Stadfæstelse af Energistyrelsens afgørelse i sag om bevillingspligt for Vildbjerg Solcellepark 2A og 2B

Sagen omhandler en klage fra BeGreen 2018-29 P/S (klager) over Energistyrelsens afgørelse af 4. februar 2020. Afgørelsen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt Vildbjerg Solcellepark 2A og 2B skulle betragtes som ét samlet anlæg og dermed være omfattet af bevillingspligten i elforsyningsloven § 10, stk. 1.

Sagens baggrund og forløb

Klager ansøgte den 27. september 2019 om etableringstilladelse for Vildbjerg Solcellepark 1. Det fremgik af ansøgningen, at denne park indgik i et større solcelleprojekt, der også omfattede Vildbjerg Solcellepark 2A og 2B, som var geografisk adskilt. Energistyrelsen anmodede den 8. oktober 2019 om yderligere oplysninger om park 2A og 2B, hvorefter klager samme dag indsendte en ansøgning om etableringstilladelse for disse to anlæg.

Det blev oplyst, at Vildbjerg Solcellepark 2A og 2B hver havde en kapacitet på 16,8 MW og skulle placeres på samme adresse inden for et lokalplanlagt område. Begge anlæg skulle tilsluttes en eksisterende 10 kV skinne på station Timring, dog med separate tilslutningspunkter (XK99 og XK100).

Den 5. december 2019 meddelte Energistyrelsen, at ansøgningsmaterialet var tilstrækkeligt, men at spørgsmålet om bevillingspligt stadig skulle afklares. Den 11. december 2019 meddelte Energistyrelsen, at Vildbjerg Solcellepark 2A og 2B blev betragtet som ét bevillingspligtigt anlæg. Klager anmodede herefter om en revurdering baseret på den administrative praksis, der var gældende på ansøgningstidspunktet.

Energistyrelsens afgørelse

Energistyrelsen traf den 4. februar 2020 afgørelse om, at Vildbjerg Solcellepark 2A og 2B skulle betragtes som ét sammenkoblet anlæg. Begrundelsen var, at den samlede kapacitet oversteg 25 MW, hvilket udløste bevillingspligt i henhold til elforsyningsloven § 10, stk. 1. Energistyrelsen lagde vægt på anlæggenes geografiske placering samt en tæt driftsmæssig og fysisk sammenhæng.

Klagers bemærkninger

Klager anførte, at Energistyrelsens afgørelse ikke var i overensstemmelse med den praksis, der var gældende på ansøgningstidspunktet. En praksisændring blev først offentliggjort den 14. november 2019, efter klagers ansøgning var indsendt. Klager henviste til et tidligere praksisnotat, der fremhævede nettilslutningspunktet som et afgørende parameter for, om anlæg var sammenkoblede. Klager påpegede også en lignende sag fra 2019 (Vandel Flyvestation), hvor seks solcelleanlæg på samme adresse og med samme ejer ikke blev betragtet som ét anlæg, da de ikke var fysisk sammenkoblede. Klager mente, at nærværende sag var identisk, og at væsentligt lignende sager skulle behandles lige.

Klager argumenterede endvidere, at praksisændringen manglede tilstrækkelig hjemmel i elforsyningsloven § 10 og dens lovbemærkninger, som ifølge klager forudsatte fysisk sammenkobling. Udtrykket "sammenkoblet" skulle fortolkes som en fysisk forbindelse. Klager fremhævede, at bevillingspligt kunne afholde investorer og at det ville være i strid med dansk ret at træffe en bebyrdende afgørelse baseret på en praksisændring, der var indført efter ansøgningens modtagelse. Klager fastholdt, at 2A og 2B ville være to selvstændige og driftsuafhængige anlæg med separate nettilslutningspunkter.

Energistyrelsens bemærkninger

Energistyrelsen fastholdt sin afgørelse og anførte, at lovbemærkningerne til elforsyningsloven § 10 ikke gav et fortolkningsbidrag for, hvornår mindre anlæg er sammenkoblede, og at styrelsen derfor havde et skøn. Energistyrelsen foretog en helhedsvurdering, hvor nettilslutningspunktet var et parameter, men ikke det eneste afgørende. Andre forhold som geografisk placering, samme ejer og tæt driftsmæssig/fysisk sammenhæng kunne inddrages. Energistyrelsen afviste, at ansøgningstidspunktet for etableringstilladelse skulle være afgørende for bevillingsspørgsmålet, da der var tale om forskellige ansøgninger. Styrelsen afviste også indrettelseshensynet, da anlægget endnu ikke var bygget, og bevillingspligt ikke vurderedes at være så indgribende, at det ville hindre opførelsen af anlægget. Endelig henviste Energistyrelsen til, at det er reglerne og praksis på afgørelsestidspunktet, der er retligt gældende.

Energiklagenævnet stadfæstede Energistyrelsens afgørelse af 4. februar 2020 om bevillingspligt for Vildbjerg Solcellepark 2A og 2B.

Nævnets vurdering af bevillingspligt

Energiklagenævnet vurderede, at det ikke er et krav, at anlæg er fysisk sammenkoblet for at kunne betragtes som ét anlæg i henhold til elforsyningsloven § 10, stk. 1. En sådan fortolkning ville ifølge nævnet føre til, at større vind- og solcelleparker stort set aldrig ville blive omfattet af bevillingspligten, hvilket strider mod lovens formål. Nævnet lagde vægt på, at forarbejderne skal fortolkes som eksemplificerende og ikke udtømmende.

Energiklagenævnet var enig med Energistyrelsen i, at Vildbjerg Solcellepark 2A og 2B skulle betragtes som ét bevillingspligtigt anlæg. Nævnet lagde vægt på følgende forhold:

• Tæt fysisk sammenhæng: Solcelleanlæggene er etableret på samme adresse inden for det af lokalplanen godkendte område (89.T30.1).
• Nettilslutning: Anlæggene er tilsluttet samme station (Timring) i en eksisterende 10 kV skinne, selvom de har separate tilslutningspunkter (XK99 og XK100). Nævnet bemærkede, at virksomheder ikke bør kunne omgå bevillingskravet ved at søge om tilslutning som to individuelle anlæg i samme station og skinne.
• Samme ejer: Solcelleanlæggene har samme ejer.

Anvendelse af praksisændring og lighedsgrundsætningen

Energiklagenævnet fandt, at den omstændighed, at Energistyrelsen inddrog forhold, der ikke fremgik af styrelsens eksterne praksisnotat af 16. oktober 2018 (gældende på ansøgningstidspunktet), ikke kunne føre til et andet resultat. Nævnet lagde vægt på, at det er reglerne og praksis på afgørelsestidspunktet, der er retligt gældende.

Vedrørende den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning fandt nævnet, at der var foretaget en saglig administrativ praksisændring, som den påklagede afgørelse fulgte. Der var således ikke tale om en uvilkårlig eller ubegrundet afgørelse, selvom vurderingen var strengere end i Energistyrelsens afgørelse af 23. januar 2019 om Flyvestation Vandel. Nævnet bemærkede, at Energistyrelsen ikke er forpligtet til at gentage en mulig forkert afgørelse. Den omstændighed, at klager ikke havde haft mulighed for at indrette sig på den nye praksis, da den først blev offentliggjort efter ansøgningen, kunne heller ikke føre til et andet resultat, da det er praksis på afgørelsestidspunktet, der er gældende.

Energiklagenævnet fandt desuden, at Energistyrelsens tidligere afgørelse eller praksisnotat ikke havde givet klager en retligt beskyttet berettiget forventning om, at solcelleanlæggene ikke krævede elproduktionsbevilling i henhold til elforsyningsloven § 10, stk. 1. Betingelserne for en berettiget forventning blev ikke anset for opfyldt.

Afgørelse

Energiklagenævnet stadfæstede Energistyrelsens afgørelse af 4. februar 2020. Afgørelsen blev truffet i henhold til elforsyningsloven § 89, stk. 1 og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.