Fradrag for kreditorudgifter, varme og personaleomkostninger – Autoreparationsværksted – Indkomståret 2019
Dato
30. september 2022
Hoved Emner
Fradrag og afskrivninger
Eksterne links
Læs hele sagenUnder Emner
Driftsomkostninger, Fradragsret, Betalingsprincip, Bogføring, Kreditorer, Varmeudgifter, Personaleomkostninger, Momsfradrag, Bevisbyrde
Sagen omhandler en klage over Skattestyrelsens afgørelse vedrørende fradrag for udgifter til kreditorer, varme og personaleomkostninger i en autoreparationsvirksomhed for indkomståret 2019. Klageren, der driver virksomheden [virksomhed1], havde ikke indberettet virksomhedens resultat for 2019, og Skattestyrelsen foretog en skønsmæssig ansættelse.
Klageren gjorde gældende, at der skulle godkendes fradrag for forfaldne kreditorer på i alt 190.847,07 kr. (til [virksomhed5] ApS, [virksomhed3] A/S og [virksomhed4]), fuldt fradrag for olieudgifter til opvarmning af værkstedet (12.074 kr.), samt fradrag for personaleomkostninger på 2.114 kr. vedrørende massage/gaver til ansatte.
Skattestyrelsen havde oprindeligt ikke godkendt fradrag for de påklagede kreditorer og personaleudgifterne. Vedrørende varmeudgifterne havde Skattestyrelsen kun godkendt 25% fradrag for olieudgiften, idet 75% blev anset for privat andel. Skattestyrelsen fastholdt, at udgifter til massage ikke var en normal driftsomkostning, der var afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde årets indkomst, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, og at momsfradrag ikke kunne godkendes, da udgifterne ikke var udelukkende erhvervsmæssige, jf. Momsloven § 37, stk. 1.
Klagerens revisor argumenterede for, at de manglende kreditorudgifter skulle medtages, da de vedrørte 2019, og at værkstedet opvarmes 100% med olie, hvorfor der skulle være fuldt fradrag. Personaleudgifterne blev anset for at være gaver til ansatte.
Landsskatteretten vurderede de enkelte klagepunkter ud fra principperne om fradragsret, bevisbyrde og bogføringsskik, herunder anvendelse af betalingsprincippet, som klageren havde valgt at anvende i sin bogføring, jf. Bogføringsloven § 1, Bogføringsloven § 6, stk. 1, Bogføringsloven § 7, stk. 1 og Bogføringsloven § 9.
Landsskatterettens afgørelse
Landsskatteretten traf følgende afgørelser vedrørende klagerens fradrag i indkomståret 2019:
Fradrag for udgifter til kreditorer
Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om ikke at godkende fradrag for udgifter til [virksomhed5] ApS på 174.410,41 kr. og [virksomhed3] A/S på 10.828,66 kr. Begrundelsen var, at klageren havde valgt at anvende betalingsprincippet i sin bogføring, og disse udgifter var hverken betalt eller bogført i indkomståret 2019. For [virksomhed5] ApS var der desuden ikke fremlagt specificerede underliggende fakturaer. For [virksomhed3] A/S manglede der fakturaer eller anden dokumentation, der kunne udlede udgiftens art eller periode.
Landsskatteretten ændrede dog Skattestyrelsens afgørelse vedrørende udgifter til [virksomhed4]. Klageren havde allerede fået fradrag for 5.610 kr. (inkl. moms), men det blev konstateret, at der kun var fratrukket 4.488 kr. ekskl. moms i stedet for de korrekte 4.724 kr. ekskl. moms. Derfor godkendtes et yderligere fradrag på 236 kr.
Fradrag for udgifter til olie (varme)
Landsskatteretten ændrede Skattestyrelsens afgørelse og godkendte fuldt fradrag for udgiften til olie på 12.071,84 kr. i indkomståret 2019. Retten lagde til grund, at værkstedet opvarmes med olie, og at stuehuset opvarmes med træpiller. Da værkstedet udelukkende anvendes erhvervsmæssigt, og tanken var placeret ved værkstedet, fandt retten, at udgiften var afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.
Fradrag for personaleudgifter
Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om ikke at godkende fradrag for personaleomkostninger på 2.114 kr. Retten lagde vægt på, at den fremlagte faktura vedrørte sundhedsbehandling (massage af ryg, skulder og lænd), og at det ikke fremgik, hvem behandlingerne vedrørte. Udgifter til sundhedsbehandling er som udgangspunkt af privat karakter, og klageren havde ikke tilstrækkeligt sandsynliggjort, at udgifterne havde den fornødne direkte erhvervsmæssige tilknytning til virksomhedens indkomstopgørelse, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Derudover manglede dokumentation for en del af udgiften (909,50 kr.).
Lignende afgørelser