Stadfæstelse af afslag på dispensation til etablering af altaner inden for strandbeskyttelseslinjen

En ejendomsejer klagede over Kystdirektoratets afslag på dispensation til etablering af altaner og altandøre i 27 lejligheder på en udlejningsejendom i Hedensted Kommune. Ejendommen, der er opført i 1958, ligger i landzone i første række til Vejle Fjord og er i sin helhed beliggende inden for strandbeskyttelseslinjen. Ansøgningen om dispensation blev indgivet med henvisning til lejernes ønske om altaner, som ifølge klager ikke ville have væsentlig visuel betydning for kystlandskabet, da ejendommen ligger højt og i kuperet terræn med tæt bevoksning. Klager anførte desuden, at altanerne ville forskønne ejendommen og øge lejernes livskvalitet. Klager var villig til at tilpasse projektet for at opnå dispensation.

Kystdirektoratets afslag

Kystdirektoratet meddelte afslag i medfør af Naturbeskyttelsesloven § 15, stk. 1 og Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1. Direktoratet begrundede afslaget med, at praksis er restriktiv over for nye altaner søværts strandbeskyttelseslinjen, da de udgør nye bygningselementer og åbner op for ændret anvendelse med opholdsarealer og tilknyttede aktiviteter. Kystdirektoratet fandt ikke, at der forelå særlige forhold, der kunne begrunde en dispensation, og vurderede, at en dispensation ville påvirke kyststrækningen væsentligt og kunne medføre en uønsket præcedensvirkning.

Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet

Klager anførte i sin klage, at Kystdirektoratet tidligere i 2020 havde meddelt dispensation til et lignende projekt på en nærliggende naboejendom. Klager bestred desuden, at altanerne ville medføre opstilling af borde, stole eller parasoller, og tilbød at lejere kunne underskrive en erklæring herom. Kystdirektoratet fastholdt sit afslag og bemærkede, at den nævnte nabosag ikke var sammenlignelig, da den omhandlede genopførelse af en bygning, der allerede havde lovlige altaner og terrasser. Direktoratet afviste desuden, at en erklæring fra lejere kunne regulere brugen, og at klagers villighed til projekttilpasning ikke ville ændre afgørelsen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Kystdirektoratets afgørelse om afslag på dispensation til altaner og altandøre inden for strandbeskyttelseslinjen. Nævnet fandt ikke grundlag for at antage, at klager var blevet usagligt forskelsbehandlet, da den af klager nævnte nabosag omhandlede genopførelse af et hotelbyggeri og derfor ikke var sammenlignelig med nærværende sag.

Vurdering af dispensation

Nævnet vurderede sagen efter Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, der forbyder ændringer i tilstanden af arealer inden for strandbeskyttelseslinjen, og , som kun tillader dispensation i særlige tilfælde og administreres meget restriktivt. Nævnet fandt ikke, at der forelå et sådant særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation. De ansøgte altaner og altandøre ville fremstå tydelige og skæmmende i kystlandskabet og ville åbne op for nye opholdsområder inden for strandbeskyttelseslinjen. En dispensation ville desuden kunne medføre en utilsigtet præcedensvirkning i strid med strandbeskyttelseslinjens formål. Det forhold, at bygningen ikke kan ses fra kysten, kunne ikke i sig selv føre til et andet resultat, da strandbeskyttelseslinjen også tilsigter at beskytte de bagvedliggende kystlandskaber.