Hjemvisning af sag om terrænregulering ved sommerhusbyggeri efter genoptagelse af klagesag

Terrænregulering

I modsætning til placeringen fandt nævnet, at lokalplanens § 7.8 om terrænregulering var tilstrækkeligt klar. Bestemmelsen tillader en regulering på maksimalt ± 0,25 meter fra det fastlagte niveauplan på kote 6,3. Da det naturlige terræn visse steder lå i kote 4,21, overskred den faktiske terrænregulering klart den tilladte grænse. Dette forhold var i strid med lokalplanen og krævede en dispensation, som kommunen ikke havde taget stilling til.

Sagsbehandlingsfejl

Nævnet fandt ikke, at kommunen havde begået sagsbehandlingsfejl. Klageren blev ikke anset for at være part i sagen i forvaltningsretlig forstand, og der var derfor ikke pligt til partshøring efter Forvaltningsloven § 19 eller krav om en begrundelse efter Forvaltningsloven § 22. Klagepunktet om brud på lighedsgrundsætningen blev heller ikke imødekommet.

Planklagenævnets endelige afgørelse

Planklagenævnet ophævede den del af kommunens afgørelse, der vedrørte terrænregulering, og hjemviste sagen til fornyet behandling i Fanø Kommune. Kommunen skal nu vurdere, om der kan og skal meddeles dispensation til den omfattende terrænregulering. I den forbindelse skal kommunen overveje at foretage naboorientering efter Planlovens § 20. De øvrige klagepunkter blev ikke imødekommet.

Planklagenævnets oprindelige afgørelse

Planklagenævnet afviste klagen den 5. januar 2021 med den begrundelse, at klagefristen var overskredet. Nævnet vurderede, at klageren ikke havde partsstatus i sagen, da der var mindst 40 meter fra tilbygningen til klagerens hus og en 4 meter bred vej imellem. Der var ingen oplysninger om, at tilbygningen medførte væsentlige gener for klageren. Manglende partsstatus betød, at der ikke var krav om klagevejledning til klageren.

Klagefristen på 4 uger for indirekte afgørelser, der ikke offentliggøres eller meddeles, regnes fra det tidspunkt, hvor klageren har fået kendskab til afgørelsen, eller hvor byggeriet er så fremskredent, at klageren i almindelighed må indse omfanget og karakteren af forholdet, jf. Planklagebekendtgørelsen § 2, stk. 2. Nævnet fastsatte fristen fra den 13. maj 2020, hvor fundamentarbejdet for udhuset/carporten blev påbegyndt, hvilket betød, at klagefristen udløb senest den 10. juni 2020. Klagen, indgivet den 4. september 2020, var derfor for sen. Nævnet fandt ingen undskyldelige omstændigheder, der kunne begrunde at se bort fra overskridelsen.

Anmodning om genoptagelse

Klageren anmodede den 18. januar 2021 om genoptagelse af sagen. Klageren fastholdt, at klagen var rettidig, idet kommunen på mødet den 2. juni 2020 oplyste, at tilbygningen var ulovlig. Klageren afventede herefter svar fra kommunen. Først den 8. september 2020 modtog klageren en redegørelse med klagevejledning til Planklagenævnet, og blev dermed først da bekendt med klagemuligheden. Klageren anførte, at en almindelig borger ikke kan forventes at have kendskab til Planklagenævnet, og at kommunen som myndighed administrerer byggelovgivningen.