Planklagenævnets afgørelse om dispensation fra lokalplan til udstykning i Randers Kommune

Randers Kommune traf den 30. oktober 2020 afgørelse om dispensation fra lokalplan nr. 185, Boligområderne Dybdalen, Gl. Landevej, Svends Dalen og Diget i Assentoft Øst, til udstykning af tre boliggrunde fra ejendommen [A1]. Tre beboere i området klagede over afgørelsen. Kommunens afgørelse blev truffet med hjemmel i Planlovens § 19.

Baggrund for sagen

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 185, som i delområde XII fastlægger anvendelsen til helårsboliger. Lokalplanens § 4.3 forbyder dog specifikt udstykning inden for dette delområde.

• Tidligere forløb: Randers Kommune havde tidligere, den 10. februar 2016, givet afslag på dispensation til udstykning fra samme ejendom. En ansøgning om genoptagelse i 2018 blev også afslået af kommunen, men Planklagenævnet ophævede og hjemviste denne afgørelse den 7. april 2020. Nævnet vurderede, at der reelt var tale om en ny ansøgning, der krævede en materiel vurdering.
• Naboorientering: Efter hjemvisningen sendte kommunen ansøgningen i naboorientering den 25. august 2020 til 9 naboer inden for 50 meter af de ansøgte grunde. Kommunen modtog 15 indsigelser fra 6 adresser, herunder fra klagerne. Indsigelserne anførte bl.a., at de "nye forhold og oplysninger", som kommunen henviste til som grundlag for genoptagelsen, var ukorrekte.
• Kommunens afgørelse: Randers Kommune besluttede den 19. oktober 2020 at dispensere fra lokalplanen med vilkår om, at boligerne maksimalt måtte opføres i én etage. Kommunen vurderede, at udstykningen ikke var i strid med lokalplanens formåls- eller anvendelsesbestemmelser, da området er udlagt til helårsbeboelse, og udstykningen ikke påvirkede lokalplanens overordnede struktur væsentligt.

Klagepunkter

Klagerne anførte en række punkter mod kommunens afgørelse:

• Hjemmel til dispensation: Kommunen havde ikke hjemmel til at dispensere, da dispensationen var i strid med lokalplanens principper, herunder § 3.5.
• Beslutningsgrundlag: Kommunens afgørelse var baseret på et utilstrækkeligt eller forkert grundlag, da de "nye oplysninger" var usande, og kommunen ikke havde undersøgt de faktiske forhold tilstrækkeligt (officialprincippet).
• Naboorientering: Reglerne for naboorientering var ikke overholdt, herunder kredsen af orienterede, det udsendte materiales tilstrækkelighed, høringsperiodens længde, og håndteringen af indsigelser.
• Lighedsgrundsætningen: Kommunen havde tidligere givet afslag på lignende ansøgninger i delområde XII, hvilket stred mod lighedsgrundsætningen.
• Begrundelse: Afgørelsen manglede en tilstrækkelig begrundelse og konkret vurdering af, hvorfor dispensationen blev givet, jf. Forvaltningslovens § 22 og Forvaltningslovens § 24.
• Forhold til kommuneplanen: Udstykningen var i strid med kommuneplanen.
• Øvrige klagepunkter: Klagerne anførte også, at udstykningen ville forringe udsigten og medføre værdiforringelse samt forringe biodiversiteten.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at Randers Kommunes afgørelse står ved magt.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet kan alene tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planloven, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet kunne derfor ikke behandle klagepunkter vedrørende:

• Den fremtidige bebyggelses udformning og placering, da dette ikke var omfattet af den påklagede udstykningsafgørelse.
• Isolerede sagsbehandlingsspørgsmål som manglende information om genoptagelse, ombudsmandssag eller klagevejledning, da disse ikke medførte ugyldighed af afgørelsen.
• Aktindsigt, da dette var behandlet i en særskilt klagesag.
• Dispensationens hensigtsmæssighed, herunder forringelse af udsigt, værdiforringelse eller biodiversitet, da dette ikke vedrører retlige forhold.

Mulighed for dispensation

Planklagenævnet fandt, at kommunen havde hjemmel til at give dispensation fra lokalplanens § 4.3 om udstykning. Nævnet vurderede, at § 4.3 ikke er en del af lokalplanens principper, da den er en bebyggelsesregulerende bestemmelse, som ikke er specifikt henvist til i formålsbestemmelsen eller på anden måde fremstår som en del af planens overordnede struktur. Nævnet fandt desuden, at udstykningen ikke var i strid med lokalplanens § 3.5 om anvendelse til helårsboliger. En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. Planlovens § 19, stk. 1.

Forholdet til kommuneplanen

Planklagenævnet afviste klagepunktet om strid med kommuneplanen. Kommuneplanens bestemmelser er ikke umiddelbart bindende for borgere, men danner grundlag for lokalplanlægning, jf. Planlovens § 13, stk. 1, nr. 1. Kommunen skal virke for kommuneplanens gennemførelse, jf. Planlovens § 12, stk. 1, men denne bestemmelse undtager udtrykkeligt dispensationer efter Planlovens § 19.

Beslutningsgrundlaget (Officialprincippet)

Nævnet fandt ikke grundlag for at antage, at kommunens afgørelse var baseret på et utilstrækkeligt eller forkert grundlag. Kommunen havde foretaget naboorientering, og klagernes oplysninger om de urigtige "nye forhold" var indgået i sagsbehandlingen. Nævnet vurderede, at kommunens skønsmæssige afgørelse om dispensation ikke ville have været anderledes, selv med yderligere oplysninger.

Naboorientering

Planklagenævnet fandt, at kommunen havde overholdt reglerne for naboorientering i Planlovens § 20, stk. 1.

• Kredsen af naboorienterede: Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skøn om at orientere de 9 naboer inden for 50 meter.
• Udsendt materiale: Materialet var tilstrækkeligt til at give et retvisende billede af ansøgningen, da det inkluderede information om udstykningen af 3 grunde og et luftfoto med indtegning.
• Høringsperiodens længde: Høringsperioden på mere end 2 uger (25. august til 9. september 2020) var i overensstemmelse med lovens krav.
• Håndtering af indsigelser: Kommunen havde inddraget de indkomne indsigelser i afgørelsen, og der er ikke krav om, at kommunen skal imødekomme eller besvare indsigelserne.

Lighedsgrundsætningen

Nævnet afviste klagepunktet om lighedsgrundsætningen. Selvom kommunen tidligere måtte have givet afslag på sammenlignelige forhold, er en kommune ikke afskåret fra at ændre sin praksis, forudsat det er en generel ændring baseret på saglige hensyn.

Konkret vurdering og begrundelse

Planklagenævnet fandt, at kommunens afgørelse var tilstrækkeligt begrundet og baseret på en konkret vurdering. Begrundelsen henviste til de relevante retsregler (Forvaltningslovens § 22 og Forvaltningslovens § 24) og angav de hovedhensyn, der var bestemmende for skønsudøvelsen, herunder at dispensationen kun ville påvirke den eksisterende bebyggelse i mindre væsentlig grad og var en mindre ændring af et haveareal til parcelhusgrunde.