Ophævelse og hjemvisning af afgørelse om afslag på etablering af vertikalt jordvarmeanlæg

Miljø- og Fødevareklagenævnet begrænsede sin prøvelse til klagepunktet om begrundelsen for afslaget. Nævnet fandt, at Rudersdal Kommunes afgørelse led af en væsentlig retlig mangel.

Juridisk Grundlag for Jordvarmeanlæg

Etablering af jordvarmeanlæg kræver som udgangspunkt tilladelse efter Miljøbeskyttelsesloven § 19, stk. 1, jf. Bekendtgørelse om jordvarmeanlæg § 3. Bekendtgørelsen fastsætter regler for etablering, drift og tilsyn med jordvarmeanlæg for at forebygge forurening af grundvand, jord og undergrund, jf. Bekendtgørelse om jordvarmeanlæg § 1, stk. 1. Det ansøgte anlæg er et dybt anlæg omfattet af Bekendtgørelse om jordvarmeanlæg § 2, nr. 1 og 4.

Kommunalbestyrelsen er tilladelses- og tilsynsmyndighed, jf. Bekendtgørelse om jordvarmeanlæg § 4, stk. 1. Tilladelser skal som minimum indeholde vilkår i overensstemmelse med bekendtgørelsens §§ 9-21, jf. Bekendtgørelse om jordvarmeanlæg § 5, stk. 1. Dette inkluderer afstandskrav, hvor et dybt anlæg skal etableres mindst 300 m fra en almen eller ikke-almen vandforsyning, jf. Bekendtgørelse om jordvarmeanlæg § 9, stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan skærpe disse afstandskrav eller fastsætte vilkår om særlig indretning, hvis det er nødvendigt for at sikre vandforsyningen mod forurening, jf. Bekendtgørelse om jordvarmeanlæg § 11, stk. 3.

Nævnets Vurdering af Begrundelsen

Nævnet lagde til grund, at der som udgangspunkt kan gives tilladelse til jordvarmeanlæg, der opfylder bekendtgørelsens krav til placering og konstruktion. Afslag kan dog gives, hvis det er begrundet i en konkret vurdering af risikoen for forurening af jord eller grundvand på den specifikke lokalitet, og denne risiko ikke kan imødegås ved skærpede afstandskrav eller særlig indretning, jf. Bekendtgørelse om jordvarmeanlæg § 11, stk. 3.

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at Rudersdal Kommunes begrundelse, der blot henviste til en generel, mulig risiko for forurening med DMS, ikke kunne danne grundlag for et afslag, når det ansøgte anlæg i øvrigt opfyldte betingelserne i jordvarmebekendtgørelsen. Nævnet var enig med klager i, at kommunen ikke havde foretaget en konkret vurdering af risikoen for forurening fra det ansøgte projekt på den konkrete lokalitet.

Afgørelse og Hjemvisning

På baggrund af den væsentlige retlige mangel ophævede Miljø- og Fødevareklagenævnet Rudersdal Kommunes afgørelse af 27. august 2021 og hjemviste sagen til fornyet behandling. Nævnet påpegede, at kommunen i den fornyede behandling skal redegøre nærmere for de konkrete forhold på lokaliteten, herunder eventuelle konkrete og relevante forureningsrisici. Kommunen skal desuden overveje, om eventuelle risici kan imødegås ved fastsættelse af skærpede afstandskrav eller vilkår om særlig indretning, jf. Bekendtgørelse om jordvarmeanlæg § 11, stk. 3.

Nævnet bemærkede endvidere, at kommunen i forbindelse med sagens fornyede behandling skal være opmærksom på at partshøre klager i overensstemmelse med Forvaltningsloven § 19 vedrørende oplysninger, der kan være til ugunst for klager, og som er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Kommunens afgørelse

• Kommunen vurderede, at boringen var tilstrækkeligt beskyttet af et 60 meter tykt lag af moræneler.
• En vandanalyse fra 2015 viste et nitratindhold på 2,6 mg/l, hvilket er under grænseværdien på 50 mg/l.
• Kommunen mente, at det eksisterende fredningsbælte på 5 meter var tilstrækkeligt.