Skattepligt af udbetalt befordringsgodtgørelse - manglende kontrol med kørsel

Sagen drejede sig om en håndboldtræners skattepligt af modtaget skattefri befordringsgodtgørelse fra sin arbejdsgiver, [virksomhed1] A/S, for indkomstårene 2008-2010. SKAT og Skatteankenævnet havde anset godtgørelsen for skattepligtig med henvisning til mangelfuld dokumentation og utilstrækkelig kontrol fra arbejdsgiverens side.

Arbejdsgiveren, [virksomhed1] A/S, havde udbetalt godtgørelsen baseret på indsendte køresedler. Disse sedler manglede dog ofte afgørende informationer som medarbejderens navn, CPR-nummer, fulde adresser for kørslens start- og slutpunkter, formål med kørslen og anvendt køretøj. Desuden havde arbejdsgiveren ikke konsekvent reduceret kilometertaksten efter 20.000 kørte kilometer, som reglerne foreskriver.

Klagerens argumenter

Klageren, repræsenteret af sin advokat, fastholdt, at betingelserne for skattefri befordringsgodtgørelse var opfyldt. Det blev fremført, at klubbens administrative personale, herunder bogholderen, havde et indgående kendskab til klubbens aktiviteter og spillernes kørselsbehov, hvilket muliggjorde en effektiv kontrol af de indsendte køresedler. Det blev også anført, at klubben lejede busser til udekampe, men at spillere og trænere ofte kørte i egen bil af personlige årsager eller for at udføre specifikke opgaver som at observere modstandere. Klubben havde en interesse i at holde spillerne udgiftsneutrale for at fastholde talenter.

Klageren bestred, at klubben ikke havde ført fornøden kontrol, og henviste til, at SKATs kontrol i 2007 ikke havde givet anledning til forhøjelser, hvilket skabte en berettiget forventning om, at klubbens procedurer var tilstrækkelige. Det blev også anført, at 60-dages reglen var opfyldt, da kørsel til opsamlingssteder ikke skulle tælle som kørsel til en fast arbejdsplads.

Subsidiært gjorde klageren gældende, at han var berettiget til befordringsfradrag efter Ligningsloven § 9 C, hvis godtgørelsen blev anset for skattepligtig.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skatteankenævnets afgørelse om, at den udbetalte befordringsgodtgørelse var skattepligtig, men gav klageren medhold i den subsidiære påstand om ret til befordringsfradrag.

Retten henviste til Ligningsloven § 9, stk. 4 (tidligere § 9, stk. 5) og Bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2, stk. 1, som fastslår, at det er en forudsætning for skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren fører kontrol med antallet af kørte kilometer i lønmodtagerens egen bil.

Det blev konstateret, at klageren i 2008 og 2009 havde fået godtgjort over 20.000 km uden, at satsen var reduceret fra den høje til den lave sats, jf. § 3 i bekendtgørelse nr. 1429 af 2008. Dette var tilfældet, selvom en lønseddel for september 2009 viste den lave sats for en del af kørslen. Landsskatteretten henviste til SKM2003.317.ØLR, hvor det blev fastslået, at hele beløbet anses for personlig indkomst, hvis godtgørelsen overstiger de fastsatte satser, uanset om fejlen skyldes misforståelse eller ukendskab til reglerne.

Endvidere fandt Landsskatteretten, at der i alle årene var udbetalt godtgørelse for kørsel, som ikke var erhvervsmæssig, jf. Ligningsloven § 9 B, stk. 1, litra a, idet der var godtgjort kørsel til [by5] og [by4] udover 60 arbejdsdage inden for en 12-måneders periode.

Landsskatteretten bemærkede også, at kørselsrapporterne manglede væsentlige oplysninger, som krævet i Bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2, stk. 2. Disse mangler omfattede:

• Modtagerens navn, adresse og CPR-nr.
• Specifik stedsangivelse for kørslens start- og slutmål (kun bynavn var anført).
• Kørslens erhvervsmæssige formål.

På baggrund af disse mangler fandt Landsskatteretten, at klageren ikke havde godtgjort, at arbejdsgiveren, [virksomhed1] A/S, havde ført en effektiv kontrol med udbetalingen af den skattefri kørselsgodtgørelse, eller at klageren i øvrigt havde opfyldt betingelserne for modtagelse af skattefri godtgørelse. Godtgørelsen var derfor skattepligtig, jf. Ligningsloven § 9, stk. 4 og Bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2, stk. 3.

Vedrørende klagerens anbringende om berettiget forventning, bemærkede Landsskatteretten, at SKAT ved kontrollen i 2007 netop havde påtalt, at der ikke var ført tilstrækkelig kontrol med udbetalingen af skattefri befordringsgodtgørelse i 2005 og 2006. Da selskabet ikke havde fulgt op på SKATs kontrol, havde klageren ikke godtgjort, at arbejdsgiveren havde en berettiget forventning om, at godtgørelsen kunne udbetales skattefrit.

Landsskatteretten gav klageren medhold i den subsidiære påstand om ret til befordringsfradrag efter Ligningsloven § 9 C, jf. Ligningsloven § 9 B, stk. 4. Det blev dog overladt til SKAT at træffe afgørelse om det konkrete omfang af fradraget.