Planklagenævnets afgørelse om landzonetilladelse til telemast i Svendborg Kommune

Særlige principper for telemaster

Planklagenævnet anerkender den betydelige samfundsmæssige interesse i at etablere mobiltelefondækning, hvilket vægter tungt i vurderingen af landzonetilladelser til telemaster, især hvis ansøgeren har en frekvenstilladelse med dækningskrav, jf. Planloven § 1, stk. 2. Dog skal hensynet til at bevare værdifulde landskaber også varetages. Principper for placering af telemaster omfatter:

• Prioritering af placering: Nye telemaster bør så vidt muligt placeres i bymæssig bebyggelse eller i tilknytning til eksisterende høje konstruktioner (f.eks. andre master, vindmøller), eventuelt ved integration af antenneanlæg i eksisterende bebyggelse. Kommunen bør overveje påbud efter Masteloven § 11 om adgang til eksisterende konstruktioner.
• Placering ved lavere bebyggelse: Hvis ovenstående ikke er muligt, bør masten placeres i tilknytning til eksisterende (lavere) bebyggelse, da dette landskabeligt er mere hensigtsmæssigt end placering op ad læbælter eller skov. Hensynet til landskabet vejer normalt tungere end hensynet til nabogener.
• Værdifulde landskabsområder: Placering i områder udpeget som værdifulde landskabsområder bør undgås, dog med en konkret vurdering.
• Alternative placeringsmuligheder: Ansøgeren skal godtgøre, at den ansøgte placering er den bedste, og kommunen skal påse dette. En grundejers manglende ønske om en mast er ikke i sig selv en afvisningsgrund; kommunen skal overveje ekspropriation efter Masteloven § 15, som kræver tilladelse fra Energistyrelsen.

Kystnærhedszonen

I kystnærhedszonen, jf. Planloven § 5 a, stk. 1 og Planloven § 35, stk. 3, skal der kun gives landzonetilladelse, hvis det ansøgte er af helt underordnet betydning i forhold til de nationale planlægningsinteresser, og de landskabelige, naturmæssige og rekreative interesser skal tillægges særlig betydning.

Planklagenævnets vurdering og afgørelse

Nævnet anerkendte den samfundsmæssige interesse i telemasten, da ansøgeren har en licensforpligtelse til at dække specifikke adresser. Dog fandt nævnet, at det ikke i tilstrækkelig grad var godtgjort, at der ikke findes mere hensigtsmæssige alternative placeringsmuligheder i området, som ville være landskabeligt mindre skæmmende. Den ansøgte placering er fritliggende i udkanten af en fredsskov i et område med væsentlige landskabelige interesser, som ifølge kommuneplanen skal friholdes for tekniske anlæg. Flere bebyggelser i området, som potentielt kunne være landskabeligt mere hensigtsmæssige, var ikke tilstrækkeligt undersøgt. Nævnet understregede, at en placering ikke kan afvises alene på grund af en grundejers manglende ønske, da ekspropriation kan overvejes.

Planklagenævnet ophæver Svendborg Kommunes afgørelse af 11. december 2020 om landzonetilladelse og hjemviser sagen til fornyet behandling i kommunen. Kommunen skal ved den fornyede behandling vurdere mulige placeringer i overensstemmelse med de principper, der er beskrevet for telemaster. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1, og er endelig, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Klagegebyrerne tilbagebetales.

Kommuneplanens retningslinjer for telemaster fremhæver, at antenneudstyr primært skal placeres i bymæssig bebyggelse eller på eksisterende høje konstruktioner. Hvis dette ikke er muligt, skal nye master placeres i tilknytning til eksisterende bebyggelse for at undgå, at de fremstår som fritstående elementer i landskabet. Der stilles også krav om koordinering på tværs af kommunegrænser og vilkår om deling af masten.

Ansøgning og kommunens vurdering

Et teleselskab ansøgte om tilladelsen med begrundelsen, at en ny mast var nødvendig for at opretholde og forbedre mobildækningen i området. Ansøgeren oplyste, at alternative placeringer på eksisterende master eller høje bygninger var undersøgt, men ikke fundet egnede. Den valgte placering blev fremhævet som værende i tilknytning til let industri og med eksisterende træbeplantning, der kunne skærme.

Kommunen besigtigede området og konstaterede, at det var kuperet med en del beplantning og eksisterende tekniske anlæg. Kommunen gav tilladelse i medfør af Planloven § 35, stk. 1, idet den vurderede, at projektet var i overensstemmelse med kommunens administrationsgrundlag og kommuneplanens retningslinjer. Kommunen lagde vægt på den samfundsmæssige interesse i digital infrastruktur og vurderede, at der ikke var tungtvejende landskabelige hensyn eller nabohensyn, der talte imod. Kommunen mente, at masten ikke ville have en væsentlig indvirkning på oplevelsen af Haraldsted tunneldal og Gyrstinge Sø, og at den ansøgte placering var den bedst mulige.

Klagen fra beboere

En beboer klagede på vegne af flere beboere over kommunens afgørelse. Klagen anførte navnlig:

• Mastens nødvendighed: Området havde allerede tilstrækkelig dækning fra eksisterende master og fibernet.
• Landskabelig indvirkning: Masten ville skæmme landskabet, da den ville blive placeret på et højdedrag og fremstå som en dominerende konstruktion, i strid med landskabskarakteranalysens anbefalinger.
• Alternative placeringer: Kommunen havde ikke tilstrækkeligt redegjort for alternative masteplaceringer eller muligheder for at udnytte eksisterende master.
• Påvirkning af dyr, planter og mennesker: Bekymring for stråling fra antennerne, herunder 5G-teknologi, og henvisning til et EU-retligt forsigtighedsprincip. Klageren anførte også, at masten ville ødelægge klagerens klinik, der tager hensyn til strålingsfølsomme mennesker.

Kommunen fastholdt, at dækningen ville blive forbedret, at masten ikke ville ødelægge de primære udsigtsmuligheder, og at ansøgeren havde undersøgt alternativer. Kommunen afviste desuden, at projektet ville påvirke Natura 2000-områder eller bilag IV-arter væsentligt, og henviste til Sundhedsstyrelsens vurderinger vedrørende stråling.