Planklagenævnets afgørelse om dispensation fra lokalplan til tilbygning og udeservering i Aarhus

Aarhus Kommune gjorde gældende, at klageren ikke var klageberettiget på grund af afstanden (mere end 120 m). Planklagenævnet vurderede dog, at klageren var klageberettiget, da han bor inden for samme lokalplanområde og i en afstand af ca. 120 m fra ejendommen. Nævnet lagde vægt på, at en dispensation kan danne præcedens og påvirke området, jf. Planloven § 59.

Delegation af kompetence

Klageren anførte, at sagen var afgjort administrativt uden politisk behandling. Planklagenævnet fastslog, at spørgsmål om kommunens interne delegationsbeslutninger ikke er retlige spørgsmål, som nævnet har kompetence til at efterprøve.

Hensigtsmæssighed

Klagepunkter vedrørende støjgener og massiv brug af stiarealer samt overtrædelse af ordensreglement for karreen blev afvist, da de vedrører afgørelsens hensigtsmæssighed og ikke retlige forhold efter planloven.

Servitutten

Klageren anførte, at tilladelsen til udeservering var i strid med en tinglyst saneringsplan. Planklagenævnet bemærkede, at kommunens beslutning om ikke at håndhæve privatretlige servitutter efter Planloven § 43 ikke er en afgørelse efter planloven og derfor ikke kan påklages til nævnet. Klageren må i stedet anlægge et civilretligt søgsmål ved domstolene.

Planklagenævnet behandlede spørgsmålene om, hvorvidt de ansøgte forhold var umiddelbart tilladt eller krævede dispensation, kommunens hjemmel til at dispensere, og overholdelse af reglerne om naboorientering.

Umiddelbart tilladt eller krav om dispensation

Bestemmelser i en lokalplan er bindende, jf. Planloven § 18. Dispositioner, der ikke er i overensstemmelse med lokalplanen, kræver dispensation efter Planloven § 19.

Facadeændringer som følge af tilbygningen

Lokalplan nr. 849 er en bevarende lokalplan, og dens § 8, stk. 1, kræver kommunal godkendelse af ændringer, der berører bygningens ydre fremtræden. Da tilbygningen ændrer facaden på den eksisterende bygning, kræver forholdet tilladelse/dispensation.

Tilbygning i gård

Tilbygningen er placeret uden for byggefeltet, hvilket er i strid med lokalplanens § 7, stk. 1. Forholdet kræver derfor dispensation.

Friarealer

Planklagenævnet fandt, at lokalplanens § 9, stk. 1, ikke er tilstrækkeligt klart og præcist formuleret til at fastsætte bindende krav til fri- eller opholdsarealer, da den alene henviser til "tilfredsstillende friarealer" og en vejledende note. Bestemmelsen kan derfor ikke håndhæves med hjemmel i planloven. Nævnet konkluderede, at opførelse af tilbygning og indretning af udeservering i gården er umiddelbart tilladt efter denne bestemmelse.

Mulighed for at give dispensation

En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, eller hvis dispensationen tidsbegrænses, jf. Planloven § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver vedtagelse af en ny lokalplan, jf. Planloven § 19, stk. 2.

Planklagenævnet vurderede, at lokalplanens § 8, stk. 1, har karakter af en dispensationsbestemmelse, og en dispensation herfra er derfor ikke i strid med planens principper. Nævnet fandt heller ikke, at lokalplanens § 7, stk. 1, er en del af planens principper, da den er en bebyggelsesregulerende bestemmelse, og formålsbestemmelsen ikke fremhæver den som særligt betydningsfuld. Kommunen havde derfor hjemmel til at give dispensation fra lokalplanens § 7, stk. 1.

Naboorientering

Efter Planloven § 20, stk. 1 skal kommunen orientere ejere, brugere, naboer og relevante foreninger. Der er undtagelser, hvis orientering er af underordnet betydning, jf. Planloven § 20, stk. 2.

Kredsen af naboorienterede

Kommunen naboorienterede de nærmeste ejendomme med matrikelskel til stien. Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skønsmæssige vurdering af, at orientering af øvrige beboere, herunder klageren, var af underordnet betydning.

Høringsmaterialet

Klageren anførte, at tegningsmaterialet var mangelfuldt. Nævnet fandt, at materialet var tilstrækkeligt til at give et retvisende billede af det ansøgte projekt, da det fremgik, at ansøgningen ikke vedrørte vareindlevering eller vejadgang.

Høringsperioden

Klageren anførte, at en forening ikke fik to uger til indsigelser. Nævnet fandt ikke, at den forkerte angivelse af høringsfristen var en væsentlig retlig mangel, da foreningen indgav bemærkninger og ikke ønskede forlængelse af fristen.

Manglende orientering om afgørelsen

Kommunen bekræftede, at afgørelsen først blev sendt til klageren og foreningen efter klagerens henvendelse. Nævnet fastslog, at manglende underretning efter Planloven § 20, stk. 3 ikke påvirker afgørelsens gyldighed, men kan suspendere klagefristen. Da klagen var rettidig, og en prøvelse ikke ville ændre resultatet, kunne nævnet ikke give medhold i dette klagepunkt.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Aarhus Kommunes afgørelse. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Klagegebyret tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.

• § 5.1: Udnyttelsesgraden må ikke overstige 0,10.
• § 5.1.1: Bygninger må ikke opføres med mere end 1 etage og må ikke gives en større højde end 5,00 m.
• § 5.1.2: Gulvkote i samtlige bygninger må ikke være under 4,0.

Kommunens begrundelse for dispensation

Kommunen begrundede dispensationen med, at der tidligere var dispenseret fra udnyttelsesgraden, og at en bebyggelsesprocent på 15 i henhold til beregningsreglerne efter BR18 var i overensstemmelse med områdets principper. For gulvkoten anførte kommunen, at det var af underordnet betydning, at kældergulvet var beliggende i kote 3,777 DVR 90, da kælderen ikke anvendes til beboelse. Desuden lagde kommunen vægt på, at byggeriet var tilpasset matriklen og ikke ville medføre væsentlige skygge-, lys- og indbliksgener for naboerne.

Klagepunkter

Klagerne anførte, at byggeriet reelt var i to fulde etager, da kælderen var beregnet til beboelse, og at dette var en omgåelse af byplanvedtægtens forbud mod to etager. De gjorde også gældende, at kommunen havde beregnet udnyttelsesgraden forkert ved ikke at medregne kælderarealet. Endvidere mente klagerne, at dispensationen fra byplanvedtægtens bestemmelse om gulvkote var i strid med byplanvedtægtens overordnede formål, og at kommunens beslutning havde været ensidig, idet klagernes høringssvar ikke var blevet inddraget tilstrækkeligt.

Planklagenævnets fokusområder

Planklagenævnet behandlede følgende spørgsmål i sagen:

• Om forholdet var umiddelbart tilladt efter byplanvedtægten, jf. Planlovens § 18, eller krævede dispensation fra byplanvedtægtens §§ 5.1, 5.1.1 og 5.1.2.
• Om kommunen havde hjemmel til at give dispensation, jf. Planlovens § 19.
• Om kommunens skønsmæssige vurdering var baseret på planlægningsmæssigt relevante hensyn.
• Om reglerne om naboorientering var overholdt, jf. Planlovens § 20.