Miljøvurderingsloven § 50

Bestemmelsen vedrører klageberettigelse i de tilfælde, hvor der er klageadgang efter lovforslagets § 48, stk. 3 og 4 eller § 49, stk. 1. For så vidt angår planer og programmer drejer det sig om klageberettigelse for så vidt angår myndighedens afgørelse efter § 10 om, at der ikke skal gennemføres en miljøvurdering (screeningsafgørelse) eller myndighedens gennemførelse af en miljøvurdering, hvis planen eller programmet ikke er udarbejdet i henhold til lov eller den pågældende lov ikke giver mulighed for klage, jf. forslagets § 48, stk. 3 og 4. For så vidt angår projekter drejer det sig om klager over myndighedens afgørelser efter § 21 (screeningsafgørelse) og afgørelser om tilladelser efter § 25 og afgørelser efter § 46, jf. forslagets § 49, stk. 1. Bestemmelsen er en gennemførelse af VVM-direktivets artikel 11.

Klageberettiget ifølge det foreslåede stk. 1 er miljø- og fødevareministeren og enhver med retlig interesse i sagens udfald. Bestemmelsen viderefører dermed på nærværende lovs område regler om klageberettigelse i planlovens § 59, stk. 1, og miljøvurderingslovens § 16, stk. 3, 1. pkt.

Dernæst foreslås det i stk. 1 at landsdækkende foreninger og organisationer, der som formål har beskyttelsen af natur og miljø eller varetagelsen af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen og har vedtægter eller love, som dokumenterer dens formål, og repræsenterer mindst 100 medlemmer bliver klageberettigede med hensyn til de omfattede afgørelser. Dette er en videreførelse på nærværende lovs område af planlovens § 59, stk. 2, der blev indført ved lov nr. 447 af 31. maj 2000 til lov om ændring af visse miljølove, og som implementerer Århuskonventionens regler om adgang til klage for ikke-statslige organisationer, jf. særligt konventionens artikel 9, stk. 2, og miljøvurderingslovens § 16, stk. 3.

Efter Århuskonventionens artikel 9, stk. 2, skal enhver part under konventionen, inden for rammerne af dens nationale lovgivning, sikre, at medlemmer af den berørte offentlighed, som har tilstrækkelig interesse, har adgang til ved en domstol og/eller et andet ved lov etableret uafhængigt og upartisk organ at få prøvet den materielle og processuelle lovlighed af enhver afgørelse, handling eller undladelse, der er omfattet af bestemmelserne i konventionens artikel 6. Hvad der udgør tilstrækkelig interesse, fastsættes i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler og i overensstemmelse med det mål at give den berørte offentlighed vid adgang til domstolsprøvelse inden for rammerne af konventionen. Ikke-statslige organisationer, der arbejder for at fremme miljøbeskyttelse, og som imødekommer alle krav efter national lovgivning, anses for at have tilstrækkelig interesse, jf. også konventionens artikel 2, stk. 5.

Århuskonventionen tillader, at de enkelte lande foretager en nærmere afgrænsning af, hvilke betingelser en forening skal opfylde for at kunne være klageberettiget. I overensstemmelse med konventionen er der derfor i lovforslaget opstillet nogle minimumsbetingelser for foreningernes klageret, som skal sikre, at der er tale om etablerede foreninger. Det foreslås derfor, at den landsdækkende forening eller organisation skal repræsentere mindst 100 medlemmer, dvs. at organisationen selv skal have 100 medlemmer, eller at der, hvis der er tale om en paraplyorganisation, sammenlagt skal være mindst 100 medlemmer i de tilsluttede foreninger. Kravet om vedtægter eller love skal sikre, at foreningens formål kan dokumenteres, og at der er nogle, der tegner foreningen.

Det bemærkes, at forslaget om, at også foreninger og organisationer, der som formål har varetagelse af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen, bliver klageberettigede er en udvidelse i forhold til kravene efter direktiverne og Århuskonventionen.

Vedrørende baggrunden henvises til følgende uddrag af afsnit 5 i de almindlige bemærkninger til forslag til ovennævnte lov om ændring af visse miljølove (Implementering af Århuskonventionen m.v.):

»Som supplement til reglerne om miljøorganisationers klageberettigelse indføres der i samtlige love særlige regler om klageadgang for organisationer, der repræsenterer væsentlige rekreative interesser.

Sådanne organisationer har i dag kun klageadgang i meget begrænset omfang. Det findes imidlertid naturligt, at ikke kun organisationer, der beskytter miljøet, men også sådanne, som eksempelvis bruger naturen, tillægges en udvidet klageret. Også på dette punkt giver lovforslaget således en videregående klageadgang i forhold til konventionens mindstekrav. På planlovens område omfatter den foreslåede udvidede klageadgang derudover også organisationer med andre væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen end de rekreative, fordi denne lovs formål omfatter alle de samfundsmæssige interesser i arealanvendelsen.«

I stk. 2 foreslås, at vedkommende minister bemyndiges til at fastsætte særlige regler om klageberettigelse i sager vedrørende projekter på havområdet. Bemyndigelsen vil kunne udnyttes til at fastsætte regler, der viderefører eksisterende klageregler f.eks. på energiområdet.

Efter den gældende bestemmelse i miljøvurderingslovens § 16, stk. 3, er miljø- og fødevareministeren og enhver med retlig interesse i sagens udfald klageberettiget efter miljøvurderingslovens § 16, stk. 2, hvorefter der kan klages over myndighedernes afgørelser efter miljøvurderingslovens §§ 4-13, såfremt planen eller programmet ikke er udarbejdet med hjemmel i lov. Klageberettigede er desuden landsdækkende foreninger og organisationer, der som formål har beskyttelsen af natur og miljø eller varetagelsen af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen og har vedtægter eller love, som dokumenterer dens formål, og repræsenterer mindst 100 medlemmer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger afsnit 3.12.