt. Det er klagers eget ansvar at overholde reglerne. Endvidere kunne udbetalingsanmodningen ikke trækkes tilbage, da styrelsen allerede havde underrettet om uregelmæssigheder, jf. Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 65/2011 artikel 3, stk. 3.