Energiklagenævnets afgørelse om bevillingspligt for kraftvarmeproducerende affaldsforbrændingsanlæg

Energiklagenævnet modtog en klage fra ARGO I/S (herefter klager) vedrørende Energistyrelsens afgørelse af 20. marts 2020 om afslag på genoptagelse af en tidligere afgørelse af 3. februar 2020. Den oprindelige afgørelse fastslog, at klager fortsat var bevillingspligtig i henhold til elforsyningsloven § 10. Klagen omfattede også den oprindelige afgørelse af 3. februar 2020.

Klager, et fælleskommunalt affaldsinteressentskab, driver to kraftvarmeproducerende affaldsforbrændingsanlæg. I 2010 fik klager en bevilling til en samlet elproduktion på 33 MW, baseret på en forventet udbygning. I 2018 ansøgte klager om at ændre denne bevilling til to separate elproduktionstilladelser på henholdsvis 19 MW og 14 MW, idet de argumenterede for, at anlæggene var separate og havde individuelle nettilslutningsaftaler med henholdsvis Radius og Energinet.

Energistyrelsens afgørelser

Energistyrelsen afslog den 3. februar 2020 anmodningen om ændring af bevillingen. Styrelsen fastholdt, at klager fortsat var bevillingspligtig i henhold til elforsyningsloven § 10, da anlæg med en samlet kapacitet over 25 MW kræver bevilling. Vurderingen baseredes på anlæggenes geografiske placering og driftsmæssige sammenhæng.

Efterfølgende anmodede klager den 11. februar 2020 om genoptagelse af afgørelsen, idet de påpegede faktuelle unøjagtigheder, herunder de korrekte nettilslutningsaftaler og manglende driftsmæssig sammenhæng. Energistyrelsen afslog genoptagelsesanmodningen den 20. marts 2020, da de ikke fandt, at der var fremkommet væsentlige nye oplysninger, der kunne ændre resultatet. Styrelsen fastholdt sin vurdering af geografisk og driftsmæssig sammenhæng, herunder at anlæggene var placeret på samme matrikelnummer, havde fælles driftsafdeling og samme ejer.

Klagers argumenter

Klager anførte over for Energiklagenævnet, at de to energianlæg er separate og drives uafhængigt, og at ingen af dem individuelt overstiger 25 MW. De henviste til, at elforsyningslovens § 67 indikerer, at to tilslutningspunkter betyder to anlæg. Klager påpegede også, at Energistyrelsens eget system (EPT) registrerede de to ovnlinjer som separate anlæg. Endvidere mente klager, at bevillingen fra 2010 var udstedt på et ufuldstændigt grundlag, da de forskellige tilslutningspunkter først blev kendt senere. Klager bestred, at Energistyrelsen havde foretaget et konkret skøn, og argumenterede for, at den faste praksis fra 1976 ikke var relevant for deres unikke situation, og at lovbemærkningerne til elforsyningslovens § 10 fra 1999 vedrørte vindmølleparker og ikke var dækkende.

Energistyrelsens bemærkninger

Energistyrelsen fastholdt sine afgørelser og argumenterede for, at der tilkommer styrelsen et skøn ved vurderingen af, hvornår der er tale om ét anlæg. De understregede, at den faste praksis siden 1976 om bevillingspligt for kraftværker over 25 MW er gældende uanset nettilslutning. Styrelsen afviste, at elforsyningslovens § 67 definerer anlægsbegrebet, da den omhandler omkostninger. De fremhævede, at formålet med bevillingssystemet er at sikre forsyningssikkerhed og regulere investeringsomfang. Selvom lovbemærkningerne fra 1999 nævner vindmølleparker, præciserer de, at sammenkoblede anlæg betragtes som ét. Energistyrelsen fastholdt, at geografisk placering og driftsmæssig sammenhæng (fælles driftsafdeling, samme ejer) er afgørende faktorer, og at EPT-registreringen ikke er relevant for bevillingspligtvurderingen. Styrelsen afviste også, at der var begået fejl i 2010-bevillingen, og at der var foretaget en konkret skønsmæssig afvejning af relevante retskildefaktorer.

Energiklagenævnet behandlede klagen over Energistyrelsens afgørelser af 3. februar 2020 og 20. marts 2020. Nævnet fandt, at klagefristen for afgørelsen af 3. februar 2020 undtagelsesvist var suspenderet, og realitetsbehandlede derfor klagen over begge afgørelser.

Vurdering af bevillingspligt

Nævnet bemærkede, at elforsyningslovens § 10, stk. 1 fastslår, at elproduktion fra anlæg med en kapacitet over 25 MW kræver bevilling. Da hverken lovteksten eller forarbejderne definerer, hvornår der er tale om et eller flere anlæg, har vurderingen et skønsmæssigt præg. Energiklagenævnet var enig med Energistyrelsen i, at klagers anlæg skal betragtes som ét samlet anlæg, der er bevillingspligtigt.

Nævnet lagde vægt på følgende forhold:

• Geografisk sammenhæng: De to affaldsforbrændingsanlæg er geografisk tæt forbundet.
• Driftsmæssig sammenhæng: Anlæggene har samme ejer og en fælles driftsafdeling.
• Lovens formål: Hensynet til forsyningssikkerheden og lovens formål understøtter, at anlæggene udgør en samlet enhed med en kapacitet over 25 MW.

Den omstændighed, at anlæggene efter bevillingen i 2010 fik to forskellige tilslutningspunkter, ændrede ikke nævnets vurdering. Energiklagenævnet fandt, at Energistyrelsen havde foretaget en konkret skønsmæssig afvejning af de relevante forhold.

Vurdering af genoptagelsesanmodning

Vedrørende klagers anmodning om genoptagelse af afgørelsen af 3. februar 2020, vurderede Energiklagenævnet, at der ikke var fremkommet nye væsentlige oplysninger, som kunne begrunde en genoptagelse i henhold til almindelige forvaltningsretlige grundsætninger. Nævnet fandt derfor ikke grundlag for at tilsidesætte Energistyrelsens vurdering.

Konklusion

Energiklagenævnet stadfæstede Energistyrelsens afgørelser af 3. februar 2020 og 20. marts 2020. Afgørelsen blev truffet i henhold til elforsyningslovens § 89, stk. 1.