Planklagenævnets afgørelse om lokalplan for etageboliger og butikker ved [A1] og [A2] i Hvidovre

Hvidovre Kommune vedtog den 22. juni 2021 endelig lokalplan nr. 147 for etageboliger og butikker ved A1 og A2. Samtidig vedtog kommunen kommuneplantillæg nr. 13, rammeområde 1C15, som dog senere blev ophævet med vedtagelsen af kommuneplan 2021. En grundejerforening uden for planområdet og en nabo klagede over vedtagelsen af både lokalplanen og kommuneplantillægget. Planklagenævnet behandlede dog kun specifikke klagepunkter. Klagen over det ophævede kommuneplantillæg blev behandlet som en tilkendegivelse, da dets gyldighed havde betydning for lokalplanens vedtagelse, jf. Planlovens § 13, stk. 1.

Klagepunkter

Planklagenævnet behandlede følgende spørgsmål:

• Om lokalplanen er i overensstemmelse med planlovens regler om planlægning for støjbelastede arealer, herunder Planlovens § 15 a, stk. 1.
• Om kommunen selv burde have fået udarbejdet en støjredegørelse.

Planklagenævnet behandlede ikke øvrige klagepunkter i sagen.

Planernes indhold

Lokalplan nr. 147 har til formål at forny det stationsnære område ved Hvidovre Station ved at muliggøre etablering af et tæt byområde med etageboliger, tæt lav boligbebyggelse samt kontor- og serviceerhverv, offentlige formål og butikker. Lokalplanens § 3 fastsætter anvendelsen til centerformål, herunder boligformål, detailhandel og serviceerhverv.

Lokalplanens redegørelse angiver, at store dele af lokalplanens område er påvirket af trafikstøj fra A2 og A1 samt støj fra jernbanen. Lokalplanens § 13 indeholder bestemmelser om, at ny bebyggelse til støjfølsom anvendelse ikke må tages i brug, før der er etableret støjafskærmning, der sikrer, at støjniveauet fra trafikken ikke overstiger de gældende vejledende grænseværdier. Disse grænseværdier er specificeret for boligområder (Lden 58 dB fra veje; 64 dB fra jernbane) og indendørs opholdsrum med delvist åbne vinduer (Lden 52 dB fra veje og jernbane).

Kommuneplantillæg nr. 13 var en forudsætning for lokalplanens vedtagelse. Tillægget muliggjorde opførelse af nyt byggeri på mellem 2 og 15 etager med et samlet etageareal på ca. 16.000 m². Tillæggets miljøscreening angav, at støj fra vej- og togtrafik ville overstige gældende grænseværdier, men at planlægning var mulig, hvis opholdsarealer og indendørs støjniveauer overholdt de vejledende grænseværdier.

Støjgrænseværdier

Planklagenævnet henviste til Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for støj fra vejtrafik (Vejledning nr. 4/2007, Støj fra veje) og jernbanestøj (Tillæg fra juli 2007 til Vejledning nr. 1/1997, Støj og vibrationer fra jernbaner).

De vejledende grænseværdier for vejtrafikstøj er:

De vejledende grænseværdier for støj fra forbikørende tog er:

Anvendelsesområdet for de lempede støjkrav i vejledningerne i forbindelse med planlægning for nye boliger i eksisterende støjbelastede byområder er sammenfaldende med anvendelsesområdet for Planlovens § 15, stk. 2, nr. 26.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagerne, hvilket betyder, at lokalplanen fortsat er gældende.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Selvom kommuneplantillæg nr. 13 var ophævet, fandt nævnet, at klageren havde en retlig interesse i at få prøvet tillæggets lovlighed, da det havde betydning for lokalplanens vedtagelse. Nævnet kom derfor med en tilkendegivelse om kommuneplantillæggets lovlighed.

Planlægning for støjbelastet areal

Klagerne anførte, at kommunen ved vedtagelsen af lokalplanen og kommuneplantillægget havde overtrådt Planlovens § 1, stk. 2, nr. 5, og ikke tilstrækkeligt fastlagt retningslinjer for støjbelastede arealer i henhold til Planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 7, jf. Planlovens § 15 a. De mente også, at der ikke var fastlagt konkrete vilkår for afskærmningsforanstaltninger, jf. Planlovens § 15, stk. 2, nr. 13.

Planklagenævnet fandt, at kommuneplantillægget indeholdt de fornødne retningslinjer for sikring af det planlagte i forhold til de eksisterende støjforhold. Nævnet lagde vægt på, at miljøscreeningen for tillægget adresserede støjforhold og fastsatte krav til overholdelse af vejledende grænseværdier for opholdsarealer og indendørs støjniveauer.

For lokalplanen fandt nævnet, at der var tale om et område med blandede byfunktioner, som nævnt i Planlovens § 15, stk. 2, nr. 26. På den baggrund fandt nævnet, at lokalplanen indeholdt de fornødne bestemmelser til sikring af de støjhensyn, som planloven forudsætter. Nævnet lagde vægt på, at lokalplanen indeholder bestemmelser om overholdelse af støjgrænser i forhold til Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier, herunder at lokalplanens § 13 opstiller maksimale grænser for støjniveauet som forudsætning for ibrugtagning af ny bebyggelse i planområdet. Klagepunkterne blev derfor ikke imødekommet.

Støjredegørelse

Klagerne krævede en støjredegørelse udført af et godkendt laboratorium. Kommunen henviste til Miljøstyrelsens seneste støjkortlægning fra 2017, som viste, at området var støjbelastet. Planklagenævnet konstaterede, at det var ubestridt, at området var støjbelastet, og bemærkede, at planloven ikke stiller krav om, at kommunen selv skal udarbejde en støjredegørelse. Dette klagepunkt blev derfor heller ikke imødekommet.

Forhold ikke behandlet

Klagen vedrørende vibrationer fra togdrift blev ikke behandlet, da vibrationer ikke er reguleret af planloven, og Planklagenævnet derfor ikke har kompetence hertil.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Klagegebyret for klagen over kommuneplantillægget blev tilbagebetalt, da nævnet ikke behandlede klagen, men blot kom med en tilkendegivelse. Øvrige gebyrer blev ikke tilbagebetalt, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.