Elforsyningsloven § 10

Det foreslås i § 10, stk. 1, at virksomheder, der driver elproduktion fra anlæg med en elektrisk kapacitet på mere end 25 MW, skal have bevilling for at kunne udøve deres aktiviteter. Bestemmelsen viderefører de gældende principper for, hvilke former for elproduktion der kræver bevilling.

Elproduktionsanlæg, som oprindeligt har en kapacitet mindre end 25 MW, men som gennem en udvidelse får en kapacitet på mere end 25 MW, omfattes af bevillingspligten. Anlæg, der består af mindre, sammenkoblede anlæg, betragtes ved fastlæggelse af bevillingsgrænsen som ét anlæg. Større vindmølleparker vil således kunne blive omfattet af bevillingspligten.

Bevillinger til produktion gives for en periode på minimum 20 år. Bevillingshaveren kan således regne med at have en bevillingsperiode, der i det mindste giver mulighed for en afskrivning af de investeringer, der foretages i begyndelsen af bevillingsperioden. Bevillinger, givet under den tidligere lovgivning, videreføres indtil udløbstidspunktet for den enkelte bevilling, jf. § 98.

For at opnå bevilling kræves det, at bevillingsansøgeren har den fornødne tekniske og finansielle kapacitet. Miljø- og energiministeren får herved efter en konkret vurdering mulighed for at afvise en ansøgning om bevilling fra virksomheder, der ikke har den nødvendige tekniske ekspertise eller det fornødne økonomiske grundlag. Herved kan der, bl.a. af hensyn til forsyningssikkerheden, sikres forudsætninger for, at produktionen på de primære kraftværker udføres af kompetente virksomheder og i øvrigt på en økonomisk forsvarlig måde.

Med bestemmelsen i stk. 4 åbnes mulighed for en fastholdelse af påbud om udbygning med miljøvenlig elproduktionskapacitet givet til bevillingshavere efter den nuværende lovgivning. Det drejer sig om påbud om udbygning med biomasse, havvindmøller samt landbaserede vindmøller. Der er ikke taget endeligt stilling til spørgsmålet om, hvilke påbud, der med hjemmel i denne bestemmelse vil blive krævet fastholdt. Dette vil først ske efter afsluttende vurderinger og forhandlinger med kraftværkerne om de fremtidige økonomiske rammer for produktionssektoren, jf. hertil lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnittet om lovforslagets indhold pkt. 9. g.

§ 10, stk. 5, giver miljø- og energiministeren mulighed for at dispensere fra de vilkår, som med hjemmel i stk. 4 indføjes i den enkelte bevilling. Denne mulighed tænkes anvendt, hvis de økonomiske forhold for de enkelte produktionsvirksomheder udvikler sig på en sådan måde, at en lempelse af vilkårene gennem en dispensation er nødvendig for de pågældende producenters mulighed for fortsat at drive virksomhed på et forsvarligt økonomisk grundlag.

Til § 11

Etablering af nye produktionsanlæg samt væsentlige ændringer af eksisterende anlæg skal godkendes af miljø- og energiministeren. Dette krav stilles for at sikre, at alle produktionsanlæg opfylder en række betingelser for energiudnyttelse og brændselsanvendelse. Det skal blandt andet sikres, at den nuværende høje grad af samproduktion af el og varme samt udbygningen med miljøvenlige elproduktionsanlæg videreføres.

For at sikre en lige behandling af ansøgere, som ønsker at opføre nye produktionsanlæg, opstiller miljø- og energiministeren objektive kriterier for tilladelse til opførelse af nye produktionsanlæg i en nærmere afgrænset periode. De objektive kriterier stilles som krav til energiudnyttelsen i form af krav til produktionsanlæggenes samlede energiudnyttelse samt til brændselsanvendelsen for at sikre en fortsat udfasning af CO2-tunge brændsler og for at undgå anvendelsen af brændsler med uønskede miljømæssige effekter.

Kriterierne kan gøres afhængige af anlægstypen, såfremt det skønnes nødvendigt for at overholde lovens formål. Udbygningen med biomasse er et eksempel på en anlægstype, hvor det vil være naturligt at opstille særskilte objektive kriterier. Mindre anlæg, som ikke skønnes at have væsentlig negativ påvirkning på miljøet, herunder mindre VE-anlæg, påtænkes undtaget fra godkendelseskravet efter den generelle undtagelsesbestemmelse i § 2, stk. 4.

Folketinget besluttede i 1985 ikke at anvende nukleare anlæg til produktion af elektricitet. Med bestemmelsen i § 11, stk. 4, vil en eventuel fremtidig etablering af nuklear produktionskapacitet ikke være mulig uden en lovændring. I den hidtidige lovgivning har miljø- og energiministeren, med tilslutning fra Folketingets Energipolitiske Udvalg, haft hjemmel til at tillade elproduktion fra nukleare produktionsanlæg.

Til § 12

For at kunne sikre en effektiv elforsyning er det nødvendigt, at den systemansvarlige virksomhed har mulighed for at stille krav om, at elproducenterne skal regulere produktionen af elektricitet. En sådan styringsmulighed for den systemansvarlige virksomhed er en forudsætning for en effektiv udnyttelse af elforsyningsnettet. Bestemmelsen giver derfor miljø- og energiministeren mulighed for at ledsage en tilladelse til etablering af nye produktionsanlæg samt væsentlige ændringer af eksisterende anlæg efter §11 eller i en bevilling efter § 10 med vilkår om at den systemansvarlige virksomhed, når dette er nødvendigt for en rationel drift af nettet, kan stille krav til regulering af produktionens omfang.

Produktion fra kraftvarmeværker og vedvarende energianlæg skal prioriteres i elforsyningsnettet, og disse producenter vil derfor kun rent undtagelsesvis og kun, hvor der ikke foreligger andre muligheder, kunne blive anmodet om at justere produktionens omfang.

Der er en række omkostninger forbundet med nedtagning af elproduktionsanlæg. For at sikre at ejeren af et givet produktionsanlæg også forestår nedtagning af anlægget, efter det er udtjent, giver nr. 2 mulighed for, at tilladelser efter § 11 kan ledsages af vilkår om, at ejeren stiller sikkerhed for nedtagning af anlægget.

Mens elmarkedet er udsat for konkurrence, er fjernvarme stadig et monopolområde. Det foreslås derfor, at fjernvarmeforbrugerne til enhver tid sikres en stabil forsyning gennem vilkår om forsyningspligt for kraftvarmeanlæg. Der kan på grund af udsving i elprisen opstå situationer, hvor det er urentabelt at producere med et givent kraftvarmeanlæg. § 12, stk. 1, nr. 3, åbner derfor mulighed for, at en tilladelse efter § 11 kan ledsages af vilkår om, at ejeren skal påtage sig forsyningspligt for fjernvarme til et nærmere fastlagt forsyningsområde. For bestemmelser vedrørende fastsættelse af priser for fjernvarme fra kraftvarmeproduktion henvises i øvrigt til § 75, stk. 2.

Tilladelser kan efter nr. 4 ledsages af krav om, at væsentlige ændringer i produktionsomfanget, herunder lukning af anlægget, skal meddeles den systemansvarlige virksomhed mindst et år i forvejen. Denne oplysningspligt er en forudsætning for, at den systemansvarlige virksomhed kan udarbejde en langtidsplanlægning for det fremtidige kapacitetsbehov for elforsyningsnettet samt planlægningen af den daglige drift.

Elproduktionsanlæg på havet

I forbindelse med den forventede udbygning med vindkraft på havet blev elproduktionsanlæg, der udnytter energi fra vandet, strømme og vind med tilhørende ledningsanlæg på søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zone omfattet af elforsyningsloven ved lov nr. 89 af 10. februar 1998. Bestemmelserne i §§ 13-18 er en videreførelse og udbygning af disse bestemmelser.

Til § 13

Bestemmelsen fastslår, i overensstemmelse med statens højhedsret over søterritoriet og statens rettigheder i den eksklusive økonomiske zone, at adgangen til at udnytte energi fra vandet og vind på søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zone alene tilkommer den danske stat.

Miljø- og energiministeren skal efter § 13, stk. 2, give tilladelse til såvel forundersøgelser som udnyttelse af energi fra vand og vind på søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zone. Anlæg, som ikke direkte er produktionsanlæg, men som etableres med henblik på forundersøgelser og lignende aktiviteter f.eks. målemaster kræver godkendelse efter denne bestemmelse. Bestemmelsen har kun relation til elproduktionsanlæg baseret på udnyttelse af energi fra vand og vind. Foruden vindkraftanlæg er også bølgekraftanlæg og anlæg, der udnytter strømningsenergi omfattet af elforsyningsloven, såfremt det bliver aktuelt at udnytte disse energiformer.

Med bestemmelsen i stk. 3 fastslås det, at en tilladelse gives for et nærmere afgrænset område. Stk. 3 indebærer endvidere, at der er mulighed for at skelne mellem tilladelser til at gennemføre miljøundersøgelser og andre forundersøgelser og tilladelser til atudnytte energi.

Bestemmelsen i stk. 4 viderefører bestemmelser fra den nuværende elforsyningslov, hvorefter miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere vilkår for tilladelser efter § 13, stk. 2. Miljø- og energiministeren kan således stille vilkår om rapportering i forbindelse med undersøgelser og driftserfaringer, stille krav til miljøvurderinger, stille vilkår om gennemførelse af måle- og overvågningsprogrammer m.v.

Med bestemmelsen i stk. 5 gives der hjemmel til, at miljø- og energiministeren kan fastsætte regler eller træffe afgørelse om betingelser for at erhverve en tilladelse efter § 13, stk. 2. Dette indebærer bl.a., at miljø- og energiministeren kan udstede regler eller træffe afgørelse om den nærmere områdeafgrænsning, hvilke rettigheder indehaveren af en tilladelse har inden for det pågældende område, tidsbegrænsninger for tilladelser efter § 13 samt betaling af omkostninger i forbindelse med ansøgninger.

Til § 14

Med henblik på at sikre en udbygning, som på samme tid udnytter arealressourcen optimalt og sikrer samfundsmæssige, herunder samfundsøkonomiske og planlægningsmæssige hensyn gives der med bestemmelsen i stk. 1 mulighed for at etablere en central udbudsprocedure for tilladelser efter § 13, f.eks. i de hovedområder, som blev udpeget i forbindelse med "Havmølle-handlingsplan for de danske farvande" fra 1997. Den centrale udbudsprocedure indebærer, at miljø- og energiministeren eller en af miljø- og energiministeren udpeget aktør indkalder ansøgninger om tilladelse til udnyttelse af et givent område (arealressource). Ved at lade potentielle udbyggere henvende sig samtidigt med sammenlignelige tilbud sikres lige vilkår for alle potentielle udbyggere.

Bestemmelsen i stk. 1 indebærer endvidere, at der foruden den centrale udbudsprocedure kan tilrettelægges en særlig procedure for enkeltstående projekter, som ikke er en del af de ovennævnte centrale udbygninger. Det foreslås således, at der tilrettelægges en "åben dør" procedure, hvorefter en ansøgning om tilladelse kan behandles uden forudgående indkaldelse. Såfremt miljø- og energiministeren finder, at ansøgningen skal behandles, hvilket bedømmes efter objektive kriterier, offentliggør miljø- og energiministeren en meddelelse om den indkomne ansøgning med opfordring til andre interesserede parter om at indsende deres ansøgning. Denne procedure vil således også give alle interesserede parter lige adgang og vilkår. Eksempler på projekter, som vil kunne blive behandlet efter denne bestemmelse er små og kystnære projekter, som ikke indgår i den centrale udbudsprocedure, eller projekter, der bygger på opdagelse af nye områder, som ikke indgår i den centrale udbudsrunde.

Til § 15

Bestemmelsen indebærer, at miljø- og energiministeren kan angive særlige forhold eller vilkår, der vil blive lagt til grund for en vurdering af ansøgninger om tilladelse efter § 13 i forbindelse med den i § 14 nævnte centrale udbudsprocedure eller den i § 14 nævnte særlige procedure for enkeltstående projekter, som ikke er en del af den centrale udbudsprocedure.

Bestemmelsen i stk. 2 indebærer, at de i stk. 1 nævnte kriterier for bedømmelse af ansøgninger i forbindelse med den i § 14 nævnte udbudsprocedure kan vedrøre selve produktionsanlægget eller forholdet til den infrastruktur, som forbinder anlægget med det sammenhængende elforsyningssystem. Det kan f.eks. være et bedømmelseskriterie, i hvor høj grad en ansøger vil medvirke til etablering af de nødvendige netudbygninger i forbindelse med etableringen af et af § 16 omfattet anlæg. Bestemmelsen åbner endvidere mulighed for, at vilkårene i forbindelse med vurdering af en ansøgning, som er indkommet efter et udbud efter § 14, kan være, at forbrugere eller andre skal kunne deltage som parter i ansøgerens projekt.

Til § 16

Bestemmelsen viderefører og uddybder bestemmelsen i § 1, stk. 6, i den hidtil gældende elforsyningslov, hvorefter miljø- og energiministeren skal godkende opstilling af elproduktionsanlæg, der udnytter energi fra vandet, strømme og vind på søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zone. Bestemmelsen indebærer således, at etablering af elproduktionsanlæg, der udnytter de i § 13 nævnte energiformer med tilhørende interne ledningsanlæg, kun kan ske efter forudgående tilladelse fra miljø- og energiministeren. Tilladelse til etablering af transmissionsnet på søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zone beregnet for spændinger på over 100 kV, gives efter § 21.

Bestemmelsen indebærer endvidere, at der kan stilles krav til ansøgernes sagkundskab og økonomiske baggrund i forbindelse med en tilladelse efter denne bestemmelse. Der sigtes her til krav om dokumentation for ansøgerens tekniske formåen, tilvejebringelse af den fornødne tekniske bistand af hensyn til forsvarlig etablering og drift samt krav til ansøgerens økonomiske formåen, således at det sikres, at den fornødne økonomiske sikkerhed for forsvarlig drift og overholdelse af en tilladelses vilkår og nedtagning af anlæg er til stede.

Bemyndigelsen i stk. 2 indebærer, at miljø- og energiministeren kan fastsætte vilkår eller regler for meddelelse af tilladelser efter § 16, stk. 1. Dette indebærer, at miljø- og energiministeren kan stille vilkår eller fastsætte regler om blandt andet anlægs konstruktioner, placering, fundering, opstilling, afmærkning og installationer, nedtagning og sikkerhedsstillelse for nedtagning samt om sikkerheds- og arbejdsforhold i forbindelse med etablering og drift.

Til § 17

Bestemmelsen har til formål at implementere Rådets direktiv nr. 85/337/EØF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet - VVM-direktivet - og direktiv nr. 97/11/EF af 3. marts 1997 om ændring af nævnte direktiv for så vidt angår anlæg til udnyttelse af energi fra vandet og vind på søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zone. Anlæg til udnyttelse af vindkraft til energiproduktion samt anlæg til fremstilling af hydroelektrisk energi er omfattet af ændringsdirektivets bilag II, som angiver forskellige kategorier af projekter, hvor medlemsstaterne efter en konkret vurdering og/eller nærmere fastsatte grænseværdier eller kriterier skal afgøre, om projektet har en indvirkning på miljøet, som gør det påkrævet, at projektet skal VVM-behandles.

VVM-direktivet forudsætter, at offentligheden orienteres om de foretagne vurderinger og sikres mulighed for at udtale sig, forinden projektet påbegyndes. I overensstemmelse hermed fastslås det i § 17, stk. 1, at en tilladelse efter § 16 kun kan meddeles på baggrund af en vurdering af de miljømæssige konsekvenser, og efter at de berørte myndigheder og organisationer har haft mulighed for at udtale sig herom, såfremt det pågældende projekt må antages at påvirke miljøet i væsentlig grad. Høringsberettigede efter denne bestemmelse vil være relevante interesseorganisationer og lokale myndigheder og interesser, foruden de relevante statslige myndigheder.

Det forudsættes, at omkostningerne i forbindelse med de af § 17 omfattede aktiviteter afholdes af ansøgeren om en tilladelse efter § 16.

Bemyndigelsen i stk. 2 indebærer, at miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, hvilke projekter der vil blive omfattet af krav om VVM-procedure. Hermed gives der mulighed for f.eks. at fastsætte regler om en såkaldt screening-procedure til at afgøre, om et projekt må vurderes at påvirke i miljøet i væsentlig grad, således at en VVM-procedure er påkrævet, eller at fastsætte regler om grænseværdier eller kriterier med henblik på at afgøre, om der skal gennemføres VVM-procedure. Der kan således f.eks. udstedes regler om, hvilken størrelse et anlæg skal have, før en VVM-procedure er påkrævet.

Bemyndigelsen i stk. 3 indebærer, at miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, hvilke mindsteoplysninger og eventuelle undersøgelser der er nødvendige for at foretage en vurdering af konsekvenserne for miljøet.Endvidere kan miljø- og energiministeren beslutte, at der skal foretages miljømæssige vurderinger under og efter etablering af et af § 16 omfattet anlæg. Bestemmelsen giver endvidere mulighed for, at miljø-og energiministeren i særlige tilfælde kan kræve, at vurderinger af de miljømæssige konsekvenser af et givent projekt skal bedømmes af uafhængige eksperter med henblik på at sikre kvaliteten af disse vurderinger. Miljø- og energiministeren afgør hvem, der vurderes at have den fornødne ekspertise til at varetage denne opgave. Dette gælder både for nye anlæg og for de anlæg, som er omfattet af § 18.

Bemyndigelsen i stk. 4 indebærer, at miljø- og energiministeren kan fastsætte regler for offentlighedsproceduren i forbindelse med VVM-vurderinger efter § 17, stk. 1, og den i § 17, stk. 2, nævnte screening-procedure samt i forbindelse med ansøgninger efter § 16. Miljø- og energiministeren kan således fastsætte regler om, hvem der er høringsberettigede, hvilke krav der skal stilles til offentliggørelse af VVM-redegørelser m.v. Disse regler udarbejdes under hensyntagen til, at alle relevante interesseorganisationer og lokale myndigheder og interesser foruden de relevante statslige myndigheder får lejlighed til at orientere og udtale sig om de pågældende projekter.

Til § 18

Med henblik på at klarlægge forskellige forhold omkring vindkraft på havet i stor skala, herunder områders egnethed til udbygning med vindkraft på havet, de økonomiske, miljømæssige, system- og reguleringsmæssige forhold m.v., gav miljø- og energiministeren den 13. februar 1998 et pålæg efter den nuværende elforsyningslovs § 13 til Elsam, Eltra, Sjællandske Kraftværker, Københavns Belysningsvæsen og Østkraft om inden 2008 at etablere demonstrationsanlæg i stor skala svarende til 750 MW vindkraft på havet. Bestemmelsen i § 18 indebærer, at disse anlæg samt andre anlæg, hvortil der er meddelt foreløbig eller endelig tilladelse efter den hidtil gældende elforsyningslov, er undtaget fra bestemmelserne om udbud efter § 14 og § 15. De pågældende anlæg vil fortsat kun kunne etableres, efter at der er opnået en tilladelse efter § 13 til udnyttelse af energi, en tilladelse efter § 16 til etablering af elproduktionsanlæg med tilhørende interne ledningsanlæg samt en tilladelse efter § 21 til etablering af transmissionsnet.

Til kapitel 4

Elforsyningsnet

Det kollektive elforsyningsnet - Transmissions- og netbevillinger