Planklagenævnets afgørelse om afslag på genoptagelse af sag vedrørende lokalplan for sommerhusområde

Planklagenævnet har behandlet en anmodning om genoptagelse af en tidligere afgørelse vedrørende Odder Kommunes endelige vedtagelse af lokalplan nr. 3033, Sommerhus på [vejnavn1] ved Rude Strand. Lokalplanen blev oprindeligt vedtaget den 24. april 2017.

Oprindelig klage og nævnets afgørelse

En klager indbragte den 30. maj 2017 en klage over lokalplanen. Klageren anførte, at lokalplanens bestemmelser om bebyggelse manglede planlægningsmæssig og saglig begrundelse, at den primære årsag til vedtagelsen var at undgå et erstatningskrav efter Planloven § 48, og at adgangen til stranden manglede planlægningsmæssig begrundelse.

Planklagenævnet afgjorde den 5. september 2019, at der ikke var grundlag for at give medhold i klagen. Nævnet fandt ikke, at kommunen alene havde lagt vægt på at undgå et økonomisk krav. Nævnet fremhævede, at kommunalbestyrelsen har en umiddelbar ret til at tilvejebringe en lokalplan, når det er planlægningsmæssigt relevant, jf. Planloven § 13, stk. 1. Lokalplanens formål om at muliggøre opførelse af et sommerhus og sikre offentlig adgang til stranden blev anset for saglige og planlægningsmæssigt relevante begrundelser. Selvom ønsket om at undgå et erstatningskrav efter Planloven § 48 havde indgået som et hensyn ved igangsætning af planlægningen, fandt nævnet ikke, at det var den eneste årsag til den endelige vedtagelse. Nævnet bemærkede desuden, at kommunen ikke er forhindret i at vælge en mindre indgribende planlægning, selvom en mere indgribende planlægning eventuelt kunne medføre et krav efter Planloven § 48.

Anmodning om genoptagelse

Den 10. september 2019 anmodede klageren om genoptagelse af sagen med henvisning til "fejlagtig dokumentation". Klageren argumenterede for en direkte forbindelse mellem økonomiudvalgets beslutning i 2015 om at igangsætte lokalplanen (begrundet i at undgå erstatningskrav) og byrådets endelige vedtagelse i 2017. Klageren henviste til referater fra forskellige udvalgs- og byrådsmøder samt en videooptagelse af byrådsmødet den 24. april 2017, som ifølge klageren underbyggede, at økonomiske hensyn var de primære. Klageren anførte, at der ikke fremkom nye planmæssige begrundelser for at gennemføre lokalplanen.

Klageren rejste også spørgsmål om kommunens mulighed for at vælge mindre indgribende planlægning på tværs af delområder og anførte, at ejendommen oprindeligt var udlagt som opholdsareal. Desuden bemærkede klageren, at ejeren af ejendommen ikke havde indsendt indsigelser, og at det var usikkert, om kommunen ville pådrage sig et erstatningsansvar, hvilket burde prøves ved domstolene.

Ejerne af ejendommen afviste klagerens påstande og anførte, at de begrundelser, der blev givet for at stemme for lokalplanen, var saglige og planlægningsmæssige.

Planklagenævnet har afslået anmodningen om at genoptage sagen, og nævnets oprindelige afgørelse af 5. september 2019 står således ved magt.

Nævnets vurdering af genoptagelsesanmodningen

Planklagenævnet har pligt til at genoptage en sag, hvis der foreligger nye faktiske oplysninger af væsentlig betydning, væsentlige sagsbehandlingsfejl, eller væsentlige nye retlige forhold. Nævnet er derimod ikke forpligtet til at genoptage en sag alene på grund af uenighed i nævnets fortolkning eller praksis, eller hvis der fremføres nye klagepunkter, som ikke tidligere er gjort gældende.

Nævnet fandt ikke, at klagerens anmodning indeholdt nye væsentlige oplysninger eller oplysninger om væsentlige sagsbehandlingsfejl, der kunne forpligte nævnet til at genoptage sagen. Hverken de fremlagte referater fra udvalgsmøder eller videomaterialet fra byrådsmødet blev anset for at indeholde nye oplysninger af så væsentlig betydning, at det ville have ændret sagens udfald.

Nævnet fastholdt sin tidligere vurdering om, at en kommune ikke er forhindret i at vælge en mindre indgribende planlægning, blot fordi en mere indgribende planlægning eventuelt kan medføre krav efter Planloven § 48. Det blev også bemærket, at det kan være et udtryk for planlægningsmæssige hensyn at tillade bebyggelse på en grund, f.eks. for at balancere med adgang til stranden.

Klagerens spørgsmål vedrørende kommunens mulighed for at vælge mindre indgribende planlægning på tværs af delområder, ejendommens oprindelige udlægning som opholdsareal, ejerens manglende indsigelser og usikkerhed om erstatningsansvar blev ikke anset for at udgøre grundlag for genoptagelse. Nævnet henviste igen til kommunens ret til at tilvejebringe et planforslag, når det er planlægningsmæssigt relevant, jf. Planloven § 13, stk. 1.

Afgørelsens endelighed

Planklagenævnets afslag på genoptagelse er endeligt og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Fristen for den oprindelige afgørelse regnes fra den 5. september 2019. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har genoptaget sagen eller ændret den oprindelige afgørelse, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.