Godtgørelse for ophævelse af uddannelsesaftale og manglende pensionsindbetaling

Sagen omhandler en tvist mellem en lærling, A, og hans tidligere praktikvirksomhed, B (nu under konkurs), vedrørende godtgørelse for ophævelse af en uddannelsesaftale og manglende pensionsindbetalinger. Klager, A, har via sin faglige organisation, 3F Byggegruppen, indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med et samlet krav på 73.775,41 kr. med procesrente.

Baggrund for Uddannelsesaftalen

Den 6. juni 2017 indgik A, født den 14. marts 1998, en delaftale om uddannelse som tømrer med virksomheden C (senere B). Uddannelsesperioden var oprindeligt fra den 6. juni 2017 til den 10. november 2017, men blev forlænget til den 27. marts 2020 ved et tillæg af 24. oktober 2017.

Ophævelse af Uddannelsesaftalen

Den 4. juli 2019 underskrev virksomheden Undervisningsministeriets blanket til ophævelse af uddannelsesaftalen. På blanketten var det angivet, at ophævelsen skete efter gensidig aftale med begrundelsen "Virksomheden er bragt til ophør. Dele af virksomhed vidre sælges." Ophævelsen skulle have virkning fra den 11. juli 2019. Det er dog vigtigt at bemærke, at blanketten ikke var underskrevet af A.

Forligsmøde og Manglende Pension

Efter anmodning fra 3F blev der den 17. december 2019 afholdt et forligsmøde under ledelse af det lokale uddannelsesudvalg. Her fastholdt 3F, at virksomheden ensidigt havde opsagt læreforholdet og krævede en godtgørelse på 40.000 kr. Virksomheden, nu under navnet D, bestred dette og hævdede, at ophævelsen var gensidig. Det faglige udvalg for Træfagenes Byggeuddannelse erklærede den 20. december 2019, at det ikke var muligt at opnå forlig i sagen.

Derudover er det dokumenteret via lønsedler og en bekræftelse fra PensionDanmark, at der ikke er indbetalt pension for A under hans ansættelse.

Retsgrundlag og Klagerens Anbringender

Sagen bygger på bestemmelser i erhvervsuddannelsesloven. Ifølge Erhvervsuddannelsesloven § 55 skal lønnen under praktikophold mindst udgøre den løn, der er fastsat ved kollektiv overenskomst inden for uddannelsesområdet. Erhvervsuddannelsesloven § 61 giver parterne mulighed for at hæve aftalen ved væsentlig misligholdelse eller bristede forudsætninger.

A har anført, at virksomheden ensidigt har ophævet uddannelsesaftalen, og at virksomheden bærer risikoen for, at aftalen ikke kan opfyldes. Han kræver derfor en godtgørelse på 40.000 kr. for manglende uddannelsesgode. Vedrørende pension har A anført, at han i henhold til Bygningsoverenskomsten har krav på pension, og da hans eget bidrag er udbetalt som løn, skal virksomheden betale både hans eget og virksomhedens pensionsbidrag.

Tvistighedsnævnet fandt, at ophævelsen af uddannelsesaftalen ikke kunne anses for at være sket efter gensidig aftale, da A ikke havde underskrevet ophævelsesblanketten og havde bestridt accepten. Ophævelsen blev derfor betragtet som ensidigt foretaget af virksomheden med den begrundelse, at virksomheden var ophørt.

Godtgørelse for Mistet Uddannelsesgode

Nævnet fastslog, at A havde krav på en godtgørelse for mistet uddannelsesgode, da ophævelsen skyldtes virksomhedens forhold. Det er virksomhedens risiko, at forudsætningerne for indgåelsen af uddannelsesaftalen brister. I overensstemmelse med Tvistighedsnævnets faste praksis blev kravet om betaling af en godtgørelse på 40.000 kr. taget til følge. Nævnet bemærkede desuden, at en overdragelse af virksomheden efter ophævelsen ikke fritager virksomheden for ansvar.

Krav på Pension

Vedrørende pensionskravet konstaterede nævnet, at A ikke havde modtaget pension under ansættelsen. I henhold til Bygningsoverenskomsten, jf. Erhvervsuddannelsesloven § 55, stk. 2, var A berettiget til pension fra det tidspunkt, hvor han var fyldt 20 år og havde haft 6 måneders erhvervsarbejde. Nævnet fandt, at pensionskravet var opgjort korrekt, og at virksomheden, i overensstemmelse med Højesterets praksis, også skulle indbetale A's eget pensionsbidrag, da dette var blevet udbetalt til ham sammen med lønnen. Kravet på 33.775,41 kr. vedrørende pension blev derfor også taget til følge.

Afgørelse

Samlet set blev A's påstand taget til følge, og B under konkurs blev pålagt at betale 73.775,41 kr. til A med procesrente fra forfaldsdato. Ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger til den anden part. Sagen kan indbringes for domstolene inden 8 uger efter nævnets afgørelse.