Faglig voldgift om Beregningsudvalgets beføjelser og kravet om fast rutegrundbeløb i Budoverenskomsten

• Klager argumenterede: Det er et klart brud på overenskomsten, hvis samme styktal af aviser kan give forskellige beløb (variabelt tidsforbrug). Lønsystemet skal have et fast udgangspunkt for at sikre buddenes kontrolmulighed.
• Indklagede argumenterede: Budoverenskomstens § 4, stk. 1, kræver, at tidsforbruget fastsættes ud fra antal aviser og rutens beskaffenhed (afstande, nøgler, bebyggelsesstruktur). Da tidsforbruget skal afspejle den reelle gennemsnitstid, er der intet til hinder for, at rutegrundbeløbet varierer, så længe variationerne skyldes faktorer af betydning for tidsforbruget, ud over blot styktallet.

Arbejdsrettens opmand, fhv. højesteretspræsident Børge Dahl, frifandt de indklagede, Danske Mediers Arbejdsgiverforening for Komdis A/S, i det hele.

Rettens begrundelse

Ad Påstand 1.A og 1.B (Beregningsudvalgets beføjelser):

Opmanden fandt ikke hjemmel i Budoverenskomstens § 4, stk. 2, for, at ét medlem af Beregningsudvalget kan forlange oplysninger fra virksomheden. Da BU er et paritetisk tomandsudvalg, har de to medlemmers stemmer samme vægt. Derfor kan oplysninger kun afkræves af Beregningsudvalget som sådant (dvs. et enigt udvalg).

"Det følger heraf, at der ikke i Budoverenskomstens § 4, stk. 2, 3. afsnit, er hjemmel til, at ét medlem af Beregningsudvalget kan forlange, at virksomheden skal efterkomme anmodninger om oplysninger til brug for Beregningsudvalgets kontrol af det af virksomheden fastsatte tidsforbrug."

Derudover blev påstand 1.B afvist, da Beregningsudvalget ifølge overenskomsten kun har én opgave: at kontrollere, om det af virksomheden fastsatte tidsforbrug er i overensstemmelse med den reelle gennemsnitstid for ruten. BU har ikke fået tillagt kompetence til at kontrollere eventuel efterbetaling og tilretning af tid, hvilket anses for et organisationsanliggende efter BU's beslutning.

Ad Påstand 2 (Fast rutegrundbeløb):

Opmanden afviste påstanden om, at rutegrundbeløbet skal være det samme ved samme styktal. Overenskomstens § 4, stk. 1, kræver, at tidsforbruget fastsættes på baggrund af:

• Antal aviser og magasiner (stk.-antal).
• Rutens beskaffenhed (afstande, fysiske forhold, nøgler, bebyggelsesstruktur).

Da formålet er at fastsætte tiden korrekt (svarende til den reelle gennemsnitstid), er der intet i overenskomsten, der forhindrer, at rutegrundbeløbet varierer baseret på andre faktorer end blot antallet af enheder, forudsat disse faktorer er af betydning for tidsforbruget. Virksomhedens system, som indregner faktorer som stedpris og leveringspris for at afspejle tidsforbruget, blev derfor fundet foreneligt med overenskomsten.

Kendelsens konsekvens

• Indklagede (DMA/Komdis) frifindes i det hele.
• Hver part bærer egne omkostninger ved sagens behandling og halvdelen af udgiften til opmand.

Kernen i sagen er uenighed om udbetalingen af et specifikt kvalifikationstillæg. Efter syv års beskæftigelse inden for faget udløser overenskomsten et tillæg på seks løntrin. Kommunen valgte at udbetale dette tillæg i forhold til klagerens faktiske arbejdstid på 17 timer, fremfor at udbetale det fulde beløb svarende til en fuldtidsstilling på 37 timer.

Parternes påstande og argumenter

Klageren, støttet af sin faglige organisation, gjorde gældende, at den proportionale nedsættelse af tillægget udgjorde forskelsbehandling på grund af handicap. Hun argumenterede for, at hun som fleksjobansat følger den kollektive overenskomst, og at hendes kolleger, der er ansat på ordinære vilkår på fuld tid, modtager det fulde tillæg. Klageren henviste desuden til udtalelser fra den daværende beskæftigelsesminister om, at fleksjobansatte skal have krav på lønstigninger og tillæg på lige fod med ordinært ansatte.

Indklagede kommune anførte derimod:

• At lønnen fastsættes efter rammeaftalen om det sociale kapitel.
• At det er fast praksis at udbetale tillæg i forhold til den aktuelle beskæftigelsesgrad.
• At der ikke findes en eksplicit forpligtelse i overenskomsten til at yde fuldt tillæg til medarbejdere på nedsat tid.

Juridiske spørgsmål

Sagen rejste spørgsmålet om, hvorvidt det i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2 udgør direkte eller indirekte forskelsbehandling at anvende et proportionalitetsprincip for løntillæg, når nedsættelsen af arbejdstiden skyldes et handicap.