Landsskatteretten: Skattepligt og befordringsfradrag for polsk statsborger med arbejde i Danmark og familie i Polen

Klageren selvangav betydeligt højere fradrag for kørsel mellem Danmark og Polen, henholdsvis 55.296 kr. (2016), 106.465 kr. (2017) og 101.409 kr. (2018).

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at klageren som udgangspunkt er fuldt skattepligtig til Danmark, jf. Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1, da klageren har haft en bolig til rådighed i Danmark siden 2008. Det forhold, at klageren tidligere har været registreret som begrænset skattepligtig og grænsegænger, er ikke til hinder for, at Skattestyrelsen kan ændre dette inden for fristerne for skatteansættelse.

Skattepligt – dobbeltdomicil

Da klageren har bolig til rådighed i både Danmark og Polen, foreligger der en dobbeltdomicilsituation, som er omfattet af Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen artikel 4, stk. 2. Landsskatteretten vurderede først, om klagerens skattemæssige hjemsted kunne afgøres efter kriteriet om midtpunkt for livsinteresser, jf. artikel 4, stk. 2, litra a.

Klageren har stærke økonomiske forbindelser til Danmark (arbejde siden 2008, tilmelding til folkeregisteret) og stærke personlige interesser i Polen (ægtefælle og børn, regelmæssige hjemrejser). Da de væsentligste økonomiske forbindelser er i Danmark og de væsentligste personlige forbindelser er i Polen, kunne det ikke afgøres, i hvilken stat klageren har midtpunkt for sine livsinteresser.

Herefter skulle det skattemæssige hjemsted afgøres efter kriteriet om sædvanligt ophold, jf. artikel 4, stk. 2, litra b. Landsskatteretten lagde vægt på, at klageren har et fuldtidsjob i Danmark og som minimum har opholdt sig i Danmark i følgende dage:

Antallet af dage, som klageren har markeret som opholdsdage i Polen på de fremlagte kalendere, overstiger ikke antallet af dage, klageren som minimum har opholdt sig i Danmark. De fremlagte kontoudtog kunne ikke føre til et andet resultat, da de polske køb var foretaget på dage, klageren allerede havde markeret som opholdsdage i Polen. Det blev ikke sandsynliggjort, at klageren har opholdt sig mere i Polen end i Danmark.

Landsskatteretten fandt derfor, at klageren efter Dobbeltbeskatningsoverenskomsten artikel 4, stk. 2, litra b, er hjemmehørende i Danmark, da det er den stat, hvor klageren sædvanligvis har ophold. Som følge heraf kan klageren ikke beskattes efter grænsegængerreglerne i Kildeskatteloven §§ 5 A-D.

Befordringsfradrag

I relation til fradrag for udgifter til befordring efter Ligningsloven § 9 C fandt Landsskatteretten, at klagerens sædvanlige bopæl er i Danmark. Dette blev begrundet med klagerens stærke økonomiske forbindelser til Danmark (indtægtsgivende arbejde, fast bolig, tilmelding til folkeregisteret). Klagerens kørsel mellem Danmark og Polen blev derfor anset som en privat udgift, der ikke berettiger til befordringsfradrag.

Skattestyrelsens godkendte befordringsfradrag for kørsel mellem klagerens bopæl i Danmark og arbejdsplads blev fastholdt for 2016. For indkomstårene 2017 og 2018 ændrede Landsskatteretten Skattestyrelsens afgørelse, da klageren havde 167 arbejdsdage i stedet for de af Skattestyrelsen beregnede 166 arbejdsdage. Dette resulterede i følgende godkendte fradrag:

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse for indkomstår 2016 og ændrede afgørelsen for indkomstårene 2017-2018 i overensstemmelse hermed.

Som følge heraf blev hans sædvanlige bopæl i henhold til Ligningsloven § 9 C anset for at være i Danmark. Rejserne til Polen blev betragtet som private udgifter, og han var derfor ikke berettiget til befordringsfradrag. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.