Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Dokumenttype
Emner
Underemner
Eksterne links
Sagen omhandler en eneanpartshaver og direktør, der klagede over Skattestyrelsens forhøjelser af hans personlige indkomst og aktieindkomst for indkomstårene 2016, 2017 og 2018. Forhøjelserne vedrørte overskud fra udlejningsvirksomhed, maskeret udbytte i forbindelse med stiftelsesomkostninger og et aktionærlån, samt maskeret udbytte som følge af manglende anerkendelse af fradrag for udgifter til fremmede arbejder i hans selskab, [virksomhed1] ApS.
Klageren drev [virksomhed1] ApS, et rengøringsselskab, og stiftede senere [virksomhed2] ApS, som han troede var et holdingselskab. Skattestyrelsen indledte kontrol og anmodede om regnskabs- og bogføringsmateriale for både klageren og selskabet.
Skattestyrelsen forhøjede klagerens personlige indkomst med overskud fra udlejningsvirksomhed, da han ikke havde selvangivet dette. Der blev især fokuseret på manglende huslejeindtægter fra klagerens datter, der boede i en af ejendommene. Skattestyrelsen anså en markedsleje for skattepligtig indkomst, uanset om den var betalt, jf. Statsskatteloven § 4. Desuden blev en udgift til gasfyr nægtet fradrag, da det blev anset som sædvanligt tilbehør til ejendommen, der skulle indgå i ejendomsvurderingen, og da der ikke kan afskrives på bebølsesejendomme jf. Afskrivningsloven § 14, stk. 1, nr. 4.
Skattestyrelsen beskattede klageren for maskeret udbytte på 54.375 kr. i 2017, der vedrørte stiftelsesomkostninger og anpartskapital for [virksomhed2] ApS, som [virksomhed1] ApS havde afholdt på klagerens vegne. Dette blev anset for omfattet af Ligningsloven § 16a. Endvidere blev klageren beskattet af et aktionærlån på 5.500.000 kr. i 2018. Dette beløb var overført fra [virksomhed1] ApS til [virksomhed2] ApS. Klageren forklarede, at overførslen skyldtes en fejlagtig opfattelse af selskabsstrukturen, idet han troede, at [virksomhed2] ApS var et holdingselskab. Skattestyrelsen anså overførslen som et indirekte lån til klageren, omfattet af Ligningsloven § 16e, da der ikke var indgået skriftlige aftaler, og selskabslovens regler for udlodning ikke var fulgt.
Skattestyrelsen nægtede selskabet fradrag for underleverandørudgifter og købsmomsfradrag for betydelige beløb i 2016, 2017 og 2018. Begrundelsen var, at fakturaerne ikke opfyldte Momsbekendtgørelsen § 58, stk. 1, nr. 5 (manglende oplysninger om timepris, timeforbrug, udfører, sted og art af arbejde). Desuden havde underleverandørerne i vidt omfang ikke haft ansatte til rådighed, var opløst eller under konkurs, og fakturateksterne var ensartede og genbrugte. Skattestyrelsen fandt, at der ikke var realitet bag udgifterne, og at de foretagne bankoverførsler måtte betragtes som en overførsel til klageren som maskeret udbytte, jf. .
Skattestyrelsen havde foretaget ansættelserne inden for de ordinære frister for maskeret udlodning jf. Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 5. For udlejningsejendommene var fristen for 2016 overskredet, men Skattestyrelsen anvendte den ekstraordinære genoptagelsesregel i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5, da klageren groft uagtsomt havde undladt at oplyse om skattepligtige indtægter. Fristen for varsling jf. Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2 blev anset for overholdt, da Skattestyrelsen varslede inden for 6 måneder efter at have fået kendskab til de relevante oplysninger.
Landsskatteretten indledte med at fastslå de generelle principper for skattepligt og fradragsret, herunder at al indkomst som udgangspunkt er skattepligtig jf. Statsskatteloven § 4, og at udgifter til indkomsterhvervelse er fradragsberettigede jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Bevisbyrden for afholdelse og fradragsret påhviler den skattepligtige, jf. SKM2004.162.HR. Ved manglende dokumentation kan skattemyndighederne foretage et skøn, jf. Skattekontrolloven § 5, stk. 3.
Landsskatteretten fandt, at klageren ikke havde fremlagt yderligere dokumentation for afholdte udgifter i udlejningsvirksomheden, hverken under sagsbehandlingen hos Skattestyrelsen eller Skatteankestyrelsen. Retten tiltrådte derfor Skattestyrelsens opgørelse af resultatet for udlejningsvirksomheden, som var baseret på det fremlagte materiale. Afgørelsen blev stadfæstet for indkomstårene 2016, 2017 og 2018 til henholdsvis 79.464 kr., 103.771 kr. og 142.270 kr.
Retten lagde til grund, at [virksomhed1] ApS havde overført 50.000 kr. til et advokatfirma for køb af anparter i [virksomhed2] ApS, og at omkostninger til stiftelsen af [virksomhed2] ApS på 4.375 kr. var afholdt af [virksomhed1] ApS. Klageren, som eneanpartshaver og direktør, havde rådighed over selskabets konti. Da klageren ikke havde dokumenteret, at beløbene var medgået til selskabets udgifter eller udgjorde ikke-skattepligtige lån, og ej heller dokumenteret, at anpartskapitalen stammede fra beskattede midler, fandt Landsskatteretten det korrekt, at Skattestyrelsen havde anset overførslerne for maskeret udbytte, der skulle beskattes jf. Ligningsloven § 16a. Afgørelsen på 54.375 kr. blev stadfæstet.
Klageren og selskabet var omfattet af Ligningsloven § 16e, stk. 1. Retten lagde til grund, at [virksomhed1] ApS havde indsat i alt 5.500.000 kr. på en konto tilknyttet [virksomhed2] ApS. Selvom klageren forklarede, at overførslerne skyldtes en fejlagtig opfattelse af selskabsstrukturen (troede det var et holdingselskab), fandt retten, at klageren ikke inden for kort tid havde reageret herpå. Reaktionen kom først over 3 måneder efter overførslerne, i forbindelse med selskabets tvangsopløsning. Klageren havde desuden ikke fulgt Selskabsloven § 179 og Selskabsloven § 182 om ordinære og ekstraordinære udlodninger. Overførslerne var udelukkende mulige pga. klagerens bestemmende indflydelse i begge selskaber. Med henvisning til retspraksis om identifikation mellem skatteyder og rådgiver, fandt retten, at klageren var skattepligtig af 5.500.000 kr. som udbytte jf. Ligningsloven § 16e. Skattestyrelsens afgørelse blev stadfæstet.
Landsskatteretten henviste til sin afgørelse for selskabet [virksomhed1] ApS (sagsnummer 21-0013160), hvor det var stadfæstet, at der ikke var godkendt fradrag for udgifter til fremmede arbejder for indkomstårene 2016, 2017 og 2018. Retten fandt, at der ikke var sket levering mod vederlag af ydelser i henhold til de fremlagte fakturaer og materiale. Dette skyldtes, at selskabet havde fremlagt to sæt ikke-identiske fakturaer, som ikke indeholdt tilstrækkelig angivelse af omfang og art af ydelser (mangler oplysninger om arbejdsopgaver, sted, tid og udfører). De fremlagte timesedler indeholdt heller ikke tilstrækkelige oplysninger, og der var uoverensstemmelse mellem timeantal på fakturaer og timesedler. Selskabet havde ikke dokumenteret, at betingelserne for fradrag jf. Momsloven § 37 var opfyldt. Retten konkluderede, at de indsendte fakturaer ikke kunne anses for reelle. Da der ikke var realitet bag udgiftsførelsen, måtte bankoverførslerne betragtes som en overførsel til klageren som anpartshaver og direktør. Klageren havde ikke dokumenteret, at overførslerne var medgået til at betale selskabets udgifter. Overførslerne blev derfor anset for maskeret udbytte jf. Ligningsloven § 16a. Klageren blev fundet skattepligtig af henholdsvis 2.180.393 kr., 2.258.825 kr. og 2.254.669 kr. for indkomstårene 2016, 2017 og 2018. Skattestyrelsens afgørelse blev stadfæstet.
Landsskatteretten fandt, at ansættelsen for maskeret udlodning var foretaget inden for de ordinære frister i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 5. For udlejningsejendommene var den ordinære frist for indkomståret 2016 overskredet jf. Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1. Dog kunne ansættelsen ændres ekstraordinært jf. Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5, da klageren groft uagtsomt havde bevirket en urigtig ansættelse ved at undlade at oplyse om skattepligtige indtægter. Fristen for varsling i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2 var overholdt, da Skattestyrelsen modtog regnskabsmateriale den 25. februar 2020 og udsendte forslag til afgørelse den 26. maj 2020. Fristen for afgørelse var forlænget efter aftale med repræsentanten. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.
SkatteministerietOversigt over de gældende skattesatser og beløbsgrænser i selskabsskatteloven for 2025 og 2026.
SkatteministerietSkatteministeriet
Sagen omhandler en klager, der sammen med sin ægtefælle ikke havde registreret skattepligtig indkomst i indkomstårene 2017 og 2018. Skattestyrelsen konstaterede betydelige indsætninger på klagerens bankkonti, som ikke kunne afstemmes med klagerens bilagsmateriale. Disse indsætninger blev anset for at stamme fra uregistreret virksomhedsdrift i personligt regi for indkomstårene 2017 og 2018 (frem til juli 2018), samt som maskeret udbytte/udlodning fra et iværksætterselskab (IVS) stiftet af klageren i juli 2018.
Skattestyrelsen forhøjede klagerens skattepligtige indkomst med 217.941 kr. for 2017 og 172.360 kr. for 2018 som overskud af virksomhed. Derudover blev indkomsten forhøjet med 335.642 kr. for 2018 som maskeret udbytte/udlodning fra selskabet. Skattestyrelsen begrundede forhøjelserne med, at klageren ikke havde oplyst sin indkomst i henhold til Skattekontrolloven § 1, stk. 1 og , og at indsætningerne på bankkontoen var skattepligtige efter , da klageren ikke havde dokumenteret, at midlerne stammede fra skattefrie eller allerede beskattede kilder. Skattestyrelsen foretog en skønsmæssig ansættelse af indkomsten og godkendte et skønsmæssigt fradrag for erhvervsmæssige udgifter på henholdsvis 120.000 kr. og 95.000 kr. for 2017 og 2018, svarende til ca. 36% af omsætningen, da klageren ikke havde fremlagt dokumentation for udgifterne i henhold til og .
Oversigt over de gældende satser og beløbsgrænser for 2025 og 2026 i ligningsloven.
Information om satser i lov om indkomst- og formueskat til staten samt værdiansættelse for erhvervsdrivende.
Vedrørende selskabet, hvor klageren var registreret som stifter, direktør og reel ejer, anså Skattestyrelsen de udtagne midler for maskeret udbytte efter Ligningsloven § 16e, stk. 1, da midlerne var passeret klagerens private økonomi, og klageren havde bestemmende indflydelse i selskabet. Beløbet blev anset for skattepligtig bruttolønindkomst efter Statsskatteloven § 4, stk. 1 og Personskatteloven § 3, stk. 1.
Klagerens repræsentant nedlagde påstand om nedsættelse af den skattepligtige indkomst og subsidiært hjemvisning. Det blev overordnet anført, at klageren ikke var rette indkomstmodtager, da hendes bankkonti angiveligt var anvendt af ægtefællen, som reelt havde drevet virksomheden og selskabet. Klageren havde ingen kendskab til driften og manglede kompetencer inden for branchen. Det blev fremhævet, at der i praksis lægges vægt på de reelle forhold frem for formel registrering. Endvidere blev det anført, at det skønnede fradrag for erhvervsmæssige udgifter var for lavt i en branche med hård konkurrence.
Sagen omhandler en klage over Skattestyrelsens forhøjelse af klagerens aktieindkomst for indkomstårene 2021 og 2022. For...
Læs mereSagen vedrører hovedanpartshaverens beskatning af maskeret udbytte fra dennes selskaber. SKAT havde oprindeligt ansat ma...
Læs mere