Landsskatteretten om skattepligt af befordringsgodtgørelse og fradrag for erhvervsmæssig kørsel

Sagen omhandler en hovedanpartshavers skattepligt af udbetalt befordringsgodtgørelse fra selskabet H1 ApS for indkomstårene 2004, 2005 og 2006. Klageren havde modtaget godtgørelse for erhvervsmæssig kørsel i private biler, der oversteg 20.000 km årligt, og hvor den høje kilometersats var anvendt for alle kørte kilometer.

Skatteankenævnet havde anset hele den udbetalte befordringsgodtgørelse for skattepligtig personlig indkomst. Dette skyldtes manglende overholdelse af formelle krav til kørselsbilagene, herunder manglende angivelse af modtagerens adresse og CPR-nummer samt kørslens erhvervsmæssige formål. Desuden blev det fremhævet, at selskabet ikke havde ført tilstrækkelig kontrol med kørslen, især i forhold til 20.000 km-grænsen for den høje sats, og at hovedanpartshaverforholdet stillede skærpede krav til dokumentation og kontrol. Nævnet henviste til Bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 og retspraksis, der i visse tilfælde medfører fuld beskatning ved manglende kontrol eller for høj sats.

Klageren påstod subsidiært, at kun den del af godtgørelsen, der oversteg 20.000 km, skulle beskattes, og at beskatningen skulle ske af forskellen mellem den høje og den lave kilometersats for de overskydende kilometer. Klageren argumenterede for, at kørslen utvivlsomt var erhvervsmæssig, og at omfanget var anerkendt af skattemyndighederne, som havde godkendt fradrag efter Ligningsloven § 9 C. De formelle mangler i bilagene burde ikke medføre fuld beskatning, da dette ville stride mod proportionalitetsprincippet og være af pønal karakter. Klageren fremhævede, at den faktiske kørsel var dokumenteret, og at de private biler havde kørt betydelige private kilometer ud over den erhvervsmæssige kørsel. Klageren henviste til tidligere afgørelser, hvor der var foretaget en opdeling af godtgørelsen, selv ved formelle fejl, når den erhvervsmæssige kørsel var dokumenteret.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten godkendte klagerens subsidiære påstand. Det blev fastslået, at udbetalingerne af befordringsgodtgørelse for de første 20.000 km årligt var skattefri, mens de resterende udbetalinger skulle beskattes fuldt ud. Dette indebar en fravigelse af Skatteankenævnets afgørelse om fuld beskatning af hele beløbet.

Landsskatteretten anerkendte, at kørselsbilagene ikke fuldt ud opfyldte de formelle betingelser i Bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000, især vedrørende modtagerens adresse, CPR-nummer og kørslens erhvervsmæssige formål. Dog fandt retten det forsvarligt at tiltræde den subsidiære påstand, idet der blev lagt vægt på flere faktorer:

• Klageren var den eneste ansatte i selskabet, der modtog befordringsgodtgørelse, hvilket forenklede identifikation af modtageren.
• Det erhvervsmæssige formål med kørslen fremgik tilstrækkeligt ved at sammenholde de anførte destinationer i kørselsbilagene med selskabets karakter (detailhandel med herretøj og ejendomsudlejning).
• Den fejlagtige anvendelse af den høje godtgørelsessats for kørsel ud over 20.000 km burde ikke medføre, at de samlede udbetalte godtgørelsesbeløb blev anset for fuldt skattepligtige. Retten henviste til principperne i Landsskatterettens kendelse, offentliggjort i TfS1997.771.

Som en konsekvens af afgørelsen blev klageren alene berettiget til fradrag for befordring efter Ligningsloven § 9 C for den del af kørslen, for hvilken den udbetalte befordringsgodtgørelse var anset for skattepligtig. Dette var i overensstemmelse med Ligningsloven § 9, stk. 5 og Ligningsloven § 9 B, stk. 1, som regulerer skattefri befordringsgodtgørelse og fradrag for befordringsudgifter.