Fortolkning af retten til at eksportere arbejdsløshedsydelser: Nationalt princip om afslag på forlængelse ud over tre måneder (Sag C-551/16)

Sagen vedrører fortolkningen af artikel 64 i Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af sociale sikringsordninger. Hovedspørgsmålet var, om en medlemsstat kan føre en national politik, der principielt afviser at forlænge den maksimale eksportperiode for arbejdsløshedsydelser fra tre til seks måneder, når en arbejdsløs søger beskæftigelse i udlandet. Situationen vedrørte en nederlandsk statsborger, J. Klein Schiphorst, der rejste til Schweiz (som via EF-Schweiz-aftalen er omfattet af forordningen) for at søge arbejde.

Klein Schiphorst fik tildelt den garanterede periode på tre måneder for eksport af sine arbejdsløshedsydelser, men det nederlandske socialsikringsinstitut (Uwv) afslog hans ansøgning om forlængelse til seks måneder.

Tvisten i hovedsagen

Uwv begrundede afslaget med, at det af princip ikke forlængede perioden efter tre måneder i henhold til instruktioner fra den nederlandske social- og beskæftigelsesminister. Instituttet fastslog dog senere, at det ville tillade forlængelse i særlige undtagelsestilfælde, hvor et afslag ville medføre et 'urimeligt resultat' for ansøgeren – f.eks. ved konkret og beviselig udsigt til ansættelse.

Den forelæggende nederlandske domstol (Centrale Raad van Beroep) ønskede Domstolens afklaring på, om denne principielle afvisningspolitik, som alene tillader undtagelser baseret på nationalt skøn og rimelighed, er forenelig med EU-retten og principperne om fri bevægelighed og ophævelse af bopælsbestemmelser.

Domstolens fortolkning og afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 64, stk. 1, litra c), i Forordning nr. 883/2004 skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national foranstaltning, der pålægger den kompetente institution principielt at afslå enhver ansøgning om forlængelse af perioden for eksport af arbejdsløshedsydelser ud over tre måneder, medmindre institutionen vurderer, at afslaget ville medføre et urimeligt resultat.

Domstolens begrundelse hvilede på bestemmelsens ordlyd og forordningens formål:

• Skønsbeføjelse: Bestemmelsen garanterer retten til arbejdsløshedsydelser i tre måneder. Forlængelsen til seks måneder er dog formuleret med ordet »kan« (artikel 64, stk. 1, litra c), andet sætningsled). Dette indikerer, at forlængelsen er en skønsbeføjelse overladt til de kompetente nationale institutioner.
• Koordinering, ikke Harmonisering: Forordningen har til formål at koordinere de sociale sikringsordninger med henblik på at sikre den frie bevægelighed for personer, men den indfører ikke en fælles socialsikringsordning. Medlemsstaterne bevarer således retten til at fastsætte kriterierne for deres skønsbeføjelser.