Manglende fradrag for udgifter da selskabet ikke var rette indkomstmodtager af honorarer fra sygehuse

Sagen omhandlede et selskabs ret til fradrag for afholdte udgifter i indkomstårene 2010, 2011 og 2012. SKAT havde ikke godkendt fradrag for udgifterne, da de anså selskabets hovedanpartshaver for at være rette indkomstmodtager af de honorarer, som selskabet havde modtaget fra sygehuse.

SKATs afgørelse fra 2009 fastslog, at selskabet ikke drev selvstændig økonomisk virksomhed, og at honorarer modtaget af selskabet skulle beskattes som løn hos hovedanpartshaveren, jf. Kildeskatteloven § 43. Selskabet blev afmeldt momsregistrering pr. 31. december 2009, da SKAT mente, det ikke drev momspligtig virksomhed, jf. Momsloven § 4, stk. 1. Efter denne dato havde selskabet ingen aktivitet.

SKAT argumenterede for, at udgifterne afholdt af selskabet efter den 31. december 2009 ikke kunne fradrages, da de ikke vedrørte selskabets indtægtserhvervelse. De resterende udgifter blev anset for maskeret udbytte udloddet til hovedanpartshaveren, jf. Ligningsloven § 16a. SKAT fremhævede, at arbejdsindsatsen var direkte forbundet med hovedanpartshaverens kvalifikationer, at selskabet ingen ansatte havde udover hovedanpartshaveren, og at der ikke var dokumentation for drift af vikarbureau.

Klagerens argumenter

Klagerens repræsentant nedlagde påstand om, at der skulle godkendes fradrag for de afholdte udgifter. Repræsentanten anførte, at selskabet var rette indkomstmodtager af honorarerne, og dermed også rette omkostningsbærer. Argumentationen byggede på en række kriterier for selvstændig erhvervsvirksomhed, som beskrevet i cirkulære nr. 129 af 4/7 1994 om personskatteloven, og domspraksis som TfS 1998.485 H.

Repræsentanten fremhævede følgende punkter, der talte for, at der var tale om selvstændig virksomhed og ikke et lønmodtagerforhold:

• Hvervgiverne havde ikke almindelig adgang til at fastsætte instrukser for arbejdets udførelse.
• Der var ikke indgået aftale om løbende arbejdsydelse, og opgaverne blev ikke udført inden for en arbejdstid fastsat af hvervgiverne.
• Der var intet opsigelsesvarsel, og vederlaget var ikke beregnet som i et almindeligt tjenesteforhold eller udbetalt periodisk.
• Der fandtes intet ansættelsesbrev.
• Hovedanpartshaveren skulle selv medbringe forskellige instrumenter til arbejdets udførelse.
• Hovedanpartshaveren var ikke anset for lønmodtager i relation til ferieloven, og feriepenge var alene en del af timehonoraret.
• Hvervgivernes forpligtelse over for selskabet var begrænset til det enkelte ordreforhold, og hovedanpartshaveren var ikke begrænset i sin adgang til at udføre arbejde for andre.
• Selskabet bar den økonomiske risiko for arbejdets udførelse, svarende til vikarbureauer.
• Der var tegnet en lægeforsikringsaftale for erhverv, hvilket ville være unødvendigt i et ansættelsesforhold.
• Der var ingen kompensation for sygefravær, og udbetalingerne var ikke pensionsberettigede.

Klageren mente derfor, at selskabet var rette indkomstmodtager, og at udgifterne var fradragsberettigede for selskabet. Alternativt, hvis hovedanpartshaveren blev beskattet af honorarerne, skulle der gives fradrag i den personlige indkomst for de udgifter, som SKAT anså for maskeret udlodning.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at selskabets hovedanpartshaver var rette indkomstmodtager af honorarerne fra sygehusene. Da selskabets indtægter udelukkende bestod af disse honorarer, og da honorarerne blev anset for at tilhøre hovedanpartshaveren personligt, vedrørte de af selskabet afholdte udgifter ikke selskabets egen indkomsterhvervelse.

Landsskatteretten stadfæstede derfor SKATs afgørelse om, at der ikke kunne godkendes fradrag for udgifterne i selskabet i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.