Skønsmæssig momsforhøjelse på baggrund af bankindsætninger stadfæstet grundet manglende regnskab

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at virksomheden var afgiftspligtig efter Momsloven § 3, stk. 1, da den drev selvstændig økonomisk virksomhed og havde indtægter, der oversteg registreringsgrænsen på 50.000 kr. årligt.

Da virksomhedens indehaver ikke havde fremlagt et fyldestgørende regnskabsmateriale, som krævet i Momsloven § 55, var Skattestyrelsen berettiget til at fastsætte momstilsvaret skønsmæssigt i henhold til Opkrævningsloven § 5, stk. 2. Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsens skøn, baseret på bankindsætninger, var velbegrundet, da indehaveren ikke havde løftet bevisbyrden for, at indtægterne stammede fra momsfritagne eller allerede afgiftsberigtigede kilder.

Formalitet – Ekstraordinær genoptagelse

For afgiftsperioderne i 2015 og første halvdel af 2016 var den ordinære ansættelsesfrist i Skatteforvaltningsloven § 31, stk. 1 overskredet. Landsskatteretten fandt dog, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var opfyldt.

Retten vurderede, at virksomhedsindehaveren ved at have udeholdt betydelig omsætning og undladt at angive korrekt moms heraf, havde handlet mindst groft uagtsomt. Dette berettigede Skattestyrelsen til at foretage en ekstraordinær ansættelse efter Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 3.

Landsskatteretten bekræftede desuden, at reaktionsfristerne i Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 2 var overholdt:

• 6-månedersfristen: Skattestyrelsen modtog de sidste relevante oplysninger (kontoudtog) den 22. juli 2019 og varslede ændringen den 12. september 2019, hvilket var inden for fristen.
• 3-månedersfristen: Afgørelsen blev truffet den 14. januar 2020. Selvom dette var mere end tre måneder efter varslingen, skyldtes det en anmodning om fristforlængelse fra klagerens repræsentant, hvilket er i overensstemmelse med loven.

På baggrund af ovenstående stadfæstede Landsskatteretten Skattestyrelsens afgørelse fuldt ud.

Klageren nedlagde påstand om, at momstilsvaret skulle nedsættes til 0 kr. som selvangivet. Klageren anførte, at de indsatte kontante beløb stammede fra en mangeårig kontantopsparing, dels fra salg af en ejendom i 2004 (306.000 kr.), dels fra tilbagebetalte lån fra tidligere store kontanthævninger. Det blev fremhævet, at klageren i perioden 2004-2011 havde haft netto-kontanthævninger på over 2,8 mio. kr. og samlede kontanthævninger på over 3,2 mio. kr. Klageren forklarede, at en stor del af de 670.507,50 kr. – specifikt 600.000 kr. – blev indsat i juni 2012 for at købe et kolonihavehus, da ejendomsmægleren nægtede at modtage kontanter grundet hvidvaskningsreglerne. Klageren argumenterede, at det ikke virkede utroværdigt, at han skulle have 600.000 kr. kontant, og at pengene straks blev brugt til boligkøbet, hvilket understøttede forklaringen. Klageren henviste til, at SKAT ikke havde påvist en alternativ troværdig indkomstkilde og mente, at bevisbyrden lå hos SKAT, når en troværdig kilde til kontanterne (tidligere bankhævninger) var påvist. Klageren henviste til SKM2008.905.HRD som støtte for sit synspunkt.

SKATs begrundelse

SKAT fastholdt forhøjelsen med henvisning til, at klageren som momsregistreret virksomhed skulle føre et regnskab, der kunne danne grundlag for opgørelse og kontrol af afgiften, jf. Momsloven § 55 og momsbekendtgørelsens kapitel 13 samt bogføringsloven og årsregnskabsloven. Da der ikke var ført et kasseregnskab eller foretaget løbende registreringer, var SKAT berettiget til at fastsætte momstilsvaret skønsmæssigt, jf. Opkrævningsloven § 5, stk. 2. SKAT anførte, at klageren ikke havde dokumenteret eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at indsætningerne ikke vedrørte den momspligtige aktivitet. SKAT henviste desuden til SKM2017.537.SKAT vedrørende beregningen af momsen som 20 % af det samlede beløb af indsætningerne.