Arbejdsløshedsydelser til grænsearbejdere: Fortolkning af forordning 883/2004 og arbejdskraftens frie bevægelighed

Sagen omhandler fortolkningen af forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger, artikel 45 TEUF og artikel 7 i forordning (EØF) nr. 1612/68 om arbejdskraftens frie bevægelighed.

Sagen drejer sig om tre nederlandske grænsearbejdere (Jeltes, Peeters og Arnold), der har arbejdet i Nederlandene, men er bosat i henholdsvis Belgien og Tyskland. De har alle været arbejdsløse og har søgt om arbejdsløshedsydelser i Nederlandene. De nederlandske myndigheder har afvist deres ansøgninger med henvisning til, at de ikke er bosat i Nederlandene, og at bopælsstaten er ansvarlig for udbetaling af ydelserne.

Rechtbank Amsterdam har forelagt fire præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen:

• Har Miethe-dommen fortsat gyldighed efter ikrafttrædelsen af forordning nr. 883/2004?
• Er EU-retten til hinder for, at en medlemsstat nægter en vandrende arbejdstager arbejdsløshedsydelser, når arbejdstageren har størst chance for at blive genintegreret på arbejdsmarkedet i denne stat?
• Hvordan skal artikel 87, stk. 8, i forordning nr. 883/2004 fortolkes i forhold til retten til arbejdsløshedsydelser, hvis arbejdstageren allerede modtog ydelser før forordningens ikrafttræden?
• Ændres besvarelsen af spørgsmål 2, hvis arbejdstageren har fået tilsagn om genoptagelse af retten til ydelser?

Domstolen skulle tage stilling til, om en atypisk grænsearbejder har ret til at vælge, i hvilken medlemsstat han vil stille sig til rådighed for arbejdsformidlingen og modtage arbejdsløshedsydelser, samt om EU-retten er til hinder for, at en medlemsstat nægter at tildele en arbejdsløshedsydelse til en vandrende arbejdstager, der har størst chance for at blive genintegreret på arbejdsmarkedet i denne stat.

Afgørelse

Domstolen fastslog:

• Artikel 65 i forordning nr. 883/2004 skal ikke fortolkes i lyset af Miethe-dommen efter forordningens ikrafttræden.
• En fuldtidsledig grænsearbejder, der har bevaret personlig og faglig tilknytning til den medlemsstat, hvor han senest var beskæftiget, kan som et supplerende skridt stille sig til rådighed for arbejdsformidlingen i denne stat, men alene for at modtage bistand til genindslusning, ikke arbejdsløshedsydelser.
• Artikel 45 TEUF er ikke til hinder for, at en medlemsstat nægter en fuldtidsledig grænsearbejder arbejdsløshedsydelser, hvis arbejdstageren ikke er bosat på dens område, forudsat at bopælsmedlemsstatens lovgivning finder anvendelse i overensstemmelse med artikel 65 i forordning nr. 883/2004.
• Artikel 87, stk. 8, i forordning nr. 883/2004 finder anvendelse på fuldtidsledige grænsearbejdere, der modtager arbejdsløshedsydelser fra den medlemsstat, hvor de senest har været beskæftiget, i henhold til artikel 71 i forordning nr. 1408/71.
• Begrebet "situationen ikke ændret" i artikel 87, stk. 8, skal vurderes i henhold til national lovgivning om social sikring. Det er op til den nationale ret at undersøge, om arbejdstagere opfylder betingelserne for at kræve genoptagelse af udbetalingen af arbejdsløshedsydelser, der er udbetalt i henhold til artikel 71 i forordning nr. 1408/71.

Retlige Principper

Domstolen fremhævede følgende principper:

• Arbejdskraftens frie bevægelighed (Artikel 45 TEUF): Medlemsstaterne skal sikre, at vandrende arbejdstagere ikke stilles ringere end nationale arbejdstagere.
• Koordinering af sociale sikringsordninger (Forordning nr. 883/2004): Forordningen har til formål at koordinere, ikke harmonisere, medlemsstaternes sociale sikringsordninger.
• Bopælsstatsprincippet (Artikel 65 i forordning nr. 883/2004): Som hovedregel er det bopælsstaten, der er ansvarlig for at udbetale arbejdsløshedsydelser til grænsearbejdere.
• Overgangsbestemmelser (Artikel 87, stk. 8, i forordning nr. 883/2004): Disse bestemmelser skal sikre, at overgangen til nye regler ikke urimeligt forringer arbejdstageres rettigheder.
• Retssikkerhedsprincippet og beskyttelse af berettigede forventninger: EU-retten beskytter borgernes berettigede forventninger og sikrer retssikkerhed.

Domstolen understregede, at selvom artikel 45 TEUF sikrer arbejdskraftens frie bevægelighed, kan forskelle i sociale sikringsordninger mellem medlemsstaterne føre til, at en flytning kan være mere eller mindre økonomisk fordelagtig. Dette er en konsekvens af, at EU-retten koordinerer, men ikke harmoniserer, de nationale ordninger.