Stadfæstelse af afslag på lovliggørende dispensation til overdækninger inden for strandbeskyttelseslinjen

Sagen omhandler en klage over Kystdirektoratets afgørelse af 24. juni 2021, der afslog en lovliggørende dispensation til to overdækninger inden for strandbeskyttelseslinjen på en ejendom i Vordingborg Kommune. Ejendommen er beliggende i landzone i første række til kysten, ca. 140-150 meter fra kysten, og inden for den udvidede strandbeskyttelseslinje. På ejendommen findes et enfamilieshus opført i 2004 samt flere udhuse og et drivhus, hvoraf nogle er opført før den udvidede strandbeskyttelseslinje trådte i kraft i 2001. De to omstridte overdækninger er etableret i 2005 og 2006 i tilknytning til to af udhusbygningerne.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har stadfæstet Kystdirektoratets afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation til de to overdækninger inden for strandbeskyttelseslinjen. Nævnet vurderede sagen efter Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, der indeholder et generelt forbud mod ændringer i tilstanden af arealer inden for strandbeskyttelseslinjen, samt den restriktive dispensationsadgang i Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1.

Vurdering af undtagelsesbestemmelser

Nævnet fandt, at de eksisterende udhuse (bygning 2 og 4) var lovligt opført, idet de enten faldt under undtagelsesbestemmelsen i Naturbeskyttelseslovens § 15 a, stk. 3 eller den lempeligere dispensationsadgang i Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 3, nr. 1, eller var opført før strandbeskyttelseslinjen trådte i kraft. De ansøgte overdækninger kunne dog ikke anses for omfattet af disse bestemmelser, da der allerede var tilstrækkelige udhusbygninger på ejendommen.

Vurdering af dispensationsadgang

Overdækningerne skulle derfor vurderes efter den almindelige, restriktive dispensationsadgang i Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1. Nævnet lagde vægt på, at overdækningerne var etableret i forbindelse med eksisterende lovlige udhusbygninger, og at der desuden fandtes yderligere udhusbygninger på ejendommen, som måtte anses for tilstrækkelige til det ansøgte formål. Da overdækningerne havde privat karakter og alene skulle tilgodese ejerens egne behov, var der ikke tale om et nødvendigt formål, der burde gå forud for den generelle beskyttelsesinteresse. Nævnet vurderede desuden, at en lovliggørende dispensation ville kunne skabe en uønsket præcedensvirkning i lignende sager. Det forhold, at bygningerne ikke kunne ses fra kysten, ændrede ikke resultatet, da strandbeskyttelseslinjen også beskytter de bagvedliggende kystlandskaber.

Afgørelse

På baggrund heraf stadfæstede Miljø- og Fødevareklagenævnet Kystdirektoratets afgørelse. Kystdirektoratet fastsætter en ny frist for efterkommelse af det meddelte påbud. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. og .