Anerkendelse af unilateral skilsmisse fra tredjeland: Rom III-forordningen dækker ikke private skilsmisser for gejstlige domstole

Denne præjudicielle sag vedrører fortolkningen af Rådets forordning (EU) nr. 1259/2010 (Rom III-forordningen), som regulerer lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation i situationer med lovkonflikt. Sagen udspringer af en tvist i Tyskland om anerkendelsen af en skilsmisse, der blev bevilget i Den Syriske Arabiske Republik, hvor parterne havde dobbelt statsborgerskab (syrisk og tysk).

Domstolens afgørelse om Rom III’s anvendelsesområde

Domstolen fastslog, at artikel 1 i forordning nr. 1259/2010 (Rom III) skal fortolkes således, at en skilsmisse, der følger af en ensidig erklæring fra en ægtefælle for en gejstlig domstol i et tredjeland – som den i hovedsagen omhandlede – ikke er omfattet af denne forordnings materielle anvendelsesområde.

Begrundelsen hvilede på en systematisk og teleologisk fortolkning af forordningens bestemmelser, kontekst og formål:

• Begrebet "Skilsmisse": Selvom Rom III ikke definerer begrebet, henviser flere bestemmelser (f.eks. artikel 5, 8, 13 og 18) konsekvent til inddragelsen af en "ret" og til eksistensen af en "sag" eller "retssag". Dette indikerer, at forordningen udelukkende omfatter skilsmisser, der er bevilget enten af en statslig retsinstans, af en offentlig myndighed, eller under dennes kontrol.
• Konsistens med Bruxelles IIa: Rom III's anvendelsesområde skal stemme overens med forordning nr. 2201/2003 (Bruxelles IIa), som også vedrører skilsmisse og definerer "retsafgørelse" som en afgørelse truffet af en ret i en medlemsstat.
• Lovgivers hensigt: Da Rom III blev vedtaget, havde EU-lovgiver udelukkende de situationer for øje, hvor juridisk gyldige afgørelser på området blev truffet af offentligretlige organer i de deltagende medlemsstater. Der var ikke tilsigtet dækning af private skilsmisser, der hviler på ensidig viljeserklæring og bevilges af en gejstlig domstol.