Afgørelse om energiafgifter vedrørende kraftvarmeværks egetforbrug af energi

Sagen omhandler et centralt kraftvarmeværks (I/S [virksomhed1], senere [virksomhed2] A/S) anmodning om tilbagebetaling af energiafgifter (kul-, naturgas-, olie-, svovl- og kuldioxidafgift) for perioden 1. oktober 1993 til 30. juni 2000. Kravet vedrørte værkets egetforbrug af energi til kraftvarmeproduktionen, specifikt varmesidens ideelle andel af egetforbrug af elektricitet og eget varmeforbrug i miljøanlæg.

Kraftvarmeproduktionen på [virksomhed1] involverer samtidig produktion af elektricitet og varme. Da en fysisk opgørelse af brændselsforbruget fordelt på el- og varmeproduktion ikke er mulig, er opgørelsen baseret på termodynamisk kurvemateriale og en formel, der fordeler det samlede brændselsforbrug (K) mellem netto elektricitetsproduktion (N) og mistet elektricitetsproduktion (a) som følge af varmeproduktionen. Denne metode medfører, at varmesiden indirekte belastes med en ideel andel af værkets samlede egetforbrug, herunder til brændselshåndtering og miljøanlæg.

Regionen afviste tilbagebetalingskravet med henvisning til, at afgiftsfritagelse for centrale kraftvarmeværker kræver, at brændslet både medgår til elektricitetsfremstilling og indregnes i elprisen, jf. Kulafgiftsloven § 7, stk. 1, 2. punktum. Regionen argumenterede for, at den del af egetforbruget, der blev henført til varmesiden, ikke var indregnet i elprisen, men i varmeprisen. Desuden afviste regionen godtgørelse for varmeforbrug i miljøanlæg med henvisning til, at det var direkte anvendt til varmefremstilling, jf. Kulafgiftsloven § 8, stk. 3. Regionen gjorde også gældende, at en del af kravet var forældet i henhold til 1908-lovens § 1, stk. 1, nr. 6.

Klageren fastholdt, at værket var berettiget til afgiftsfritagelse for egetforbrug af elektricitet, der er elafgiftspligtigt, jf. Kulafgiftsloven § 7, stk. 1, 1. punktum og Elafgiftsloven § 3, uafhængigt af indregning i elprisen ved eksternt salg. Klageren argumenterede for, at de to fritagelsesbestemmelser kunne påberåbes særskilt. Vedrørende varmeforbrug i miljøanlæg påberåbte klageren sig procesreglerne i Kulafgiftsloven § 8, idet dette forbrug skulle sidestilles med andre produktionsprocesser, hvor renseforanstaltninger er en integreret del. Klageren bestred desuden forældelsespåstanden, idet forældelsen enten var suspenderet eller afbrudt.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede regionens afgørelse og afviste selskabets anmodning om tilbagebetaling af energiafgifter. Afgørelsen blev truffet på baggrund af følgende hovedpunkter:

• Afgiftsfritagelse for egetforbrug af elektricitet: Landsskatteretten fandt, at kraftvarmeværkers forbrug af afgiftspligtige varer kun er afgiftsfritaget, hvis begge betingelser i Kulafgiftsloven § 7, stk. 1 er opfyldt: at brændslet medgår til produktion af elektricitet, og at det indregnes i elektricitetsprisen. Retten afviste klagerens påstand om, at Kulafgiftsloven § 7, stk. 1, 1. pkt. alene skulle regulere afgiftsfritagelse for egetforbrug af elektricitet, der er elafgiftspligtigt, uafhængigt af indregning i elprisen. Det blev lagt til grund, at den til varmesiden henregnede andel af værkets egetforbrug af elektricitet var indregnet i varmeprisen og ikke i elprisen, og derfor ikke var afgiftsfritaget.

• Godtgørelse for varmeforbrug i miljøanlæg: Retten fastslog, at varmesidens andel af egetforbrug af varme i miljøanlægget måtte anses for anvendt direkte til fremstilling af varme. Derfor kunne der ikke godkendes godtgørelse herfor i medfør af Kulafgiftsloven § 8, stk. 1, jf. Kulafgiftsloven § 8, stk. 3, som udelukker tilbagebetaling for varme, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af varme, der leveres fra virksomheden. Dette understøttes af SKM2010.705.ØLR.

• Forældelse: Spørgsmålet om forældelse blev ikke behandlet særskilt, da Landsskatteretten fandt, at der ikke var hjemmel til tilbagebetaling på de materielle grundlag.