Stadfæstelse af afslag på lovliggørende dispensation for udekøkken, drivhus, sauna og udeservering inden for fortidsmindebeskyttelseslinje

Københavns Kommune fastholdt sin afgørelse og bemærkede, at Naturbeskyttelseslovens § 18, stk. 1 ikke indeholder en betingelse om væsentlighed, og at planforhold ikke er afgørende. Kommunen beklagede den manglende orientering i byggetilladelserne, men mente ikke, det skulle have afgørende betydning for sagens udfald.

Miljø- og Fødevareklagenævnet (MKN) har stadfæstet Københavns Kommunes afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation og påbud om lovliggørelse af udekøkken, drivhus, sauna og udeservering i cykelskur inden for fortidsmindebeskyttelseslinjen.

Nævnets vurdering

MKN foretog en besigtigelse af ejendommen og det omkringliggende område. Nævnet bemærkede, at Naturbeskyttelseslovens § 18, stk. 1 er en forbudsbestemmelse, der suppleres af undtagelser i stk. 2 og 3. Formålet med fortidsmindebeskyttelseslinjen er at sikre fortidsmindernes værdi som landskabselementer, indsyn til og udsyn fra fortidsminderne samt de arkæologiske lag i området. Kommunen kan i særlige tilfælde meddele dispensation efter Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2, men praksis er meget restriktiv. Nævnet lagde vægt på, at en dispensation kan medføre uønsket præcedens, og at en konkret reduktion af beskyttelseslinjen (som ikke var sket her) normalt udelukker yderligere dispensationer.

Afgørelsen

Tre af nævnets medlemmer, herunder formanden, fandt, at der ikke forelå et særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation. De lagde vægt på, at det ansøgte alene tjener privatøkonomiske interesser, den restriktive dispensationspraksis og den uønskede præcedensvirkning. De vurderede desuden, at det økonomiske tab ved afslag ikke oversteg hensynet til fortidsmindet.

Tre andre medlemmer fandt, at der var tale om et særligt tilfælde, der kunne begrunde dispensation. Et medlem lagde vægt på, at det ansøgte ikke påvirkede fortidsmindet eller indsynet hertil. To andre medlemmer lagde vægt på, at området er under udvikling, og at der var tale om en midlertidig tilstand, og ville have meddelt en tidsbegrænset dispensation.

Ved stemmelighed var formandens stemme udslagsgivende, og Københavns Kommunes afgørelse blev derfor stadfæstet. Det indbetalte klagegebyr blev ikke tilbagebetalt. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Naturbeskyttelseslovens § 88, stk. 1.

Stadfæstet ved Københavns Byret den 12. februar 2024 (BS-34758/2022KBH)

Ansøgning og kommunens afgørelse

Klager ansøgte den 2. marts 2016 om lovliggørende dispensation for de etablerede forhold. Næstved Kommune meddelte den 15. marts 2016 afslag på lovliggørende dispensation til trampolin, bålplads, flisebelægning og beplantning. Kommunen henviste til, at forholdene udgjorde en overtrædelse af Naturbeskyttelseslovens § 18 om fortidsmindebeskyttelseslinjen, som indeholder et generelt forbud mod tilstandsændringer. Kommunen lagde vægt på, at klager tidligere var blevet gjort opmærksom på beskyttelseslinjen, at beplantningen ville forringe udsyn til og indsyn fra fortidsmindet, og at trampolin, bålplads og flisebelægning var placeret for tæt på fortidsmindet og forringede dets værdi som landskabselement. Kommunen meddelte dog lovliggørende dispensation til en terrasse og en sø inden for beskyttelseslinjen, da disse ikke forringede fortidsmindets værdi. Der blev også meddelt dispensation til trampolin og bålplads, hvis de blev flyttet til en placering vest eller sydvest for stuehuset, så huset skærmede for udsynet til fortidsmindet.

Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet

Klager påklagede alene afslaget på lovliggørende dispensation for trampolin, bålplads, flisebelægning og beplantning til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klager anførte, at flisebelægningen kunne fjernes, og at hverken trampolin eller bålplads tog indsyn til eller udsyn fra fortidsmindet, da de var lave og omkranset af en hæk. Klager gjorde gældende, at de ikke var bekendt med 100-meter linjen ved jordtilkøb, og at fortidsmindet er på privat grund. De mente, at kommunens skøn var for restriktivt og ikke tog højde for almindeligt familieliv eller økonomisk proportionalitet. Klager henviste også til en tidligere afgørelse (NMK-503-00039), hvor der blev meddelt dispensation til en driftsbygning tæt på et fortidsminde, og stillede sig uforstående over for forskellen i praksis.

Kommunens bemærkninger til klagen

Næstved Kommune bemærkede, at det er ejerens ansvar at kende gældende regler. Kommunen fastholdt, at den nuværende placering af bålplads og trampolin forringede fortidsmindets værdi som landskabselement på grund af nærheden. Kommunen lagde stor vægt på, at beplantningen var foretaget inden for beskyttelseslinjen trods tidligere oplysning herom. Endelig vurderede kommunen, at udgiften til flytning ikke var uproportional i forhold til lovens hensyn.