Kraftvarmeværk mister afgiftslempelse ved demontering af elproduktion

Det er en forudsætning for anvendelsen af el-patronordningen, at den omfattede varmeproducent driver en kraftvarmeenhed, der på et tidspunkt fra og med den 1. oktober 2005 har kraftvarmekapacitet.

Skatterådet lagde vægt på følgende argumenter:

1. Lovens Formål og Forarbejder: Formålet med reglerne (indført ved lov nr. 1417 af 2005) var at nedsætte afgifterne for kraftvarmeværkers produktion af varme uden samtidig el-produktion. Hensigten var at understøtte kraftvarmekapaciteten og forhindre overproduktion af elektricitet.
2. EU-retlig Betingelse: Ordningen blev godkendt af EU-Kommissionen (N 391/2006) på baggrund af Energibeskatningsdirektivets artikel 15, stk. 1, litra c, der tillader afgiftslempelse for energi anvendt til kraftvarmeproduktion. Hvis værket alene producerer varme, har medlemsstaten ikke den nødvendige hjemmel i direktivet til at indrømme en særlig afgiftsfritagelse.
3. Praksis vedrørende Dokumentation: Skatterådet bemærkede, at den praksis, Spørger henviste til (dokumentation kun én gang), udelukkende angår dokumentationen for opfyldelse af kapacitetskravet. Praksis vedrører ikke den situation, hvor selve grundlaget for afgiftslempelsen – at drive et kraftvarmeværk – bortfalder.

En udvidelse af ordningen til almindelige fjernvarmeværker uden kraftvarmekapacitet har tidligere været foreslået (Lovforslag L 162 af 2010), men blev aldrig sat i kraft, da den blev vurderet som uforenelig med EU-retten.

Selskabets argumenter

Selskabet påstod, at anmodningen skulle imødekommes, idet det principalt gjorde gældende, at det havde kraftvarmekapacitet. Selskabet argumenterede for, at den fulde kontrol over datterselskabet og det fælles driftsansvar berettigede til afgiftslempelse. Det henviste til lovforslag L 81 (som udmøntede Lov nr. 1417 af 21. december 2005) og Skatteministerens svar i høringsfasen, hvor det blev anført, at det ikke er ejerskabet, men driften af anlægget, der er afgørende for el-patronordningen. Selskabet mente, at den samlede prioritering af varmeproduktionen ud fra produktions- og elpriser, med det formål at levere billigst mulig varme til kunderne, betød, at de facto rådighed over kraftvarmeanlægget var til stede. Selskabet mente, at SKATs afgørelse diskriminerede mellem lignende situationer baseret på placeringen af det fælles driftsansvar.

Subsidiært gjorde selskabet gældende, at der var fælles ejerskab for varmeproduktionsenheden og kraftvarmeenheden, da datterselskabet var helejet af selskabet, og begge enheder blev drevet som én fælles enhed med fælles drift og indkøb underlagt selskabet.