Planklagenævnets afgørelse om dispensation fra lokalplan til udstykning i Randers Kommune

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at Randers Kommunes afgørelse står ved magt.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet kan alene tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planloven, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet kunne derfor ikke behandle klagepunkter vedrørende:

• Den fremtidige bebyggelses udformning og placering, da dette ikke var omfattet af den påklagede udstykningsafgørelse.
• Isolerede sagsbehandlingsspørgsmål som manglende information om genoptagelse, ombudsmandssag eller klagevejledning, da disse ikke medførte ugyldighed af afgørelsen.
• Aktindsigt, da dette var behandlet i en særskilt klagesag.
• Dispensationens hensigtsmæssighed, herunder forringelse af udsigt, værdiforringelse eller biodiversitet, da dette ikke vedrører retlige forhold.

Mulighed for dispensation

Planklagenævnet fandt, at kommunen havde hjemmel til at give dispensation fra lokalplanens § 4.3 om udstykning. Nævnet vurderede, at § 4.3 ikke er en del af lokalplanens principper, da den er en bebyggelsesregulerende bestemmelse, som ikke er specifikt henvist til i formålsbestemmelsen eller på anden måde fremstår som en del af planens overordnede struktur. Nævnet fandt desuden, at udstykningen ikke var i strid med lokalplanens § 3.5 om anvendelse til helårsboliger. En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. Planlovens § 19, stk. 1.

Forholdet til kommuneplanen

Planklagenævnet afviste klagepunktet om strid med kommuneplanen. Kommuneplanens bestemmelser er ikke umiddelbart bindende for borgere, men danner grundlag for lokalplanlægning, jf. Planlovens § 13, stk. 1, nr. 1. Kommunen skal virke for kommuneplanens gennemførelse, jf. Planlovens § 12, stk. 1, men denne bestemmelse undtager udtrykkeligt dispensationer efter Planlovens § 19.

Beslutningsgrundlaget (Officialprincippet)

Nævnet fandt ikke grundlag for at antage, at kommunens afgørelse var baseret på et utilstrækkeligt eller forkert grundlag. Kommunen havde foretaget naboorientering, og klagernes oplysninger om de urigtige "nye forhold" var indgået i sagsbehandlingen. Nævnet vurderede, at kommunens skønsmæssige afgørelse om dispensation ikke ville have været anderledes, selv med yderligere oplysninger.

Naboorientering

Planklagenævnet fandt, at kommunen havde overholdt reglerne for naboorientering i Planlovens § 20, stk. 1.

• Kredsen af naboorienterede: Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skøn om at orientere de 9 naboer inden for 50 meter.
• Udsendt materiale: Materialet var tilstrækkeligt til at give et retvisende billede af ansøgningen, da det inkluderede information om udstykningen af 3 grunde og et luftfoto med indtegning.
• Høringsperiodens længde: Høringsperioden på mere end 2 uger (25. august til 9. september 2020) var i overensstemmelse med lovens krav.
• Håndtering af indsigelser: Kommunen havde inddraget de indkomne indsigelser i afgørelsen, og der er ikke krav om, at kommunen skal imødekomme eller besvare indsigelserne.

Lighedsgrundsætningen

Nævnet afviste klagepunktet om lighedsgrundsætningen. Selvom kommunen tidligere måtte have givet afslag på sammenlignelige forhold, er en kommune ikke afskåret fra at ændre sin praksis, forudsat det er en generel ændring baseret på saglige hensyn.

Konkret vurdering og begrundelse

Planklagenævnet fandt, at kommunens afgørelse var tilstrækkeligt begrundet og baseret på en konkret vurdering. Begrundelsen henviste til de relevante retsregler (Forvaltningslovens § 22 og Forvaltningslovens § 24) og angav de hovedhensyn, der var bestemmende for skønsudøvelsen, herunder at dispensationen kun ville påvirke den eksisterende bebyggelse i mindre væsentlig grad og var en mindre ændring af et haveareal til parcelhusgrunde.

Lokalplanens relevante bestemmelser inkluderer:

• Lokalplanens § 4.1: Udstykning må kun ske i overensstemmelse med kortbilag 2.
• Lokalplanens § 5.1: Areal til veje og stier udlægges som vist på kortbilag 2 og 3.
• Lokalplanens § 5.6: Før udstykning skal vejenes udformning drøftes mellem grundejere, kommune og udstykker.

Ansøgning og kommunens afgørelse

Kommunen modtog den 1. november 2018 en ansøgning om dispensation fra lokalplanens § 4.1 og § 5.1. Ansøgningen vedrørte udstykning af to grunde på ca. 2.450 m² hver, fra den nordlige del af ejendommen. Den nordligste grund skulle udstykkes som en koteletgrund med vejadgang til A 1 via en 4 meter bred indkørsel, mens den sydligste grund skulle have direkte vejadgang til A 1, hvor stiforbindelsen er etableret.

Kommunen vurderede, at den ansøgte udstykning af to grunde i stedet for tre, samt ændringen af vejadgangen fra den indtegnede østlige adgangsvej til en sydlig adgangsvej, var i strid med lokalplanens § 4.1 og § 5.1 og krævede dispensation. Kommunen traf afgørelse med hjemmel i Planloven § 19 og undlod naboorientering i henhold til Planloven § 20, stk. 2, da dispensationen efter kommunens vurdering ikke var i strid med lokalplanens principper.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at kommunens afgørelse var truffet på baggrund af forkerte oplysninger, og at kommunen havde tilsidesat planlovens regler om naboorientering. Desuden mente klageren, at kommunen ikke havde hjemmel til at give dispensation, da den var i strid med lokalplanens principper. Klageren fremhævede, at den ændrede vejadgang ville medføre en nedlæggelse af stiforbindelsen og dermed ødelægge lokalplanens tiltænkte vej- og stisystem, som var baseret på lukkede veje uden gennemkørende trafik. Klageren påpegede også, at ændringen af vej- og stiføringen ville medføre en væsentlig ændring af områdets karakter og en værdiforringelse af klagerens ejendom.