Ikke medhold i klage over afgørelse om enkeltbetaling 2010-2014

En landbruger klagede over Landbrugsstyrelsens afgørelse af 18. februar 2016 om genoptagelse af ansøgninger om enkeltbetaling for årene 2010, 2011, 2012, 2013 og 2014. Klageren havde oprindeligt ansøgt om enkeltbetaling for flere marker i fællesskema 2008 og efterfølgende år. Landbrugsstyrelsen havde tidligere udbetalt enkeltbetaling for arealerne i perioden 2008-2013.

Landbrugsstyrelsen genoptog sagen, da kontrolfund fra 2014 viste, at dele af de anmeldte arealer (marker 29-0, 30-0, 33-0, 34-0 og 141-1) ikke var støtteberettigede i 2008. Dette skyldtes, at arealerne var vandlidende eller beplantet med træer, hvilket var i strid med Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 artikel 44, stk. 2, og § 19 og § 21 i Bekendtgørelse om direkte støtte til landbrugere efter enkeltbetalingsordningen. Da enkeltbetaling i de efterfølgende år (2010-2014) var betinget af, at arealerne var støtteberettigede i 2008, jf. Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 artikel 34, stk. 2, litra b, medførte den nye vurdering af 2008-forholdene en underkendelse af støtte for de pågældende arealer i de efterfølgende år.

Landbrugsstyrelsen beregnede et samlet tilbagebetalingskrav på 33.379,99 kr. for støtteårene 2010-2012 og forventede yderligere 59.967,77 kr. for 2013-2014.

Klagerens argumenter

Klageren anførte, at sagsforløbet var stødende for retssikkerheden og i strid med klagerens berettigede forventninger. Klageren henviste til, at arealernes støtteberettigelse var blevet vurderet forud for ansøgningsfristen i 2011, herunder et møde i 2009 mellem Miljøkontoret i Tønder og Støttekontoret i København. Klageren mente, at en tidligere kontrol i 2010, hvor kun en lille del af arealet blev underkendt, bekræftede, at de øvrige arealer var i orden. Klageren fremhævede også, at det ikke var muligt at kontrollere rigtigheden af tidligere års ansøgninger i Landbrugsstyrelsens administrative systemer i årene 2011-2014.

Landbrugsstyrelsens bemærkninger

Landbrugsstyrelsen fastholdt, at det er ansøgerens eget ansvar at ansøge korrekt og overholde støttebetingelserne. Styrelsen beklagede, at fejlen ikke blev opdaget ved kontrollen i 2010, men henviste til EU-Domstolens praksis, der fastslår, at en erhvervsdrivende ikke kan skabe en berettiget forventning, hvis en national myndighed har handlet i strid med EU-retten. Styrelsen henviste til domme som Lageder m.fl., Emsland-Stärke og Sony Supply Chain Solutions (Europe).

Miljø- og Fødevareklagenævnet (MFKN) behandlede klagen og fokuserede på to hovedforhold: tilbagekaldelse af en begunstigende forvaltningsakt og berettigede forventninger samt tilbagebetaling af uretmæssigt udbetalte beløb.

Tilbagekaldelse af begunstigende forvaltningsakt og berettigede forventninger

MFKN fandt, at Landbrugsstyrelsen var berettiget til at genoptage klagerens støtteanmodninger for 2008 og perioden 2010-2014. Nævnet lagde til grund, at dele af markerne i 2008 ikke var støtteberettigede, da de var vandlidende eller beplantet med træer. Da arealerne var anmeldt til enkeltbetaling efter Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 artikel 34, stk. 2, litra b, som kræver støtteberettigelse i 2008, var de tidligere udbetalinger uden hjemmel. MFKN vurderede, at de tidligere afgørelser led af en væsentlig retlig mangel og derfor var ugyldige.

Nævnet henviste til legalitetsprincippet i forvaltningsretten og EU-Domstolens praksis, herunder præmis 35 i dommen Lageder m.fl., som fastslår, at en national myndigheds handling i strid med fællesskabsretten ikke kan skabe en berettiget forventning hos en erhvervsdrivende. Derfor kunne klageren ikke have berettigede forventninger om fortsat at modtage støtte for de ikke-støtteberettigede arealer.

Tilbagebetaling af uretmæssigt udbetalte beløb

MFKN fandt det berettiget, at Landbrugsstyrelsen krævede de uretmæssigt udbetalte beløb tilbagebetalt for støtteårene 2010-2014. Dette var i overensstemmelse med Kommissionens forordning (EF) nr. 1122/2009 artikel 80, stk. 1. Nævnet vurderede, at klageren med rimelighed kunne forventes at have opdaget fejlen, da klageren var bekendt med, at de anmeldte arealer var lavtliggende og periodisk oversvømmet. MFKN henviste til EU-Domstolens dom i sag Johannes Demmer ctr. Fødevareministeriets Klagecenter, som understreger, at landbrugere som erhvervsdrivende forventes at udvise særlig agtpågivenhed og kendskab til støttebetingelserne, og at undtagelsen i Kommissionens forordning (EF) nr. 1122/2009 artikel 80, stk. 3, skal fortolkes strengt.

Det forhold, at Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri tidligere havde stadfæstet en afgørelse for 2010, ændrede ikke resultatet, da denne afgørelse blev truffet, før Landbrugsstyrelsen konstaterede det fulde omfang af de ikke-støtteberettigede arealer, og Klagecentret senere genoptog og hjemviste sagen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet gav ikke medhold i klagen over Landbrugsstyrelsens afgørelse af 18. februar 2016 om genoptagelse af ansøgning om enkeltbetaling for de nævnte år.