Faglig voldgift om ret til høj sats for kørselsgodtgørelse – Fortolkning af overenskomstens 'kan udbetales'

Hovedargumenter

FOA/A's argumenter:

• A havde krav på kørselsgodtgørelse efter høj sats, hvilket implikativt betød, at As stilling var forbundet med regelmæssig kørsel af større omfang og/eller speciel art, som betingelserne i overenskomstens § 7 foreskrev.

KA Pleje/Nordpleje ApS's argumenter:

• A havde alene krav på kørselsgodtgørelse efter lav sats, hvilket indebar, at betingelserne for høj sats enten ikke var opfyldt, eller at arbejdsgiveren ikke var forpligtet til at udbetale den høje sats, medmindre der forelå en særskilt aftale eller bemyndigelse.

Opmanden tilkendegav, at en kendelse ville resultere i frifindelse af indklagede vedrørende kravet om betaling efter høj sats. De partsudpegede medlemmer af voldgiftsretten afsluttede herefter sagen forligsmæssigt i overensstemmelse med opmandens tilkendegivelse, hvilket tillagdes virkning som en kendelse.

Rettens begrundelse

Opmanden lagde vægt på fortolkningen af § 7 i overenskomsten 2007 (indgået mellem KA Pleje og FOA), som regulerede As ansættelse.

§ 7: Der ydes befordringsgodtgørelse efter de til enhver tid gældende statslige satser... Hvis der med en stilling er forbundet regelmæssig kørsel af større omfang og/eller speciel art i privat bil eller på privat motorcykel, kan der udbetales godtgørelse pr. km efter høj sats indtil 20.000 km i et kalenderår.

• Opmanden konstaterede, at § 7 er direkte eller indirekte inspireret af de statslige regler (Tjenesterejseaftalen), som i § 15 kræver en skriftlig kørselsbemyndigelse for at udbetale godtgørelse efter høj sats.
• Selvom overenskomstens § 7 ikke gentager kravet om en skriftlig bemyndigelse, fremgår det klart af ordlyden, at der kan (og ikke skal) udbetales kørselsgodtgørelse efter høj sats.
• Opmanden fandt, at denne 'kan'-formulering må forstås således, at den ansatte kun har krav på kørselsgodtgørelse efter høj sats, hvis arbejdsgiveren har givet den ansatte et særskilt tilsagn herom – svarende til den skriftlige bemyndigelse i de statslige regler.
• Da det var ubestridt, at Nordpleje ApS ikke havde givet A et sådant tilsagn, havde hun ikke krav på at modtage kørselsgodtgørelse efter høj sats.
• På grundlag af denne fortolkning fandt opmanden det ikke nødvendigt at tage stilling til, om As stilling faktisk var forbundet med 'regelmessig kørsel af større omfang og/eller speciel art'.

Nordpleje ApS blev frifundet for kravet om differencen mellem høj og lav sats, da medarbejderen kun havde krav på lav sats i fravær af arbejdsgiverens tilsagn om den høje sats.

Klagerens opfattelse og påstande

Klagerens repræsentant bestred ikke antallet af kørte kilometer, men anfægtede den anvendte sats. Repræsentanten forklarede, at fejlen skyldtes, at bogholderen ikke var opmærksom på, at lønsystemet ikke automatisk regulerede satsen for kørsel ud over 20.000 km. Det blev anført, at det ikke burde komme klageren til skade, at selskabet ikke havde opdelt godtgørelsen i en skattefri og skattepligtig del, da fejlen skyldtes uvidenhed.

Klageren nedlagde to påstande:

• Principal påstand: At den faktiske udbetaling af godtgørelsen kunne opdeles i en skattefri og en skattepligtig del, hvilket ville medføre en forhøjelse på henholdsvis 12.866,85 kr. (2013), 37.146,00 kr. (2014) og 56.939,60 kr. (2015).
• Subsidiær påstand: At der ikke var udbetalt for høj sats for de første 20.000 km i hvert indkomstår, da den udbetalte sats på 3,67 kr./km var lavere end Skatterådets satser for denne del af kørslen. Dette ville medføre en forhøjelse på henholdsvis 30.663,00 kr. (2013), 86.832,00 kr. (2014) og 128.993,00 kr. (2015).

Klageren argumenterede for, at der ikke forelå praksis, der forhindrede en efterfølgende opdeling af godtgørelsen, når køresedlerne og omfanget af kørte kilometer ikke var anfægtet af SKAT.