Manglende fradrag for udgifter da selskabet ikke var rette indkomstmodtager af honorarer fra sygehuse

Klageren mente derfor, at selskabet var rette indkomstmodtager, og at udgifterne var fradragsberettigede for selskabet. Alternativt, hvis hovedanpartshaveren blev beskattet af honorarerne, skulle der gives fradrag i den personlige indkomst for de udgifter, som SKAT anså for maskeret udlodning.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at selskabets hovedanpartshaver var rette indkomstmodtager af honorarerne fra sygehusene. Da selskabets indtægter udelukkende bestod af disse honorarer, og da honorarerne blev anset for at tilhøre hovedanpartshaveren personligt, vedrørte de af selskabet afholdte udgifter ikke selskabets egen indkomsterhvervelse.

Landsskatteretten stadfæstede derfor SKATs afgørelse om, at der ikke kunne godkendes fradrag for udgifterne i selskabet i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

Klagerens virksomhed havde en omsætning på 848.707 kr. i 2010, 618.615 kr. i 2011 og 662.140 kr. i 2012. Virksomheden afholdt udgifter til varekøb, fremmed arbejde, hjælpematerialer, håndværktøj, administration, forsikringer og autodrift. Virksomheden ejede driftsmateriel og inventar. SKATs opgørelser over fakturerede beløb viste varierende timeantal måned for måned.

[virksomhed1] A/S havde ingen ansatte, men benyttede sig af underentreprenører, herunder klagerens virksomhed og de øvrige aktionærers selskaber/virksomheder, samt eksterne underentreprenører. Der forelå ingen ansættelseskontrakt mellem klageren og [virksomhed1] A/S, og entrepriseaftaler blev indgået mundtligt.

Det var aftalt, at fakturaer skulle være [virksomhed1] A/S i hænde senest den 25. i hver måned, med udbetaling den efterfølgende måned. [virksomhed1] A/S havde samhandelsaftaler med byggeforhandlere, hvilket ofte betød, at [virksomhed1] A/S leverede materialerne til underentrepriserne. Klageren og de øvrige aktionærer havde kautioneret for [virksomhed1] A/S's tilgodehavender hos leverandører.

Ejeraftalen for [virksomhed1] A/S indeholdt en konkurrenceklausul, der forbød aktionærerne at drive direkte konkurrerende virksomhed (totalentrepriser), men tillod sideløbende ordrer. Klagerens virksomhed havde da også udført arbejde for andre kunder, f.eks. [virksomhed20] ApS. Aktionærerne kunne ansætte medarbejdere i egne virksomheder til at udføre arbejdsopgaver for [virksomhed1] A/S.

Klagerens virksomhed afholdt selv udgifter til erhvervsansvarsforsikring og arbejdsskadeforsikring. [virksomhed1] A/S krævede dokumentation for, at underentreprenørerne selv havde erhvervsansvarsforsikring.

SKATs begrundelse for afgørelsen

SKAT anså klageren som lønmodtager med henvisning til en række punkter, herunder:

• Kunden (virksomhed1 A/S) købte ca. 37 timers personlig arbejdskraft om ugen, og vederlaget bestod primært af betaling for personlig arbejdsydelse.
• Der var overvejende kun én hvervgiver ([virksomhed1] A/S).
• Der var ingen skriftlig kontrakt, men løbende arbejdsydelser baseret på en fast timeløn (400 kr./time).
• Vederlaget blev udbetalt periodisk i begyndelsen af hver måned.
• [virksomhed1] A/S stillede materialer og værktøj til rådighed og refunderede øvrige udlæg (f.eks. diesel).
• Vederlaget var i overvejende grad nettoindkomst.
• Udgifter til erhvervet blev afholdt af [virksomhed1] A/S, ikke klagerens virksomhed.
• Instruktionsbeføjelserne lå hos [virksomhed1] A/S.

SKAT henviste til retspraksis, herunder SKM2012.466.VLR og SKM2002.154.HR, for at understøtte, at indkomst fra personligt arbejde i tjenesteforhold skal beskattes hos den person, der har udført arbejdet, uanset kontraktforholdet med et selskab.

Klagerens argumenter

Klageren gjorde gældende, at [virksomhed2]/[virksomhed3] var rette indkomstmodtager, da der ikke var grundlag for at anse klageren som lønmodtager i [virksomhed1] A/S. Klageren anførte, at virksomheden opfyldte kriterierne for selvstændig erhvervsvirksomhed, som beskrevet i [Cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 til personskatteloven, afsnit 3.1.1]. Argumenterne inkluderede:

• Ret til at instruere, føre tilsyn og kontrollere: Klagerens virksomhed tilrettelagde selv arbejdet, og ledelsen i [virksomhed1] A/S bestod af aktionærer med forskellige kvalifikationer, der ikke kunne instruere hinanden i alle fagområder.
• Indgåelse af underentrepriser: Forholdet var baseret på enkelte ordreforhold, ikke en løbende arbejdsydelse. Ejeraftalen var en hensigtserklæring, ikke en garanti for arbejde. [virksomhed1] A/S benyttede også eksterne underentreprenører og vikarer, hvilket viste fleksibilitet og manglende forpligtelse over for aktionærerne.
• Inter partes forpligtelser: Klageren var ikke garanteret et bestemt timeantal, og timetallet varierede markant. Klageren modtog ikke løn under sygdom eller ferie og var ikke omfattet af ansættelsesretlig lovgivning (f.eks. ATP, barsel.dk).
• Hvervgivere: Klagerens virksomhed havde fri adgang til at udføre arbejde for andre kunder, hvilket også skete i praksis, på trods af konkurrenceklausulen, der kun forbød totalentrepriser.
• Løbende fakturering: Månedlig fakturering var en procedure for alle underentreprenører, ikke kun aktionærerne, og var forretningsmæssigt begrundet i [virksomhed1] A/S's ønske om omkostningskontrol. Klagerens virksomhed var momsregistreret og fakturerede med moms.
• Afholdelse af udgifter: Klagerens virksomhed afholdt betydelige kapacitetsomkostninger (personale, administration, leasing, varebiler, revisor, kontorhold). Selvom [virksomhed1] A/S købte materialer, bar aktionærerne den økonomiske risiko via kautioner. Klagerens løn fra egen virksomhed var betydeligt lavere end den fakturerede timepris til [virksomhed1] A/S, hvilket understøttede afholdelse af egne omkostninger.
• Risiko: Klagerens virksomhed bar den økonomiske risiko for det udførte arbejde, herunder udbedring af mangler for egen regning. Klageren havde kautioneret for [virksomhed1] A/S's gæld, hvilket ikke er typisk for en lønmodtager. Virksomheden bar også risikoen for skader og ulykker og havde tegnet relevante forsikringer.
• Ansættelse af medhjælp: Klagerens virksomhed var frit stillet til at antage medhjælp til at udføre underentrepriserne, og det var ikke et krav, at klageren personligt udførte arbejdet.

Klageren fremhævede, at den valgte selskabsstruktur var forretningsmæssigt begrundet i at undgå tidligere fejl (konkurs af [virksomhed35] ApS, hvor ejerne var ansatte) og opnå fleksibilitet og omkostningskontrol.