Afvisning af klage vedrørende manglende miljøvurdering af autoophug

Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en klage over Vesthimmerlands Kommunes afgørelse af 24. april 2019. Kommunen havde afgjort, at et projekt for etablering af et autoophug på [adresse1] ikke var omfattet af krav om miljøvurdering og § 25-tilladelse.

Projektet omfatter miljøbehandling og flatning af 2.000 køretøjer årligt. En eksisterende driftsbygning skulle omdannes til demonteringshal og et aflukket miljørum til opbevaring af farligt affald.

Klagen fra Aars Vand

Afgørelsen blev den 25. april 2019 påklaget af det nærliggende vandværk, Aars Vand. Klager anførte, at kommunen ikke havde taget højde for Miljø- og Fødevareministeriets nye kortlægning af områdets grundvandsmagasiner. Klager mente, at afgørelsen var mangelfuld, da den nye kortlægning kunne medføre ændringer i OSD-områder og indvindingsoplande, og at et autoophug er en potentielt grundvandstruende virksomhed.

Kommunens vurdering og klagers placering

Kommunen havde vurderet, at den generelle grundvandsstrømning i projektområdet var mod vest, og at overfladevand fra ejendommen ville infiltrere til det primære grundvandsmagasin og strømme mod vest eller til Hvorvarp bæk. Kommunen konkluderede, at et eventuelt spild ikke ville udgøre en risiko for forurening af grundvandsmagasinet i OSD'et eller for kildepladserne for Hornum Vandværk og Aars Vand.

Aars Vand har seks aktive indvindingsboringer, der ligger ca. 4,3 km fra projektområdet, med den nærmeste boring ca. 2,2 km sydøst for projektområdet.

Supplerende oplysninger i klagesagen

I forbindelse med klagesagen indsendte Vesthimmerlands Kommune både den kortlægning af grundvandsforholdene, der forelå på afgørelsestidspunktet, og resultaterne af en foreløbig kortlægningsrapport fra Miljøstyrelsens grundvandskortlægning fra november 2019. Begge kortlægninger viste, at projektområdet ikke lå inden for indvindingsoplandene til klagers boringer. Klager havde ingen bemærkninger til det indsendte materiale.

Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste at realitetsbehandle klagen over Vesthimmerlands Kommunes afgørelse. Afvisningen skete i henhold til Miljøvurderingslovens § 50, stk. 1, jf. Miljøvurderingslovens § 49, stk. 1.

Begrundelse for afvisning

Nævnet fandt, at klager ikke var klageberettiget. Ifølge Miljøvurderingslovens § 50, stk. 1, kan afgørelser påklages af enhver med retlig interesse i sagens udfald samt landsdækkende foreninger og organisationer. Udtrykket "retlig interesse" er ikke nærmere defineret i loven, men nævnet lagde vægt på intentionerne bag miljøvurderingslovens bestemmelser, som er at tage hensyn til projekters sandsynlige væsentlige indvirkning på miljøet, jf. Miljøvurderingslovens § 1, stk. 2.

Denne fortolkning følger også af VVM-direktivets artikel 11, stk. 1, og Århus-konventionens artikel 9, stk. 2, som sikrer adgang til klage for den "berørte offentlighed" med "tilstrækkelig interesse". En retlig interesse antages normalt at foreligge hos personer, erhvervsdrivende eller foreninger med tilknytning til det område, hvor projektet etableres, baseret på afstand og genevirkninger. En ideel interesse er ikke tilstrækkelig.

Nævnet lagde vægt på, at projektområdet ikke ligger inden for indvindingsoplandene til klagers indvindingsboringer. Dette betyder, at overfladevand fra projektområdet ikke kan påvirke det grundvand, som klager indvinder, og klager havde derfor ikke den fornødne retlige interesse.

Gebyr og afgørelsens endelighed

Som følge af afvisningen tilbagebetales det indbetalte klagegebyr, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2, nr. 3.

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Miljøvurderingslovens § 54, stk. 1. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.