Stadfæstelse af påbud om destruktion af fødevarer grundet manglende sporbarhedsdokumentation

Sagen omhandler en klage over Fødevarestyrelsens påbud om destruktion af fødevarer på grund af manglende sporbarhedsdokumentation. Fødevarestyrelsen foretog et kontrolbesøg den 10. juni 2021, hvor det blev konstateret, at klageren ikke kunne fremvise dokumentation for sporbarhed af diverse alkoholholdige og ikke-alkoholholdige drikkevarer. Som følge heraf udstedte Fødevarestyrelsen et øjeblikkeligt påbud om destruktion af varerne, hvilket blev skriftligt bekræftet den 22. juni 2021. Påbuddet blev givet i medfør af Fødevarelovens § 52, stk. 1 og fødevareforordningens artikel 18, stk. 2.

Klagerens indsigelser

Klageren indbragte afgørelsen for Miljø- og Fødevareklagenævnet den 14. juli 2021 med den begrundelse, at påbuddet var udstedt på et forkert grundlag. Klageren anførte, at der ikke var tale om en virksomhed, men udelukkende indkøb og opbevaring til eget forbrug. Det blev desuden bemærket, at varerne var indført fra udlandet over flere omgange, og at grænserne for indførsel var overholdt, samt at der ingen kunder var. Klageren mente derfor, at der hverken forelå begrundelse eller dokumentation for at konkludere, at der var tale om selvstændig virksomhed.

Fødevarestyrelsens respons

Fødevarestyrelsen oversendte klagesagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 23. juli 2021 med bemærkninger til klagen. Styrelsen oplyste, at kontrollen var foranlediget af oplysninger fra Skattestyrelsen, som også deltog i kontrollen. Fødevarestyrelsen henviste til et notat fra Skattestyrelsen, hvoraf det fremgik, at klageren selv hentede varer i Tyskland, fik leveret paller med øl fra tredjemand, videresolgte øl, og havde drevet denne form for virksomhed i to til tre år.

Baseret på disse oplysninger fastholdt Fødevarestyrelsen, at klageren havde drevet fødevarevirksomhed i form af indkøb og videresalg af diverse drikkevarer. Styrelsen vurderede, at omfanget og varigheden af disse aktiviteter overskred bagatelgrænsen for privat køb til eget brug og faldt ind under definitionen af en fødevarevirksomhed i henhold til fødevareforordningens artikel 3. Fødevarestyrelsen understregede, at et påbud om destruktion var en nødvendig og proportional konsekvens af den manglende sporbarhedsdokumentation.

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at Fødevarestyrelsens påbud om destruktion var en korrekt foranstaltning i henhold til Fødevarelovens § 52, stk. 1 for at sikre overholdelsen af fødevareforordningens artikel 18, stk. 2.

Vurdering af fødevarevirksomhed

Nævnet vurderede, at klageren havde drevet fødevarevirksomhed i overensstemmelse med definitionen i . Denne vurdering byggede på Fødevarestyrelsens og Skattestyrelsens oplysninger om, at klageren under kontrolbesøget havde oplyst at have udbudt fødevarer til salg i en periode på 2-3 år og havde angivet fremgangsmåde og pris ved salg af fødevarer. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte styrelsens oplysninger herom og konkluderede, at aktiviteterne udgjorde distribution af fødevarer.