Afgørelse om lovliggørende dispensation for forbindelsesgang og læhegn inden for strandbeskyttelseslinjen

Miljø- og Fødevareklagenævnet traf afgørelse efter Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, jf. Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, jf. Naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 4. Nævnet påpegede, at Kystdirektoratet som tilsynsmyndighed efter Naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 2 skal foranledige ulovlige forhold lovliggjort, medmindre de har underordnet betydning, jf. Naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5. Tilsynsafgørelser kan ikke påklages, jf. Naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 1, medmindre det drejer sig om fortolkning af lovgrundlaget.

Lovligheden af toilet- og badefaciliteter

Nævnet fandt, at renoveringen af toilet- og badefaciliteterne i udhusbygningen i 1984-1987 ikke var en tilstandsændring, der krævede dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. Renoveringen blev anset for at være en istandsættelse/renovering til tidssvarende forhold uden ændret anvendelse af rummet eller udhusets ydre fremtræden. Forholdet var således umiddelbart lovligt og krævede ikke lovliggørende dispensation. Kystdirektoratets meddelte dispensation blev derfor ophævet. Nævnet fandt dog ikke grundlag for at tilsidesætte Kystdirektoratets vurdering af, at udhusbygningen ikke i fremtiden må anvendes til beboelse.

Forbindelsesgangen

Nævnet vurderede, at forbindelsesgangen ikke kunne anses for at være en del af de eksisterende toilet- og badefaciliteter, og var derfor ikke omfattet af den lempeligere dispensationsadgang i Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 3, nr. 3. Selvom gangen forbedrede adgangen til faciliteterne, ændrede det ikke på, at den ikke var en del af badeværelset. Det forhold, at klager var villig til at reducere gangens areal, ændrede ikke resultatet.

Forbindelsesgangen skulle derfor vurderes efter den almindelige, restriktive dispensationsadgang i Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, som kun gælder i særlige tilfælde. Nævnet fandt ikke, at der forelå et sådant særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation. Dette blev begrundet med den restriktive praksis, husets og tilbygningens kystnære placering, og den uønskede præcedensvirkning en dispensation ville medføre. Klagerens henvisning til en nabosag blev afvist som ikke sammenlignelig, da den omhandlede genopførelse af eksisterende bebyggelse.

Læhegnet omkring fliseterrassen

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Kystdirektoratets vurdering af, at læhegnet var opført mellem 2012 og 2014, baseret på tilgængelige luftfotos. Klagerens påstand om ældre etablering blev ikke tilstrækkeligt godtgjort.

Ligeledes fandt nævnet, at der ikke forelå et særligt tilfælde, der kunne begrunde en lovliggørende dispensation til læhegnet efter Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1. Nævnet lagde vægt på læhegnets kystnære placering i et forholdsvist åbent landskab, den restriktive praksis og den potentielle præcedensvirkning. Læhegnet fremstod tydeligt i kystlandskabet.

Afgørelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Kystdirektoratets afslag på lovliggørende dispensation til forbindelsesgang og læhegn. Samtidig ophævede nævnet Kystdirektoratets lovliggørende dispensation til modernisering af toilet- og badefaciliteter i udhuset. Det indbetalte klagegebyr blev tilbagebetalt i henhold til Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2, nr. 1. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Naturbeskyttelseslovens § 88, stk. 1.