Afgørelse om klage over Vallensbæk Kommunes lokalplan nr. 107, Vallensbæk Stationstorv Syd

Kommunens bemærkninger

Kommunen anførte, at Økonomiudvalget i januar 2019 igangsatte udarbejdelsen af et nyt plangrundlag for den nordlige del af Vallensbæk Stationstorv for at sikre overensstemmelse med kommunens udviklingsstrategi fra 2018. Kommunen understregede, at denne beslutning ikke fjernede byggeretten i den nordlige del, og at der endnu ikke var taget stilling til placeringen af de resterende byggeretter. Kommunen fandt ikke, at lighedsgrundsætningen var tilsidesat, da de to boligprojekter ikke var sammenlignelige. Dette skyldtes, at de lå i hver sit lokalplanområde, og at lokalplan nr. 107 var mere regulerende end lokalplan nr. 81.1. Desuden lå klagerens byggemuligheder meget centralt i bymidten, mens byggemuligheden efter lokalplan nr. 107 lå i kanten af bymidten.

Planklagenævnet kan ikke give medhold i klagen over Vallensbæk Kommunes endelige vedtagelse af lokalplan nr. 107, Vallensbæk Stationstorv Syd. Nævnet har kompetence til at tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3, herunder om planen er begrundet i planlægningsmæssige hensyn, og om kommunen har overholdt almindelige forvaltningsretlige principper som lighedsgrundsætningen. Uenighed i planers indhold eller hensigtsmæssighed er derimod ikke et retligt spørgsmål, der kan efterprøves. Nævnet bemærkede desuden, at det ikke i denne sag kunne tage stilling til klagerens anbringender vedrørende berettigede forventninger i forhold til byggemulighederne på det areal, som er omfattet af lokalplan nr. 81.1; en eventuel afgørelse herom ville kunne påklages særskilt.

Saglig, planlægningsmæssig begrundelse

Planklagenævnet vurderede, at en kommune til enhver tid kan beslutte at udarbejde en lokalplan, når det findes planlægningsmæssigt relevant, jf. Planloven § 13, stk. 1. En lokalplan skal indeholde oplysninger om planens formål og retsvirkninger, og formålet skal fastlægge den planlægningsmæssige begrundelse, jf. Planloven § 15, stk. 1. Nævnet fandt, at formålet med lokalplan nr. 107, som beskrevet i lokalplanens § 1 og redegørelse (f.eks. anvendelse til centerformål og etageboliger samt mulighed for tilbygning med 67 boliger), var baseret på saglige, planlægningsmæssige hensyn. Klagepunktet herom blev derfor ikke imødekommet.

Lighedsgrundsætningen

Planklagenævnet fastslog, at lighedsgrundsætningen indebærer, at sager om forhold, der i det væsentlige er ens, som udgangspunkt skal have samme resultat, og at kommunen ikke må udøve usaglig forskelsbehandling. Lighedsgrundsætningen er dog ikke til hinder for, at kommunen i sin planlægning beslutter at udlægge et bestemt område til bestemte formål, eller at den frit kan beslutte at tilvejebringe en lokalplan. Kommunen er således ikke afskåret fra at vedtage planer, der giver mulighed for f.eks. boligbyggeri, som ikke er muligt i andre områder i kommunen. På baggrund heraf kunne Planklagenævnet ikke give medhold i klagepunktet vedrørende tilsidesættelse af lighedsgrundsætningen.

Afgørelse og gebyr

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har afvist at behandle sagen, klagen ikke er tilbagekaldt, og nævnet ikke har givet klageren medhold eller ændret den påklagede afgørelse. Afgørelsen vedrørende klagegebyret kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.

Den vedtagne lokalplan og klagepunkter

Lokalplan nr. 318 fastsatte i § 6.1 et differentieret krav til parkeringspladser: ½ parkeringsplads pr. bolig for boliger op til 40 m² og 1 parkeringsplads pr. bolig for boliger over 40 m². Dette resulterede i et krav om i alt ni parkeringspladser, hvilket ifølge lokalplanens redegørelse var mindre end de 18 pladser, der ville kræves efter kommuneplanens generelle ramme. Kommunen begrundede det lavere krav med boligernes størrelse, forventede målgruppe (unge under uddannelse) og den centrale beliggenhed.

Klagerne anførte, at:

• Bebyggelsesprocenten på 125 % overskred den oprindelige ramme for området.
• De planlagte parkeringspladser ikke var i overensstemmelse med kommuneplanens krav, og at der allerede var for få parkeringspladser ved det eksisterende byggeri.
• Der ikke var sket partshøring af berørte naboer.
• Lokalplanen medførte ulige behandling i forhold til lighedsgrundsætningen, da en anden grundejer tidligere havde fået afslag på frasalg af grund på grund af overskridelse af bebyggelsesprocenten.