Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Tilknyttede dokumenter
En landbruger klagede over Landbrugsstyrelsens afgørelse af 3. december 2019, som pålagde tilbagebetaling af tidligere udbetalt støtte til unge nyetablerede landbrugere for støtteåret 2017. Landbrugeren, der var medejer af et interessentskab, havde oprindeligt ansøgt om støtte i 2015, hvor landbrugsvirksomheden angiveligt blev påbegyndt.
Interessentskabet blev etableret den 1. januar 2011 med en driftsfællesskabskontrakt, der gav klageren 50 % ejerandel og tegningsret i forening med den anden interessent. I 2015 blev der indgået en tillægskontrakt, der præciserede klagerens ansvar for markdriften. Landbrugsstyrelsen havde i en orientering af 5. september 2016 anset klageren for driftsleder fra den 1. januar 2015, hvilket dannede grundlag for udbetaling af støtte i 2017.
Landbrugsstyrelsen krævede støtten tilbagebetalt med den begrundelse, at klageren var landbrugsmæssigt etableret allerede i 2011. Ifølge styrelsen kunne støtte til unge nyetablerede landbrugere kun modtages i op til fem år efter den landbrugsmæssige etablering, jf. forordning (EU) nr. 1307/2013 artikel 50, stk. 5, og forordning (EU) 2017/2393 artikel 6. Styrelsen erkendte, at orienteringen fra 2016 beroede på en forkert fortolkning af EU-reglerne, men fastholdt, at klageren ikke med rimelighed kunne forventes at have opdaget fejlen, da klageren var fuldt vidende om de faktiske etableringsforhold, jf. forordning (EU) nr. 809/2014 artikel 7, stk. 1 og stk. 3.
Klageren anførte, at etableringstidspunktet skulle betragtes som 2015, baseret på Landbrugsstyrelsens tidligere orientering og dagældende retningslinjer. Klageren gjorde gældende, at styrelsen ikke kunne kræve tilbagebetaling, da fejlen var styrelsens, og klageren ikke med rimelighed kunne have opdaget den. Klageren henviste til princippet om berettigede forventninger og anførte, at Landbrugsstyrelsens konkrete og klare orientering af 5. september 2016 havde skabt en berettiget forventning, som klageren havde indrettet sig efter. Klageren fremhævede, at retsstillingen vedrørende etableringstidspunktet ikke var en klar regel i fællesskabsretten.
Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Landbrugsstyrelsens afgørelse af 3. december 2019, men ændrede den således, at den tidligere udbetalte støtte til unge nyetablerede landbrugere for støtteåret 2017 ikke skulle tilbagebetales.
Nævnet vurderede, at klageren var etableret som bedriftsleder den 26. oktober 2011, da klageren fra dette tidspunkt var i stand til at udøve faktisk og langsigtet kontrol over interessentskabet, jf. artikel 50, stk. 2, litra a), og artikel 49, stk. 1, litra b). Dette blev baseret på driftsfællesskabskontrakten af 26. oktober 2011, klagerens 50 % ejerandel og den indbyrdes vetoret i interessentskabet. Gårdrådets oprettelse og klagerens "oplæring" ændrede ikke ved denne vurdering, da gårdrådet ikke havde formel beslutningskompetence.
På baggrund af etableringstidspunktet i 2011 og den første ansøgning i 2015, vurderede nævnet, at den femårige støtteperiode skulle reduceres med tre år. Dette betød, at klageren kun var berettiget til støtte i 2015 og 2016, og dermed ikke i støtteåret 2017, jf. forordning (EU) nr. 1307/2013 artikel 50, stk. 5, og Bekendtgørelse om direkte støtte til landbrugere efter grundbetalingsordningen m.v. § 39, nr. 3.
Nævnet fandt, at udbetalingen af støtten i 2017 skyldtes en fejl begået af Landbrugsstyrelsen, jf. forordning (EU) nr. 809/2014 artikel 7, stk. 3, første afsnit, første led. Styrelsen havde i 2016 fejlagtigt vurderet klagerens etableringstidspunkt til 2015, på trods af at alle relevante oplysninger var fremlagt.
Nævnet vurderede endvidere, at klageren ikke med rimelighed kunne forventes at have opdaget fejlen, jf. forordning (EU) nr. 809/2014 artikel 7, stk. 3, første afsnit, andet led. Dette skyldtes, at retsstillingen vedrørende etableringstidspunktet som driftsleder ikke var reguleret af en præcis bestemmelse i fællesskabsretten, men derimod af en uklar sammenhæng mellem forordning (EU) nr. 1307/2013 artikel 50, stk. 2, litra a), og forordning (EU) nr. 639/2014 artikel 49, stk. 1, litra b). Nævnet henviste til, at denne uklarhed havde affødt adskillige spørgsmål fra medlemsstaterne til EU-Kommissionen, og at Landbrugsstyrelsens egen vejledning for 2016 ikke indeholdt tilstrækkelige retningslinjer. Selvom erhvervsdrivende forventes at udvise agtpågivenhed, fandt nævnet, at klageren ikke med rimelighed kunne have indset styrelsens fejlagtige vurdering. Derfor skulle støtten ikke tilbagebetales.
Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.
Unge landbrugere og gartnere har vist ekstraordinær stor interesse for etableringsstøtteordningen. Minister Jacob Jensen (V) har besluttet at sikre finansiering til alle ansøgere i 2023.
Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en sag om tilbagebetaling af støtte til unge landbrugere for støtteåret 2015. Sagen omhandlede en landbrugers berettigelse til støtten, idet Landbrugsstyrelsen havde krævet tilbagebetaling med den begrundelse, at landbrugeren ikke opfyldte betingelserne for at modtage støtten.
Landbrugeren ansøgte i 2015 om støtte til unge landbrugere for sin enkeltmandsvirksomhed. I ansøgningen oplyste landbrugeren, at han tidligere havde været medejer af et interessentskab (I/S) fra 2007 med en ejerandel på 50 %. Landbrugsstyrelsen traf den 27. juni 2019 afgørelse om, at landbrugeren skulle tilbagebetale den udbetalte støtte for 2015. Styrelsen begrundede kravet med, at landbrugeren var etableret i interessentskabet i 2007, og at ansøgningen i 2015 dermed faldt uden for den femårige frist for at søge støtte til unge landbrugere, jf. .
Minister Jacob Jensen fremrykker udbetalingen af etableringsstøtte for at støtte generationsskiftet i landbruget og imødekomme rekordmange ansøgere.
Der er markant flere unge landmænd, der har søgt om økonomisk støtte til at etablere sig i landbrugserhvervet, end hvad der var afsat midler til. Den store interesse glæder fødevareminister Jacob Jensen (V), der har som mærkesag at få flere unge til at vælge landbruget som levevej. Ministeren har besluttet at finde midler til at imødekomme de ekstra ansøgere.
Landbrugeren påklagede afgørelsen og anførte, at Landbrugsstyrelsens krav om tilbagebetaling ikke var rimeligt. Han henviste til, at styrelsens Vejledning om direkte arealstøtte 2015 var mangelfuld og ikke tilstrækkeligt konkretiserede, hvornår en ansøger anses for etableret som driftsleder. Landbrugeren mente, at han først var etableret i 2014, da han købte de resterende 50 % af interessentskabets ejendomme og oprettede sin enkeltmandsvirksomhed, og dermed fik majoriteten og fuld tegningsret. Han argumenterede for, at en 50 % ejerandel ikke muliggjorde en bestemmende driftslederrolle, da alle beslutninger krævede enighed. Han fremlagde dokumentation for anden beskæftigelse i perioden 2007-2014 for at underbygge, at han ikke havde en ledende rolle i interessentskabet.
Landbrugsstyrelsen fastholdt, at landbrugeren var etableret i 2007, da han ejede 50 % af interessentskabet og var registreret som fuldt ansvarlig deltager med tegningsberettigelse. Styrelsen henviste til sin fortolkning af ”etablering” baseret på spørgsmål og svar med EU-Kommissionen. Styrelsen mente, at vejledningen fokuserede på støttebetingelser, og at landbrugeren havde mulighed for at søge konkret vejledning, hvis han var i tvivl. Styrelsen understregede, at den er forpligtet til at opkræve uberettiget udbetalt EU-støtte tilbage i henhold til forordningerne, herunder Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 640/2014 artikel 43, litra a og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 artikel 7.
Miljø- og Fødevareklagenævnet indhentede yderligere fortolkningsbidrag fra Landbrugsstyrelsen, herunder korrespondance med EU-Kommissionen. Det fremgik, at Landbrugsstyrelsen sondrede mellem ”førstegangsetablering” (som aktiverer den femårige frist, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 artikel 50, stk. 2, litra a) og ”løbende etablering” som en støttebetingelse (jf. Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 639/2014 artikel 49, stk. 1, litra b). Styrelsen vurderede førstegangsetablering ud fra ejerskab, tegningsberettigelse og hæftelse, mens støtteberettigelse krævede reel driftsledelse. EU-Kommissionens svar til Danmark og Holland indikerede, at en 50 % ejerandel med gensidig vetoret kunne anses for at udgøre den krævede faktiske og langsigtede kontrol, og at medlemsstaterne ikke havde skønsbeføjelse til at afvige fra disse retningslinjer for at sikre ensartet anvendelse af betingelsen om faktisk og langsigtet kontrol. Nævnet bemærkede, at klagers situation netop udgjorde et af de tvivlstilfælde, der var søgt afklaret i korrespondancen med EU-Kommissionen.
Sagen omhandler en landbrugers ansøgning om støtte til unge nyetablerede landbrugere for 2019, som Landbrugsstyrelsen af...
Læs mereEn landbruger ansøgte i 2018 om støtte til unge nyetablerede landbrugere for et interessentskab, etableret i 2008, hvor ...
Læs mereForslag til Lov om administration af den fælles landbrugspolitik m.v.
