Klage over manglende bemærkning om fugt og ventilation i tagkonstruktion i tilstandsrapport

Sagen omhandler en klage over en bygningssagkyndigs tilstandsrapport, hvor klager mener, at der manglede bemærkninger om utilstrækkelig ventilation og fugtskader i ejendommens tagkonstruktion.

Klagers påstand

Klager gjorde gældende, at den bygningssagkyndige burde have konstateret, at der var for lille afstand mellem tagplader og isolering, hvilket medførte forringet ventilation. Ifølge klager burde de deraf følgende fugtskader på tagpladerne have været anført i tilstandsrapporten.

Den bygningssagkyndiges forklaring

Den bygningssagkyndige oplyste, at han under sin besigtigelse ikke havde observeret tegn på fugt i tagkonstruktionen og derfor ikke foretog fugtighedsmålinger. Han fremhævede desuden, at isoleringen var intakt på besigtigelsestidspunktet, hvilket umuliggjorde en inspektion af undersiden af tagpladerne, som det senere blev muligt, efter isoleringen var blevet fjernet.

Skønsmandens vurdering

En uvildig skønsmand blev udpeget til at vurdere forholdene. Skønsmandens undersøgelse viste følgende:

• Tagpladerne var misfarvede og opfugtede med en målt fugtighed på mellem 25 % og 30 % flere steder.
• Isoleringen bulede nogle steder op mellem lægterne, hvilket reducerede luftpassagen.

Skønsmanden konkluderede dog, at da der var gået cirka to år mellem den oprindelige huseftersyn og skønsmandens besigtigelse, kunne det ikke udelukkes, at de konstaterede skader havde udviklet sig i den mellemliggende periode. På den baggrund vurderede skønsmanden, at den bygningssagkyndige ikke havde handlet forsømmeligt.

Disciplinær- og klagenævnet for beskikkede bygningssagkyndige fandt ikke, at den bygningssagkyndige havde begået fejl eller forsømmelser i forbindelse med udarbejdelsen af tilstandsrapporten.

Afgørelsens begrundelse

Nævnet lagde afgørende vægt på skønsmandens erklæring. Skønsmanden konkluderede, at selvom der blev fundet fugt og misfarvning i tagkonstruktionen, kunne det ikke bevises, at disse forhold var til stede på tidspunktet for den oprindelige besigtigelse. Den betydelige tidsforskel på cirka to år mellem de to undersøgelser betød, at skaderne kunne være opstået efterfølgende. Derfor var der ikke grundlag for at fastslå, at den bygningssagkyndige havde udvist forsømmelse.