Planklagenævnets afgørelse om landzonetilladelse til botilbud i Guldborgsund Kommune

Guldborgsund Kommune afslog den 17. december 2019 en ansøgning om lovliggørende landzonetilladelse til et botilbud for fire borgere på en ejendom i Eskilstrup. Ejendommen, der ligger i landzone, har fungeret som botilbud siden 1998 og blev i 2007 af kommunen vurderet til ikke at kræve landzonetilladelse. Sagen blev indbragt for Planklagenævnet af lejeren af ejendommen.

Ejendommens karakter og historik

Ejendommen er en beboelsesejendom beliggende i landzone, cirka 245 meter fra Eskilstrup by, tæt på byens skole og fritidsaktiviteter. Den ligger på en privat fællesvej, der betjener fire ejendomme. Der er ikke sket bygningsmæssige ændringer, der i sig selv ville udløse krav om landzonetilladelse.

Naboklager og kommunens kendskab

Siden 2013 har kommunen modtaget gentagne naboklager vedrørende støj, chikane, trafikgener og manglende vedligeholdelse fra botilbuddet. Klagerne eskalerede i 2018 og 2019, hvor naboer påpegede ændringer i institutionens målgruppe, øget trafik (herunder politi og ambulancer) og utryghed. Kommunens landzoneadministration blev først bekendt med ændringerne i botilbuddet i juli 2019 i forbindelse med en naboklage, selvom kommunens Center for Teknik og Miljø havde kendskab til botilbuddet siden 2007.

Ansøgning og kommunens afslag

Efter et møde med kommunen i august 2019 ansøgte klageren om en lovliggørende landzonetilladelse til at drive bofællesskab for fire borgere med psykiske lidelser og ADL-udfordringer. Klageren oplyste, at der normalt er en medarbejder på døgnarbejde og to medarbejdere i dagtimerne. Kommunen afslog ansøgningen med den begrundelse, at opholdsstedet ikke alene tjener som bolig, men også som behandlingssted, hvilket kræver landzonetilladelse efter Planloven § 35, stk. 1. Kommunen lagde vægt på, at der var mindst fem fuldtidsstillinger til fire beboere, og at beboerne skulle være i medicinsk behandling. Kommunen vurderede, at anvendelsen ville påvirke det omkringliggende område væsentligt og henviste fejlagtigt til en tilsynsrapport for et andet botilbud.

Klagerens argumenter

Klageren anførte, at botilbuddet ikke kræver landzonetilladelse, da det fungerer som bolig for et mindre antal personer og er en fortsættelse af en eksisterende lovlig anvendelse. Klageren fremhævede, at botilbuddet er godkendt af socialtilsynet til fire beboere efter Serviceloven § 107 og Socialtilsynsloven § 4, og at der ikke er ansat sundhedsfagligt personale eller udføres medicinsk behandling udover medicinhåndtering. Klageren bestred, at botilbuddet medfører væsentlige gener for naboerne og påpegede, at kommunen havde anvendt en forkert tilsynsrapport i sin afgørelse.

Planklagenævnet ophævede Guldborgsund Kommunes afgørelse af 17. december 2019 om afslag på landzonetilladelse og hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen.

Planklagenævnets kompetence og officialprincippet

Planklagenævnet er kompetent til at behandle klager over kommunale afgørelser efter Planloven § 35, stk. 1 og retlige spørgsmål efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet understregede vigtigheden af officialprincippet, som pålægger kommunen at fremskaffe de nødvendige oplysninger for at sikre et tilstrækkeligt faktisk og retligt grundlag for afgørelsen.

Vurdering af krav om landzonetilladelse

Nævnet fastslog, at en ændring i anvendelsen af en ejendom i landzone som udgangspunkt kræver landzonetilladelse efter Planloven § 35, stk. 1. For sociale botilbud er det afgørende, om der er tale om en planlægningsmæssig relevant ændring, der påvirker omgivelserne anderledes end den hidtidige anvendelse, f.eks. øget trafik. Praksis skelner mellem socialpædagogiske opholdssteder/bosteder (der ikke nødvendigvis kræver tilladelse, hvis de fungerer som bolig) og egentlige behandlingsinstitutioner (der normalt kræver tilladelse).

Nævnet præciserede, at udlevering af medicin i sig selv ikke medfører en ændret anvendelse, da det ikke er et planlægningsmæssigt relevant hensyn. Ligeledes fandt nævnet ikke, at et socialt botilbud til fire voksne og fem ansatte i sig selv er af en størrelse, der udløser krav om landzonetilladelse. Det afgørende er, om der foregår egentlig behandling med sundhedsfagligt personale, eller om der er tale om en mere intensiv anvendelse med kortere ophold, der ikke kan sidestilles med forskellige boformer.

Mangelfuld sagsoplysning

Planklagenævnet fandt, at den faktiske anvendelse af ejendommen ikke var tilstrækkeligt belyst af kommunen, især i forhold til en mulig mere intensiv anvendelse eller om der sker en egentlig behandling på stedet. Kommunens afgørelse var derfor behæftet med væsentlige retlige mangler, da den ikke havde oplyst sagen tilstrækkeligt og inddraget alle relevante hensyn i overensstemmelse med officialprincippet og Planloven § 35, stk. 1.

Hjemvisning og bemærkninger til fornyet behandling

Planklagenævnet ophævede afgørelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling i Guldborgsund Kommune. Kommunen skal i den nye behandling træffe en ny afgørelse om, hvorvidt forholdene på ejendommen medfører en ændret anvendelse, der udløser krav om landzonetilladelse. Kommunen skal inddrage og begrunde alle relevante hensyn, herunder ejendommens anvendelse, opholdets varighed og trafikale forhold. Hvis kommunen finder, at der ikke er tale om en ændret anvendelse, er forholdet umiddelbart tilladt. Hvis der derimod er tale om en ændret anvendelse, skal kommunen vurdere, om der kan gives landzonetilladelse til etablering af en behandlingsinstitution, idet der som udgangspunkt bør gives tilladelse til samfundsmæssigt nødvendige behandlingsinstitutioner, medmindre placeringen er uhensigtsmæssig af planlægningsmæssige eller landskabelige grunde.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af nævnet, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 2.