Stadfæstelse med ændring af afgørelse om tilbagebetaling af landbrugsstøtte

En landbruger klagede over Landbrugsstyrelsens afgørelse af 3. december 2019, som pålagde tilbagebetaling af tidligere udbetalt støtte til unge nyetablerede landbrugere for støtteåret 2017. Landbrugeren, der var medejer af et interessentskab, havde oprindeligt ansøgt om støtte i 2015, hvor landbrugsvirksomheden angiveligt blev påbegyndt.

Baggrund for etablering og støtteansøgning

Interessentskabet blev etableret den 1. januar 2011 med en driftsfællesskabskontrakt, der gav klageren 50 % ejerandel og tegningsret i forening med den anden interessent. I 2015 blev der indgået en tillægskontrakt, der præciserede klagerens ansvar for markdriften. Landbrugsstyrelsen havde i en orientering af 5. september 2016 anset klageren for driftsleder fra den 1. januar 2015, hvilket dannede grundlag for udbetaling af støtte i 2017.

Landbrugsstyrelsens tilbagebetalingskrav

Landbrugsstyrelsen krævede støtten tilbagebetalt med den begrundelse, at klageren var landbrugsmæssigt etableret allerede i 2011. Ifølge styrelsen kunne støtte til unge nyetablerede landbrugere kun modtages i op til fem år efter den landbrugsmæssige etablering, jf. forordning (EU) nr. 1307/2013 artikel 50, stk. 5, og forordning (EU) 2017/2393 artikel 6. Styrelsen erkendte, at orienteringen fra 2016 beroede på en forkert fortolkning af EU-reglerne, men fastholdt, at klageren ikke med rimelighed kunne forventes at have opdaget fejlen, da klageren var fuldt vidende om de faktiske etableringsforhold, jf. forordning (EU) nr. 809/2014 artikel 7, stk. 1 og stk. 3.

Klagerens argumenter

Klageren anførte, at etableringstidspunktet skulle betragtes som 2015, baseret på Landbrugsstyrelsens tidligere orientering og dagældende retningslinjer. Klageren gjorde gældende, at styrelsen ikke kunne kræve tilbagebetaling, da fejlen var styrelsens, og klageren ikke med rimelighed kunne have opdaget den. Klageren henviste til princippet om berettigede forventninger og anførte, at Landbrugsstyrelsens konkrete og klare orientering af 5. september 2016 havde skabt en berettiget forventning, som klageren havde indrettet sig efter. Klageren fremhævede, at retsstillingen vedrørende etableringstidspunktet ikke var en klar regel i fællesskabsretten.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Landbrugsstyrelsens afgørelse af 3. december 2019, men ændrede den således, at den tidligere udbetalte støtte til unge nyetablerede landbrugere for støtteåret 2017 ikke skulle tilbagebetales.

Vurdering af etableringstidspunkt

Nævnet vurderede, at klageren var etableret som bedriftsleder den 26. oktober 2011, da klageren fra dette tidspunkt var i stand til at udøve faktisk og langsigtet kontrol over interessentskabet, jf. forordning (EU) nr. 1307/2013 artikel 50, stk. 2, litra a), og forordning (EU) nr. 639/2014 artikel 49, stk. 1, litra b). Dette blev baseret på driftsfællesskabskontrakten af 26. oktober 2011, klagerens 50 % ejerandel og den indbyrdes vetoret i interessentskabet. Gårdrådets oprettelse og klagerens "oplæring" ændrede ikke ved denne vurdering, da gårdrådet ikke havde formel beslutningskompetence.

Berettigelse til støtte

På baggrund af etableringstidspunktet i 2011 og den første ansøgning i 2015, vurderede nævnet, at den femårige støtteperiode skulle reduceres med tre år. Dette betød, at klageren kun var berettiget til støtte i 2015 og 2016, og dermed ikke i støtteåret 2017, jf. forordning (EU) nr. 1307/2013 artikel 50, stk. 5, og Bekendtgørelse om direkte støtte til landbrugere efter grundbetalingsordningen m.v. § 39, nr. 3.

Tilbagebetaling af støtte

Nævnet fandt, at udbetalingen af støtten i 2017 skyldtes en fejl begået af Landbrugsstyrelsen, jf. forordning (EU) nr. 809/2014 artikel 7, stk. 3, første afsnit, første led. Styrelsen havde i 2016 fejlagtigt vurderet klagerens etableringstidspunkt til 2015, på trods af at alle relevante oplysninger var fremlagt.

Nævnet vurderede endvidere, at klageren ikke med rimelighed kunne forventes at have opdaget fejlen, jf. forordning (EU) nr. 809/2014 artikel 7, stk. 3, første afsnit, andet led. Dette skyldtes, at retsstillingen vedrørende etableringstidspunktet som driftsleder ikke var reguleret af en præcis bestemmelse i fællesskabsretten, men derimod af en uklar sammenhæng mellem forordning (EU) nr. 1307/2013 artikel 50, stk. 2, litra a), og forordning (EU) nr. 639/2014 artikel 49, stk. 1, litra b). Nævnet henviste til, at denne uklarhed havde affødt adskillige spørgsmål fra medlemsstaterne til EU-Kommissionen, og at Landbrugsstyrelsens egen vejledning for 2016 ikke indeholdt tilstrækkelige retningslinjer. Selvom erhvervsdrivende forventes at udvise agtpågivenhed, fandt nævnet, at klageren ikke med rimelighed kunne have indset styrelsens fejlagtige vurdering. Derfor skulle støtten ikke tilbagebetales.

Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.