Planklagenævnets afgørelse om landzonetilladelse for etablering af kanalanlæg, biofiltre og slamtank ved dambrug

Planklagenævnet er kompetent til at behandle en kommunes afgørelse efter Planlovens § 35, stk. 1, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 1. Nævnet kan desuden tage stilling til retlige spørgsmål vedrørende kommunens øvrige afgørelser efter planloven, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. En byggetilladelse til et projekt i landzone, hvor der ikke er givet landzonetilladelse, forstås som en afgørelse om, at projektet ikke kræver en sådan tilladelse. Nævnet har prøvet sagen i forhold til, om det ansøgte kræver landzonetilladelse.

Vurdering af krav om landzonetilladelse

Planklagenævnet finder, at etablering af de to kanalanlæg, to biofiltre og en slamtank udgør bebyggelse efter Planlovens § 35, stk. 1, og dermed er omfattet af krav om landzonetilladelse. Nævnet lægger vægt på, at der er tale om faste anlæg og konstruktioner, hvis størrelse og karakter påvirker oplevelsen af området og de landskabelige hensyn, som landzonereglerne skal varetage. Begrebet 'bebyggelse' i planloven omfatter faste konstruktioner og anlæg, når det er begrundet i de hensyn, loven tilsigter at varetage, jf. Byggelovens § 2.

Undtagelsesbestemmelsernes anvendelse

Nævnet finder endvidere, at det ansøgte projekt ikke er omfattet af undtagelsesbestemmelserne i Planlovens § 36, stk. 1, nr. 3 og Planlovens § 36, stk. 1, nr. 4.

• Fiskerierhvervet: Undtagelsesbestemmelsen i Planlovens § 36, stk. 1, nr. 3 omfatter det traditionelle fiskerierhverv (fjord- og kystfiskeri), men ikke dambrug. Da der ikke er oplysninger om, at dambruget drives som led i den jordbrugsmæssige udnyttelse af ejendommen, er anlæggene ikke umiddelbart tilladt efter denne bestemmelse.
• Mindre byggeri på dambrug: Undtagelsen i Planlovens § 36, stk. 1, nr. 4 gælder for mindre byggeri, der er erhvervsmæssigt nødvendigt for driften af eksisterende dambrug på en landbrugsejendom, som er noteret som landbrugsejendom i matrikelregisteret, jf. Landbrugslovens § 2, stk. 1. Nævnet vurderer, at de to kanalanlæg, de to biofiltre og slamtanken – hverken hver for sig eller samlet set – kan anses for at være et mindre byggeri. Dette skyldes anlæggenes størrelse (længde, bredde og højde) og deres tekniske karakter, som giver dambruget et (øget) industrielt præg. Derfor er det ansøgte ikke omfattet af undtagelsen.

Da Planklagenævnet finder, at det ansøgte kræver landzonetilladelse efter Planlovens § 35, stk. 1, har nævnet ikke taget stilling til klagepunkterne vedrørende manglende klagevejledning og naboorientering/partshøring.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales.

Kommunens tidligere afgørelser og klagen

Kommunen traf den 30. november 2016 afgørelse om lovliggørende dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3 til etablering af vandhullet. Denne dispensation blev begrundet med mosens formentlig ringe værdi og den rekreative værdi, arealet ville få ved at blive stillet til rådighed for lokalområdet. Der blev dog ikke givet landzonetilladelse på dette tidspunkt.

En nabo klagede den 30. januar 2018 til Planklagenævnet over kommunens afgørelse om landzonetilladelse. Klageren anførte navnlig, at der ikke var foretaget naboorientering, og at kommunen havde foretaget en overfladisk vurdering af sagen uden tilstrækkelige hensyn til bilag IV-arter og den beskyttede natur.

Kommunens begrundelse for afgørelsen

Kommunen begrundede den lovliggørende landzonetilladelse med, at mosen formentlig havde haft ringe værdi, da området havde været tilgroet med store træer. Kommunen vurderede, at spidssnudet frø og stor vandsalamander kunne forekomme i området, men at oprensningen kun havde medført kortvarig negativ eller ingen påvirkning af bilag IV-arter. Kommunen undlod naboorientering med den begrundelse, at der var tale om en lovliggørelsessag.

Klagerens og kommunens bemærkninger

• Naboorientering: Klageren fastholdt, at manglende naboorientering ikke var berettiget, selv i en lovliggørelsessag, og at det havde forhindret kommunen i at få relevante oplysninger. Kommunen mente, at naboorientering var meningsløs i en retlig lovliggørelsessag efter Naturbeskyttelsesloven.
• Kommunens vurdering efter planloven: Klageren kritiserede kommunens overfladiske vurdering og manglende vilkår for etablering og drift, samt at området var omlagt til park i strid med Planloven og Naturbeskyttelsesloven. Kommunen svarede, at lovliggørelsessager vurderes ud fra mulighederne for retlig lovliggørelse, og at forstyrrelser efter anlæggelse ville vokse til. Ansøgeren afviste intentionen om at omdanne matriklen til park og oplyste om beplantning og offentlig adgang til en natursti.
• Håndtering af opgravet jord og affald: Klageren anførte, at opgravet jord og affald var brugt til at opfylde mindre vandhuller, der fungerede som ynglested for stor vandsalamander, og ønskede genopretning. Kommunen oplyste, at der verserede en tilsynssag herom, mens ansøgeren anførte, at affald var leveret til genbrugsstationen.