Planklagenævnets afvisning af klage over Frederikshavn Kommunes afgørelse vedrørende tilbygning

Kommunen orienterede klagerne den 1. februar 2019 og anførte, at indsigelser om to etager, manglende naturlig indpasning, samt lys- og indbliksgener tidligere var fremlagt og indgået i vurderingen. Kommunen fastholdt, at byggeriets størrelse var i overensstemmelse med lokalplanen og ikke medførte væsentlige gener udover det forventelige i området.

Klagen og bemærkninger til klagen

Klagerens bemærkninger

Klagerne gjorde gældende, at en facadehøjde på 4,2 m var i strid med lokalplanens § 1 og redegørelse. De anførte, at byggeriet ikke faldt naturligt ind i naturområdet, men udskilte sig i størrelse og arkitektonisk fremtoning. Klagerne mente desuden, at der var tale om et byggeri i to etager, i strid med lokalplanens § 3.1 om åben-lav bebyggelse og § 6.5 om maksimalt 1 etage med udnyttet tagetage. Endelig påpegede de betydelige indbliks- og lysgener og mente, at kommunen burde have foretaget en helhedsvurdering.

Kommunens bemærkninger

Kommunen anførte, at de fleste af klagernes bemærkninger var de samme som tidligere fremsendte indsigelser. Kommunen fastholdt, at byggeriet overholdt lokalplanen, bortset fra ydervægsbeklædningen, som der var givet dispensation til. Kommunen bemærkede, at naboerne tidligere var orienteret og vejledt om klagemuligheder til Natur- og Miljøklagenævnet vedrørende planloven, men at klagerne ikke havde klaget over disse tidligere afgørelser. Kommunen gjorde gældende, at afgørelsen af 1. februar 2019 ikke var en ny afgørelse efter planloven, da afgørelsen om byggeriets overensstemmelse med lokalplanen blev truffet i 2014 og 2016.

Planklagenævnets bemærkninger og afgørelse

Planklagenævnet kan behandle retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet opfatter som udgangspunkt en byggetilladelse som en indirekte afgørelse om, at projektet er i overensstemmelse med lokalplanen, hvis ejendommen er omfattet af en sådan. Kommunen havde i den aktuelle sag tidligere meddelt naboerne, at byggeriet var i overensstemmelse med lokalplanen.

Planklagenævnet bemærkede, at Statsforvaltningen (nu Byggeklageenheden, Nævnenes Hus) alene har kompetence til at tage stilling til spørgsmål vedrørende byggelovgivningen – og ikke planloven. Statsforvaltningens afgørelse af 13. marts 2018 vedrørte derfor kun afgørelsen efter byggelovgivningen, og afgørelsen efter planloven om, at byggeriet er i overensstemmelse med lokalplanen, var fortsat gældende.

Nævnet fandt ikke, at kommunen i afgørelsen af 1. februar 2019 havde truffet en ny afgørelse efter planloven, idet kommunen ikke havde foretaget en ny vurdering af byggeriets overensstemmelse med lokalplanen. Nævnet lagde vægt på, at inddragelse af lokalplanens bestemmelser var nødvendig i forhold til kommunens vurdering af, om byggeriet var omfattet af reglerne om byggeret i bygningsreglement 2010, da bygningsreglementets bestemmelser ikke finder anvendelse, hvis en lokalplan fastsætter andre bestemmelser.

Nævnet lagde yderligere vægt på, at kommunen i afgørelsen af 1. februar 2019 i forhold til planloven alene gentog tidligere konklusioner om, at byggeriet var i overensstemmelse med lokalplanen. Kommunen havde desuden i orienteringen til klagerne gjort opmærksom på, at indsigelserne tidligere var gjort gældende og indgik i den oprindelige byggetilladelse.

Da der efter nævnets opfattelse ikke var truffet en afgørelse efter planloven den 1. februar 2019, havde Planklagenævnet ikke kompetence til at behandle klagen. På denne baggrund afviste Planklagenævnet at behandle klagen.

Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne i henhold til Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.

Gebyr

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales.

Klagepunkter

• Klager anførte, at kommunens afslag ikke havde hjemmel i Planloven, at byggetilladelsen var en begunstigende forvaltningsakt, og at byggeriet var i overensstemmelse med tilladelsen.
• Klager mente ikke at have misinformeret kommunen og anførte, at en eventuel lovliggørelse ville koste mellem 250.000 og 400.000 kr.