Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Dokumenttype
Emner
Underemner
Eksterne links
Sagen omhandler en kunstners skattemæssige kvalifikation af indkomst for indkomståret 2017, hvor Skattestyrelsen havde anset indtægterne for honorarindkomst, mens klageren mente at drive selvstændig erhvervsvirksomhed. Dette havde betydning for anvendelsen af virksomhedsskatteordningen og fradragsretten for visse udgifter. Klageren, der driver virksomheden [virksomhed1] som selvstændig udøvende scenekunstner, filminstruktør, foredragsholder, indlæser af lydbøger, sangerinde og musiker, havde i 2017 en omsætning på ca. 200.000 kr. fra omkring 20 forskellige hvervgivere, udover A- og B-indkomst.
Skattestyrelsen argumenterede for, at klageren primært modtog forudbestemte honorarer for personlig arbejdsydelse, ikke bar en selvstændig økonomisk risiko ved aflysninger eller underskud, og at udgifterne ikke var atypiske for lønmodtagerforhold. Skattestyrelsen henviste til TfS 1997, 541 og TfS 1997, 562, der understregede manglende økonomisk risiko som afgørende.
Klageren fastholdt, at hun drev selvstændig virksomhed, idet hun havde flere hvervgivere, selv afholdt betydelige driftsudgifter, bar økonomisk risiko (f.eks. ved opsætning af koncerter og teaterstykker, hvor hun var arrangør og ansvarlig for underskud), og havde tegnet en erhvervsansvarsforsikring. Klageren henviste til SKM2019.284.LSR, hvor en pianist med mange hvervgivere og betydelige udgifter blev anerkendt som selvstændig erhvervsdrivende.
Udover hovedspørgsmålet om indkomstkvalifikation var der uenighed om fradrag for udgifter til rens af tøj (1.870 kr.), biograf- og teaterbilletter (1.000 kr. skønsmæssigt) og hotelophold (1.625 kr.). Skattestyrelsen anså disse for private udgifter uden direkte tilknytning til indkomsterhvervelsen, med henvisning til Statsskatteloven § 6, stk. 2 og Ligningsloven § 30a. Klageren argumenterede for, at tøjrens vedrørte kostumer, hotelophold var erhvervsmæssigt i forbindelse med en opgave, og billetter/bøger gav inspiration til hendes arbejde.
Landsskatteretten fandt, efter en konkret vurdering, at klagerens virksomhed skulle anses for selvstændig erhvervsdrivende for de indtægter, der var medregnet i virksomheden. Retten lagde vægt på, at klageren havde ca. 20 hvervgivere og en omsætning på ca. 200.000 kr., samt omkostninger der oversteg, hvad der er normalt i lønmodtager/honorarforhold. Dette blev vurderet at udgøre fornøden intensitet og systematik, sammenholdt med den økonomiske risiko, som klageren bar. Retten henviste til SKM2019.284.LSR og TfS 1999.391LSR i sin begrundelse for at anse indkomsten som en af klagerens hovedindkomster. Som følge heraf kunne anvendes.
Landsskatteretten tog stilling til de omstridte udgifter i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1 og Statsskatteloven § 6, stk. 2:
Den talmæssige opgørelse i forbindelse med virksomhedsskatteordningen blev hjemvist til Skattestyrelsen for genberegning i overensstemmelse med Landsskatterettens afgørelse.
To ægtefæller fik medhold ved Retten i Horsens i, at deres ridecenter og stutteri blev drevet erhvervsmæssigt, hvilket åbner for fradrag for underskud.
Skatteministeriet
Skatteministeriet
Sagen omhandlede kvalifikationen af indkomst fra modelvirksomhed i indkomståret 2007 og den deraf følgende fradragsret for afholdte udgifter. Klageren havde drevet modelvirksomhed i Danmark og udlandet, og havde selvangivet både A- og B-indkomst. Klageren havde fratrukket betydelige udgifter, herunder rejse-, kost- og logiudgifter samt udgifter til præsentationsmateriale og visa.
Skatteankenævnet havde anset klageren for honorarmodtager, hverken lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende. Nævnet begrundede dette med, at klageren ikke var ansat af modelbureauet, selv afholdt udgifter, ikke modtog feriepenge og kunne stoppe når som helst. Samtidig fandt nævnet ikke, at klageren drev selvstændig virksomhed med rentabel drift for øje, idet klageren var garanteret honorar via en "tabskasse", aftaler i udlandet var formidlet via bureau, og der var et stort underskud i forhold til indtægterne. Nævnet anvendte et nettoindkomstprincip, hvor udgifter kun kunne fratrækkes i det enkelte honorar, hvilket medførte, at honorarindkomsten fra udlandet blev nedsat til 0 kr., mens den danske honorarindkomst blev ansat til 37.939 kr. Fradrag for hudpleje/kosmetik og revisorrådgivning blev nægtet.
”Der er absolut plads til forbedringer,” melder skatteminister Rasmus Stoklund. I 2023 betalte borgere med en uforudsigelig indkomst fire gange så meget i restskat som borgere med en almindelig indkomst.
Oversigt over de gældende satser og beløbsgrænser for 2025 og 2026 i ligningsloven.
Klagerens repræsentant fastholdt, at klageren var selvstændig erhvervsdrivende og havde ret til fradrag for alle dokumenterede udgifter for året, subsidiært efter et nettoindkomstprincip opgjort for hele året. Repræsentanten argumenterede for, at klageren opfyldte kravene til selvstændig virksomhed, herunder ved at afholde egne udgifter og påtage sig økonomisk risiko ved at rejse til castings uden garanteret arbejde. Det blev fremhævet, at modelbureauet i velkomstskrivelsen selv angav modeller som selvstændige, og at tilbageholdelse af A-skat var en serviceordning. Klageren henviste til Statsskatteloven § 4 og Statsskatteloven § 6 for fradrag af driftsomkostninger for et helt år, i modsætning til Ligningsloven § 9, der gælder for lønmodtagere. Specifikke fradrag for visa/opholdstilladelse, præsentationsmateriale, hotelomkostninger i Frankrig og yderligere telefonudgifter i USA blev krævet godkendt, da de var nødvendige for indkomsterhvervelsen.
Sagen omhandler en klager, der driver enkeltmandsvirksomheden [virksomhed1], registreret under branchekode 620200 (Konsu...
Læs mereSagen omhandlede en skuespillers fradrag for befordring og rejseudgifter i indkomståret 2007. Klageren havde selvangivet...
Læs mere