Afgørelse om registrering af beskyttet fersk eng - Naturbeskyttelsesloven § 3

Kommunens bemærkninger og nye oplysninger

Horsens Kommune fastholdt sin vurdering og afviste klagers konsulentrapport, da den ikke var forelagt kommunen forud for indgrebene. Kommunen afviste også myndighedspassivitet med henvisning til, at besigtigelsen i 2017 var en generel kortlægning, og at den opdyrkede del ikke var omfattet af den vejledende registrering på det tidspunkt. Den sene sagsbehandling skyldtes et stort antal konsulentindberetninger.

Under sagens behandling oplyste Miljø- og Fødevareklagenævnets sekretariat, at arealerne havde været omfattet af MVJ-aftaler (miljøvenlig drift) fra 1990 til 2016. Horsens Kommune vurderede, at de femårige græsningstilsagn ikke udgjorde en aftale med en offentlig myndighed, der gav ret til opdyrkning inden for et år efter tilsagnsperiodens udløb, jf. undtagelsen i Bekendtgørelse om beskyttede naturtyper § 2. Klager mente derimod, at undtagelsen var relevant, da arealet var vokset ind i § 3-beskyttelsen som følge af tilsagnsordningerne.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Horsens Kommunes afgørelse af 17. august 2020 om registrering af beskyttet fersk eng for så vidt angår areal B samt et delareal på ca. 3.220 m2 inden for areal A på matr. nr. [A1]. Nævnet ophævede afgørelsen for så vidt angår et delareal på ca. 2.240 m2 inden for areal A og hjemviste den del til fornyet behandling.

Vurdering af arealets beskyttelsesstatus

Nævnet lagde til grund, at arealerne havde været omfattet af en ubrudt række af tilsagnsordninger i perioden 1990-2016, og at areal A delvist og areal B fuldt ud var blevet omlagt og drænet i 2016/2017. På baggrund af luftfotos fra 1965-2020 og observerede plantearter vurderede nævnet, at areal A og B objektivt set opfyldte kriterierne for ferske enge, da opdyrkning og dræning blev påbegyndt.

Nævnet vurderede, at undtagelsen i Bekendtgørelse om beskyttede naturtyper § 2, stk. 1 ikke fandt anvendelse for størstedelen af areal A og hele areal B. Dette skyldtes, at naturtypen sandsynligvis allerede var til stede i 1990, da den første MVJ-aftale blev indgået, og dermed ikke var opstået som følge af tilsagnsordningerne. Disse arealer var derfor fuldt ud omfattet af beskyttelsesordningen i Naturbeskyttelsesloven § 3, stk. 2, nr. 4. Nævnet tillagde luftfotos betydelig vægt som dokumentation.

For delarealet på ca. 2.240 m2 inden for areal A, som fremstod opdyrket i 1980'erne og 1990, fandt nævnet, at sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst. Kommunen havde ikke inddraget tilstrækkelige oplysninger om tilsagnsordningernes karakter eller forholdt sig til, hvorvidt undtagelsen i Bekendtgørelse om beskyttede naturtyper § 2 fandt anvendelse. Denne del af afgørelsen blev derfor ophævet og hjemvist til fornyet behandling.

Vurdering af myndighedspassivitet

Nævnet vurderede, at der ikke var indtrådt myndighedspassivitet. Formålet med kommunens besigtigelse i 2017 var at registrere naturtilstanden på vejledende registrerede naturarealer, og den opdyrkede del af engen var på dette tidspunkt ikke omfattet af den vejledende registrering. Klager kunne derfor ikke have en berettiget forventning om, at forholdene var accepteret af kommunen. Nævnet bemærkede desuden, at klager ikke i god tro kunne støtte ret på en rapport udarbejdet af en privat konsulent, da kommunen er den kompetente myndighed i forhold til Naturbeskyttelsesloven § 3.

Gebyr og endelighed

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Naturbeskyttelsesloven § 88, stk. 1.

Klagerens anbringender

Lodsejeren påklagede afgørelsen til Natur- og Miljøklagenævnet (senere overført til Miljø- og Fødevareklagenævnet). Klageren anførte, at arealet i perioden 1964-1990 havde været drevet med regelmæssig sædskifte på 3-5 år, herunder med græs, korn og roer. Klageren fastholdt, at der ikke var sket en tilstandsændring af engen i de sidste 13 år, og at den nuværende drift med græs var en fortsættelse af tidligere sædskifter. Klageren bestred også kommunens brug af naboengen som referenceareal, da de aldrig var blevet dyrket sammen.

Kommunens bemærkninger til klagen

Horsens Kommune fastholdt sin vurdering af intensiveret drift, som var blevet bemærket under udarbejdelsen af en miljøgodkendelse for en udvidelse af husdyrhold. Kommunen havde foretaget vurderingen ved hjælp af luftfotos og en besigtigelse i 2014 og havde inddraget lodsejerens og forpagterens kommentarer i sagen.