Stadfæstelse af dispensation til opførelse af 12 ferieboliger inden for strandbeskyttelseslinjen

Sagen omhandler en klage over Kystdirektoratets dispensation til opførelse af 12 ferieboliger inden for strandbeskyttelseslinjen på en ejendom i Hedensted Kommune. Ejendommen, der tidligere husede et badehotel, er delvist nedbrændt og ligger i et Natura 2000-område samt inden for den oprindelige 100 meter strandbeskyttelseslinje.

Sagens forhistorie

En del af bebyggelsen på ejendommen nedbrændte i 2012 og igen i 2017. Ejeren har tidligere ansøgt om dispensation til genopførelse af henholdsvis ni og otte boliger. Begge ansøgninger blev afvist af Miljø- og Fødevareklagenævnet (MFKN), da nævnet vurderede, at der var tale om nyopførelse og ikke genopførelse. Dette skyldtes, at de ansøgte projekter indebar en ændret udformning, karakter og anvendelse (fra badehotel til helårsboliger), og dermed ikke var omfattet af undtagelsesbestemmelsen i Naturbeskyttelsesloven § 15 a, stk. 2. Sagerne skulle derfor behandles efter den restriktive bestemmelse i Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1, som kun tillader dispensation i særlige tilfælde. Nævnet fandt ikke, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, og lagde vægt på projektets omfang, synlighed i kystlandskabet, øgede belastning og uønskede præcedensvirkning.

Den påklagede afgørelse

Kystdirektoratet meddelte den 28. april 2020 dispensation til opførelse af 12 ferieboliger på de eksisterende sokler af den nedbrændte bebyggelse. Projektet omfatter:

• 12 ferieboliger fordelt i to nyopførte bygninger, der erstatter det tidligere "pakhus" og "Hotellet".
• Et nyt fælleshus med samlingsrum, wellness-afsnit og motionsrum, der erstatter det tidligere dansested "Hønsehuset".
• Renovering af eksisterende tennisbane og parkeringsplads.
• Anvendelse af afdæmpede materialer og farver, der skal indpasse sig i landskabet.

Kystdirektoratet begrundede dispensationen med, at projektet falder ind under praksis for genopførelse, da karakter og udformning ikke afviger væsentligt fra den tidligere bebyggelse, og bygningerne genopføres inden for de eksisterende sokler. Direktoratet vurderede, at der ikke var tale om ændret anvendelse, da der fortsat er tale om en turismevirksomhed, der udlejer overnatningsfaciliteter. Derfor ansås det for et særligt tilfælde, der kunne begrunde dispensation efter Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1. Kystdirektoratet vurderede desuden, at projektet ikke ville påvirke Natura 2000-området væsentligt eller beskadige levesteder for arter omfattet af Habitatdirektivets bilag IV.

Klagens indhold

Danmarks Naturfredningsforening påklagede afgørelsen den 26. maj 2020. Klager anførte, at:

• Hovedformålet med strandbeskyttelseslinjen er tilsidesat, og der mangler en særlig begrundelse for dispensationen.
• Opførelse af ferieboliger udgør en ændret anvendelse og dermed nyopførelse, ikke genopførelse.
• Projektet vil medføre en privatisering af et offentligt tilgængeligt område og øge belastningen.
• Området er beliggende i et Natura 2000-område og udpeget som særligt værdifuldt landskab i kommuneplanen.
• Dispensationen er præcedensdannende og vil have negative konsekvenser for kystnaturen.
• Nybyggeriet er massivt og markant og vil have en væsentlig negativ indvirkning på kyst- og naturlandskabet.
• Byggeriet er i strid med Planloven § 5 b, stk. 4 og Planloven § 5 b, stk. 5, der foreskriver hensyn til turismepolitik og offentlighedens adgang til kysten.

Miljø- og Fødevareklagenævnet (MFKN) har stadfæstet Kystdirektoratets afgørelse om dispensation til opførelse af 12 ferieboliger inden for strandbeskyttelseslinjen. Afgørelsen er truffet efter Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, jf. Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, jf. Naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 4.

Nævnets vurdering

MFKN bemærker, at Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1 indeholder et generelt forbud mod ændringer inden for strandbeskyttelseslinjen for at friholde kystområderne. Dispensation kan kun meddeles i særlige tilfælde efter Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, hvilket administreres meget restriktivt. Nævnets praksis tillader genopførelse af ny bebyggelse efter nedrivning, hvis det genopførte har cirka samme størrelse, placering, udformning og samme anvendelse som den tidligere bebyggelse. Ved større ombygninger eller ændret anvendelse betragtes det som nyopførelse.

Et flertal i nævnet fandt, at der forelå et særligt tilfælde, der kunne begrunde dispensationen. Flertallet lagde vægt på, at det ansøgte projekt placeres inden for eksisterende sokler, har cirka samme størrelse og karakter som det tidligere byggeri, og at der er tale om ferieboliger, hvilket vurderes at medføre en mindre belastning af området end helårsboliger.

Et mindretal (Pelle Andersen-Harild) fandt, at projektet ville have en negativ påvirkning af området og anså byggeriet for stort og markant.

Nævnet bemærkede desuden, at spørgsmål om offentlighedens adgang ikke varetages via administrationen af strandbeskyttelseslinjen, og nævnet har derfor ikke taget stilling til dette klagepunkt.

Gebyr

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2.

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17.