Ophævelse af undersøgelsespåbud af dræn på grund af manglende hjemmel i vandløbsloven

Nævnets begrundelse bygger på følgende punkter:

• Lovens ordlyd: Bestemmelsens ordlyd giver ikke udtrykkeligt mulighed for at pålægge udgiftskrævende undersøgelser.
• Lovforarbejder og retspraksis: Nævnet henviser til lovens forarbejder, som sidestiller bestemmelsen med en tidligere bestemmelse i miljøbeskyttelsesloven. For denne tidligere bestemmelse fastslog retspraksis, at der ikke var hjemmel til at pålægge udgiftskrævende undersøgelser.
• Sammenligning med anden lovgivning: Den nuværende Miljøbeskyttelseslov § 72 indeholder en eksplicit hjemmel til at pålægge sådanne undersøgelser. At en lignende ændring ikke er foretaget i vandløbsloven, understøtter, at hjemlen ikke eksisterer her.

Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærker, at afgørelsen udgør en praksisændring.

Klagerens Anbringender

Klageren påklagede afgørelsen og anførte, at annekset blev bygget før Landvæsenskendelsen fra 1972, og at der ikke var gravet eller bygget siden. Klageren hævdede desuden, at annekset ikke var placeret ovenpå rørledningen, men ca. 1,5 meter vest for den, hvilket gav fri adgang til drænet. Klageren gjorde gældende, at vedligeholdelses- og reparationsarbejder påhvilede kommunen i henhold til 1972-kendelsen, og at kommunen manglede hjemmel til at træffe det pågældende påbud. Klageren havde selv foretaget en undersøgelse, der ikke viste forhindringer på det af kommunen angivne sted, men pegede på større avnbøge i skel som en mulig årsag. Klageren fastholdt klagen, da det ønskedes klarlagt, om kommunens fortolkning af lovgrundlaget var korrekt, og henviste til en ombudsmandsudtalelse vedrørende skelnen mellem vedligeholdelse og regulering.

Kommunens Svar

Syddjurs Kommune oplyste, at rørbruddet var blevet repareret af Ahl Drænlaug, og at sagen derfor var afsluttet, da afvandingsevnen var genetableret. Kommunen forklarede sin praksis for løbende vedligeholdelse, som omfattede frigravning af udløb, tilsyn, rensning og punktvise reparationer, herunder udskiftning af enkelte rørstykker. Kommunen anførte, at udskiftning af længere ledningsstrækninger blev betragtet som en regulering og dermed den enkelte grundejers ansvar, især da mange dræn var gamle og i dårlig teknisk stand.