Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Dokumenttype
Resultat
Sted
Emner
Dokument
Parter
Tiltalte
T
Forsvarer: Gunnar Homann
Anklagemyndigheden
Anklagemyndigheden
Dommere
Julie Skat Rørdam
Sanne Kolmos
Inge de Neergaard
Relaterede love
Sagen omhandler Anklagemyndighedens kæremål mod en kendelse fra Retten i Helsingør, der havde ophævet en tidligere udvisningsbestemmelse af Domfældte med indrejseforbud for bestandig. Domfældte, der er født i 1980, havde oprindeligt fået en udvisningsdom af Østre Landsret den 10. marts 2010. Retten i Helsingør ophævede denne bestemmelse den 16. januar 2020 med henvisning til Udlændingeloven § 50 a, stk. 1 og stk. 2. Anklagemyndigheden kærede kendelsen med påstand om, at udvisningen skulle opretholdes, mens Domfældte påstod stadfæstelse af byrettens kendelse.
Udlændingestyrelsen afgav den 16. april 2020 en udtalelse om mulighederne for ambulant psykiatrisk behandling i Bosnien-Hercegovina, herunder medicinindtagelse, blodprøvekontrol og EKG-måling, samt adgangen hertil for personer uden egne midler. Oplysninger fra MedCOI, en EU-finansieret database, indikerede, at medicin som Clozapin og Sertralin er tilgængelig i Sarajevo, og at psykiatrisk behandling, herunder akut behandling, er mulig i Bosnien-Hercegovina. Dog blev der nævnt kapacitetsproblemer for akutfaciliteter. Offentlig sygesikring dækker også arbejdsløse.
Domfældte er fortsat indlagt på Psykiatrisk Center Sct. Hans på en åben afdeling og modtager behandling med Clozapin og Sertralin. Han får medicinen af personalet, men der er ingen kontrol med indtagelse ved udgang. Han får regelmæssige blodprøver og EKG. Han er tæt på udskrivning og har en lejlighed, der venter på ham. Han har boet i Danmark i 10 år, flygtede fra Bosnien-Hercegovina som barn, og har ingen familie eller netværk der. Han tilskriver sin tidligere kriminalitet fejlmedicinering og har siden korrekt behandling ikke forårsaget problemer. Han har haft opholdstilladelse i Danmark i medfør af Udlændingeloven § 7, men Udlændingestyrelsen har i december 2019 besluttet, at han kan udsendes, jf. Udlændingeloven § 49 a, jf. § 31. Sagen verserer nu i Flygtningenævnet, som afventer domstolenes afgørelse om udvisningens ophævelse.
Sagen drejer sig om, hvorvidt Domfældtes helbredsmæssige forhold afgørende taler imod en udsendelse, jf. Udlændingeloven § 50 a, stk. 2, jf. stk. 1. Forarbejderne til denne bestemmelse fastslår, at retten skal indhente lægefaglige erklæringer om udlændingens helbredstilstand, behandlingsforløb, behov for fortsat behandling, konsekvenser ved afbrydelse af behandling, og muligheder for behandling i hjemlandet. Der kan lægges vægt på risikoen for personfarlig kriminalitet ved afbrudt behandling, samt hvor lang tid der er forløbet siden den oprindelige udvisningsdom, og kriminalitetens karakter og grovhed.
Retten skal desuden vurdere, om udsendelsen vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, som forbyder umenneskelig eller nedværdigende behandling. Udsendelse vil dog kun rejse spørgsmål i forhold til artikel 3 i helt særlige tilfælde, hvor tvingende humanitære hensyn taler imod, jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis (Paposhvili mod Belgien, 2016).
Det fremgår af en udtalelse fra Udlændingestyrelsen af 16. april 2020, at Anklagemyndigheden har ønsket oplysninger om mulighederne for ambulant psykiatrisk behandling i Bosnien-Hercegovina, herunder medicinindtagelse, blodprøvekontrol og EKG-måling, samt adgangen hertil for personer uden egne midler.
Landsretten lægger til grund, at Domfældte i sin situation har reel mulighed for relevant psykiatrisk behandling ved en udsendelse til Bosnien-Hercegovina. Hans helbredsmæssige forhold taler derfor ikke afgørende imod, at udsendelse kan finde sted, jf. Udlændingeloven § 50 a, stk. 2, jf. stk. 1. Oplysninger om kapacitetsproblemer for akutfaciliteter ændrer ikke denne vurdering.
Landsretten ændrer på denne baggrund byrettens kendelse og opretholder bestemmelsen om udvisning af Domfældte i Østre Landsrets ankedom af 10. marts 2010. Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i Paposhvili-sagen fastlægger rammerne for alvorligt syge udlændinges ret til ophold og kan give grundlag for genoptagelse af visse sager.
Sagen omhandler spørgsmålet om ophævelse af en udvisningsdom, givet til en udenlandsk statsborger, der i 2009 blev fundet skyldig i dobbeltdrab, men frifundet for straf i medfør af Straffeloven § 16, stk. 1 på grund af sindssyge. Tiltalte (T) blev dømt til anbringelse i psykiatrisk afdeling (Straffeloven § 68) og udvist med indrejseforbud for bestandig.
I 2020 blev foranstaltningen ændret til dom til behandling med tilsyn (). Sagen blev behandlet i medfør af den ændrede , der tillader ophævelse af udvisningen, hvis udlændingens helbredsmæssige tilstand afgørende taler imod udsendelse.
En lægeklinik får ikke kritik for at stoppe en patients behandling med Wegovy, da patienten havde opnået et normalt BMI, og medicinen ikke er godkendt til behandling af endometriose.
Plejehjem får kritik for at give 10 gange for meget morfin i form af Oramorph-dråber. Det blev ikke kontrolleret tilstrækkeligt, at medicinen havde den korrekte styrke i forhold til ordinationen, før dråberne blev givet.
Retslægerådet og overlægeerklæringer bekræftede, at T lider af paranoid skizofreni, men er stabiliseret ved indtagelse af antipsykotisk medicin (Clozapin). Det blev dog fremhævet, at T for nylig havde været psykotisk og destabiliseret i forbindelse med ventetiden på Højesterets afgørelse, hvilket nødvendiggjorde en midlertidig indlæggelse på lukket afsnit.
Undersøgelserne viste en betydelig risiko for tilbagefald af skizofreni (sandsynlighed over 50 %), hvis T ophører med medicineringen. Retslægerådet vurderede, at ophør af behandling ville medføre:
Anklagemyndigheden kærede Landsrettens ophævelse og argumenterede for, at udvisningen skulle opretholdes. De henviste til Menneskerettighedsdomstolens dom i Savran-sagen, hvoraf det fremgår, at skizofreni i sig selv ikke er tilstrækkeligt til at aktivere EMRK Artikel 3. De hævdede, at der ikke var grundlag for at antage, at T ville blive udsat for en alvorlig, hurtig og uoprettelig forværring, og at den nødvendige behandling måtte antages at være tilgængelig i Irak.
Tiltalte krævede stadfæstelse af Landsrettens kendelse og anførte, at risikoen for intens lidelse opfyldte EMRK Artikel 3-tærsklen. Desuden var det uafklaret, om han i Irak ville have reel mulighed for at opnå den nødvendige, komplekse psykiatriske behandling og medicin, særligt da han ingen netværk havde i landet. Han påpegede også, at udvisning for bestandig stred mod EMRK Artikel 8, givet hans lange tilknytning til Danmark siden 1993.
Sagen omhandler to forbrugslån, som klageren optog hos SparXpress (en filial af Spar Nord Bank) i henholdsvis 2018 og 20...
Læs mere
Sagen omhandlede spørgsmålet om, hvorvidt en 39-årig eritreisk statsborger (T), der var fundet straffri for vold og trus...
Læs mereLov om ændring af udlændingeloven, danskuddannelsesloven m.fl. (Indskrænkning af retten til at drive virksomhed, hurtig jobstart for kandidater, prøvelse af udvisning, afskaffelse af klippekort, ophævelse af greencard-forlængelse og optimering af Startup Denmark m.v.)
Afslag på opholdstilladelse til irakisk statsborger trods alvorlig psykisk sygdom og herboende familie
