Planklagenævnets afgørelse om afslag på landzonetilladelse til udvidelse af sommerhus i Hedensted Kommune

Planklagenævnet stadfæstede Hedensted Kommunes afgørelse om afslag på landzonetilladelse til udvidelse af sommerhuset. Nævnet fandt, at en tilladelse til den ansøgte udvidelse på 26 m² ville være i strid med landzonereglernes formål, herunder hensynene til at sikre de landskabelige interesser og kystnærhedszonen.

Nævnets vurdering af sagen

Planklagenævnet lagde vægt på, at sommerhuset ligger i et særligt værdifuldt område tæt ved kysten og i et område med væsentlige landskabelige beskyttelsesinteresser, som udpeget i kommuneplanen. Nævnet fremhævede, at der var tale om en væsentlig forøgelse af sommerhusets størrelse i et område, hvor praksis er særlig restriktiv. Ifølge nævnets praksis accepteres normalt kun mindre tilbygninger på op til 8 m² for helt små huse og op til 4 m² for lidt større huse, hvis udvidelsen sker for at muliggøre et tidssvarende badeværelse. Den ansøgte udvidelse overskred disse grænser.

Nævnet bemærkede, at det forhold, at tilbygningen ville blive opført bag det eksisterende sommerhus og ikke ville være synlig fra kysten, eller at den ville opføres i samme farver og materialer som det oprindelige sommerhus, ikke kunne føre til en landzonetilladelse. Ligeledes blev det forhold, at der forelå en tilbagekøbsklausul, og at sommerhusejeren ikke havde mulighed for at opnå økonomisk fortjeneste på ejendommen, ikke anset for et hensyn, der kunne inddrages i forbindelse med afgørelser efter landzonereglerne.

Præcedens og lighedsgrundsætningen

Planklagenævnet lagde desuden vægt på, at en tilladelse til det ansøgte ville kunne få præcedensvirkning for andre lignende ansøgninger. Nævnet understregede, at det foretager en fuld prøvelse af kommunens afgørelse og ikke er bundet af kommunens tidligere upåklagede afgørelser. Derfor havde klagepunktet om kommunens tidligere tilladelser til større udvidelser i området ingen betydning for nævnets afgørelse i denne sag.

Lovgrundlag for afgørelsen

Planklagenævnet har kompetence til at behandle klager over kommunale afgørelser efter Planloven § 35, stk. 1, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 1. Nævnet henviste til, at kystnærhedszonen skal søges friholdt for bebyggelse og anlæg, der ikke er afhængig af kystnærhed, og at der kun må gives landzonetilladelse, hvis det ansøgte er af helt underordnet betydning i forhold til de nationale planlægningsinteresser i kystområderne, jf. Planloven § 5 a, stk. 1 og Planloven § 35, stk. 3. For bebyggelse inden for skovbyggelinjen gælder et forbud mod placering inden for 300 m fra skove, jf. Naturbeskyttelsesloven § 17, stk. 1, dog med undtagelse for bebyggelse, hvortil der er meddelt landzonetilladelse efter Planloven § 35, stk. 1, jf. Naturbeskyttelsesloven § 17, stk. 2, nr. 5.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.

Det indbetalte klagegebyr blev ikke tilbagebetalt, da nævnet stadfæstede kommunens afgørelse, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.

Ansøgningen og kommunens afgørelse

Ansøgningen omfattede opførelse af en ny helårsbolig og udhus samt terrænregulering fra kote ca. 1,00-1,25 til kote 2,28 for at mindske risikoen for oversvømmelse. Kommunen gav landzonetilladelse den 15. august 2019 i henhold til Planloven § 35, stk. 1. Kommunen vurderede, at tilladelsen ikke var i strid med hensyn til natur, landskab, kulturhistorie og omkringboende, herunder i forhold til kystnærhedszonen. De lagde vægt på, at ejendommen allerede var bebygget, og at det ansøgte var i overensstemmelse med kommuneplanramme 12 L 3, som tillader boligformål og fastlægger, at ny bebyggelse skal opføres harmonisk og under hensyntagen til landsbyens karakter.

Klagen og bemærkninger

En nabo klagede til Planklagenævnet den 12. september 2019. Klageren anførte primært, at projektet var lokalplanpligtigt i henhold til Planloven § 13, stk. 2. Hvis ikke lokalplanpligtigt, mente klageren, at afgørelsen tilsidesatte planloven og kommuneplanen, herunder rammeområde 12 L 3, var i strid med praksis og ville medføre væsentlige nabogener (indbliksgener, mistet fjordudsigt, ændret udtryk, risiko for overfladevand, voldsom støttemur). Klageren henviste til Planloven § 5 a vedrørende kystnærhedszonen og påpegede, at genopførelse af bolig normalt skal have ca. samme størrelse, placering og udformning som den tidligere bebyggelse. Kommunen fastholdt, at der ikke var lokalplanpligt, da der var tale om et enfamiliehus blandt andre bebyggede matrikler, og at det ansøgte var i overensstemmelse med rammeområde 12 L 3 og landzonebestemmelserne. Kommunen vurderede, at området hovedsageligt var præget af helårsboliger, og at det ansøgte ikke ville opleves som en enkeltstående bebyggelse i kystnærhedszonen, men indgik i en helhed inden for landsbyafgrænsningen.