Befordringsfradrag nægtet: Polsk arbejders skattemæssige hjemsted var i Danmark

Sagen omhandler en polsk statsborger, der arbejdede i Danmark og havde bopæl i både Danmark og Polen, hvor hans ægtefælle boede. Klageren søgte om befordringsfradrag for rejser mellem Danmark og Polen for indkomstårene 2016-2018, idet han anså sig selv for at være grænsegænger med skattemæssigt hjemsted i Polen.

Skattestyrelsen afviste anmodningen og fandt, at klageren var fuldt skattepligtig og skattemæssigt hjemmehørende i Danmark. Dette skabte en dobbeltdomicilsituation, som skulle afgøres efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen. Da klagerens økonomiske interesser var i Danmark (fast arbejde siden 2008) og hans personlige interesser i Polen (familie), kunne midtpunktet for hans livsinteresser ikke entydigt fastlægges. Afgørelsen blev derfor truffet på baggrund af, hvor han sædvanligvis opholdt sig. Baseret på antallet af arbejdsdage i Danmark konkluderede Skattestyrelsen, at han tilbragte mere tid i Danmark end i Polen.

Landsskatteretten stadfæstede afgørelsen. Retten bekræftede, at klageren var fuldt skattepligtig til Danmark, jf. Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1, og at hans skattemæssige hjemsted var i Danmark baseret på sædvanligt ophold. Som følge heraf blev hans bopæl i Danmark anset for at være hans "sædvanlige bopæl" i henhold til Ligningsloven § 9 C. Rejserne til Polen blev betragtet som private, og befordringsfradrag blev derfor nægtet.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at klageren var fuldt skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2016, 2017 og 2018, da han siden 2008 har haft en helårsbolig til rådighed i landet og har taget ophold der i forbindelse med sit arbejde, jf. Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1. Boligens specifikke karakter blev ikke tillagt vægt.

Dobbeltdomicil og skattemæssigt hjemsted

Da klageren også havde bolig til rådighed i Polen, hvor hans ægtefælle boede, og var skattepligtig dér, opstod en dobbeltdomicilsituation. Afgørelsen af det skattemæssige hjemsted skulle derfor ske efter artikel 4, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen. Reglerne er som følger:

Retten vurderede, at klageren havde stærke økonomiske forbindelser til Danmark grundet sit langvarige ansættelsesforhold og folkeregisteradresse, mens hans personlige forbindelser (ægtefælle) var i Polen. Da det ikke var muligt at afgøre, hvor han havde midtpunkt for sine livsinteresser, gik retten videre til næste kriterium.

Sædvanligt ophold

Retten fandt, at klageren måtte anses for at have sit sædvanlige ophold i Danmark, da han opholdt sig flere dage i Danmark end i Polen. Dette blev underbygget af arbejdsgiverens indberettede arbejdstimer og arbejdsdage (f.eks. 214 dage i 2016). Klagerens egen dokumentation for ophold i Polen blev anset for utilstrækkelig og inkonsistent. Klageren blev derfor anset for skattemæssigt hjemmehørende i Danmark.

Befordringsfradrag

I henhold til Ligningsloven § 9 C gives befordringsfradrag for transport mellem den sædvanlige bopæl og arbejdspladsen. Retten fastslog, at klagerens sædvanlige bopæl i relation til denne bestemmelse var hans adresse i Danmark. Dette skyldtes, at han var folkeregistreret i Danmark, opholdt sig der i forbindelse med sit arbejde og tilbragte størstedelen af sin tid der.

Kørsel til og fra Polen blev derfor anset for en privat udgift i forbindelse med familiebesøg, som ikke var fradragsberettiget.

Landsskatteretten stadfæstede på denne baggrund Skattestyrelsens afgørelse.