Planklagenævnets afgørelse om landzonetilladelse til nyt stuehus i Frederikssund Kommune

Tilladelse til beliggenhed og udformning

Selvom opførelse af et stuehus kan ske uden landzonetilladelse, kræves der tilladelse for beliggenhed og udformning af erhvervsmæssigt nødvendige bygninger, der opføres uden tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer, jf. Planlovens § 36, stk. 2. Normalt anses en bygning for at have tilknytning, hvis afstanden er op til ca. 20 m, men en konkret vurdering af landskab og terrænforhold skal foretages. Hidtidige bebyggelsesarealer omfatter primært det område, hvor ejendommens bebyggelse ligger samlet, eller hvor hovedparten af driftsbygningerne eller stuehuset hidtil har ligget. Kommunen kan give tilladelse til etablering op til 50 m væk fra eksisterende bebyggelse, men skal foretage en konkret vurdering af proportionaliteten med bebyggelsernes størrelse. Bestemmelsen i Planlovens § 36, stk. 2 kan ikke bruges til at nægte opførelse af erhvervsmæssigt nødvendige bygninger, men giver mulighed for at give afslag på en konkret placering og/eller udformning.

Planklagenævnets vurdering og hjemvisning

Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at det ansøgte stuehus var erhvervsmæssigt nødvendigt, under forudsætning af at det nuværende stuehus ikke længere anvendes til beboelse. Nævnet fastslog dog, at kommunens afgørelse hvilede på en forkert retsopfattelse af, hvad der kan anses som hidtidige bebyggelsesarealer. Ifølge praksis er de hidtidige bebyggelsesarealer både de arealer, hvor hovedparten af ejendommens driftsbygninger ligger, og det areal, hvorpå ejendommens stuehus hidtil har ligget. Det havde ingen betydning, at stuehuset ikke havde været beboet siden 2015. Da kommunen ikke havde foretaget en vurdering efter Planlovens § 36, stk. 2, led afgørelsen af en væsentlig retlig mangel og var ugyldig. Nævnet valgte at hjemvise sagen til kommunen for at sikre ansøgeren og andre klageberettigede muligheden for en to-instansbehandling.

Instruktioner til kommunen ved fornyet behandling

Når kommunen behandler sagen igen, skal det ske i overensstemmelse med følgende:

• Kommunen skal vurdere, om der kan gives tilladelse til beliggenhed og placering af det ansøgte stuehus, jf. Planlovens § 36, stk. 2, jf. Planlovens § 35, stk. 1, når det eksisterende stuehus udgør det primære byggeri på ejendommen.
• Kommunen skal ligeledes tage stilling til, om det eksisterende stuehus kan omdannes til stald, som ansøgt, eller på anden måde kan ændres fra at være bolig.

Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales.

Ansøgningens Indhold og Ejendommens Forhold

Ansøgningen omfattede et stuehus på 536 m² og en sidebygning på 868 m². Stuehuset skulle fungere som familiens bolig og en repræsentativ base for ejendommens drift. Sidebygningen skulle indeholde værksted til landbrugsdriften og kontorfaciliteter til biludlejningsvirksomheden, som allerede blev drevet fra ejendommen. Virksomheden var ikke anmeldt til kommunen efter Planlovens § 38. Samlet set ønskedes opført 1.404 m² nybyggeri, mens 1.138 m² eksisterende bygninger skulle nedrives. Stuehuset var planlagt med en højde på ca. 10 meter og udformet med tårn, spir, karnapper og kviste.

Kommunens Afgørelse

Faxe Kommune meddelte landzonetilladelse til det ansøgte projekt. Kommunen lagde vægt på, at ansøger ønskede at integrere flere funktioner i boligen, og at en betydelig mængde eksisterende driftsbygninger ville blive nedrevet. Kommunen fandt ansøgerens argumenter om behovet for en stor bolig i forbindelse med den store landbrugsproduktion og erhvervssammenhæng tungtvejende. De vurderede, at der ikke var landskabelige, naturmæssige eller kulturelle interesser, der talte imod, og at tilladelsen ikke ville skabe uhensigtsmæssig præcedens, da kun få ejendomme havde tilsvarende jordtilliggende og kombination af landbrug og erhverv. Vedrørende erhvervsdelen henviste kommunen til Planlovens § 37, som muliggør indretning af visse erhverv i overflødiggjorte driftsbygninger uden landzonetilladelse, med mulighed for senere udvidelse. Kommunen mente, at det samlede projekt ville forskønne ejendommen og bidrage til øget aktivitet i landdistrikterne.