Terrænregulering af landbrugsareal kræver ikke landzonetilladelse

Planklagenævnet stadfæstede Hillerød Kommunes afgørelse af 22. februar 2019 om, at den ansøgte terrænregulering på ejendommen [adresse1] ikke kræver landzonetilladelse.

Planklagenævnets kompetence og vurdering

Planklagenævnet har kompetence til at tage stilling til en kommunes afgørelse efter Planloven § 35, stk. 1 (landzone) og retlige spørgsmål i forbindelse med kommunens øvrige afgørelser efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnets prøvelse var begrænset til spørgsmålet om, hvorvidt terrænreguleringen krævede landzonetilladelse. Klagerens henvisning til en tidligere terrænregulering blev ikke behandlet, da den lå uden for nævnets kompetence i denne sag.

Generelt gælder det, at terrænregulering af et jordareal til forbedring og fortsat landbrugsdrift ikke i sig selv er en "ændring af anvendelsen" efter Planloven § 35, stk. 1, og kræver derfor ikke landzonetilladelse, hvis det er nødvendigt for den landbrugsmæssige drift. Hvis omfanget overstiger det nødvendige, eller hvis der er tvivl om genoptagelse af landbrugsdriften, kræves der landzonetilladelse. Kommunen skal foretage en konkret vurdering, hvor mængden af jord, ændringer af terrænhøjder og varigheden af jordarbejdet kan indgå. Landskabelige, naturmæssige, trafikale eller nabohensyn kan ikke inddrages i vurderingen af, om en terrænregulering udgør ændret anvendelse.

Planklagenævnet fandt ikke anledning til at betvivle ansøgerens hensigt om at genoptage jordbrugsmæssig anvendelse efter terrænreguleringen. Nævnet vurderede, at luftfotos alene ikke er tilstrækkelige til at vurdere dyrkningsmæssige forhold, da de er øjebliksbilleder. Desuden fandt nævnet ikke, at Planloven stiller krav om etablering, renovering eller oprensning af dræn, før en terrænregulering kan anses for nødvendig.

Konklusion

På baggrund af ansøgerens oplysninger og omfanget af den ansøgte terrænregulering vurderede Planklagenævnet, at ansøgeren i tilstrækkelig grad havde sandsynliggjort, at det ansøgte var nødvendigt for forbedring af landbrugsdriften. Der var derfor ikke tale om en ændret anvendelse af arealet, der krævede landzonetilladelse i henhold til Planloven § 35, stk. 1.

Nævnet lagde vægt på:

• Problemer med dårligt eller udeblivende udbytte grundet højtstående vand.
• Udbytter for vinterhvede og vårbyg, der lå under normtallene, og hyppig omsåning.
• Vanskeligheder med at færdes på arealet med landbrugsmaskiner, hvilket forhindrede rettidig jordbearbejdning.
• Arealets lave terræn i forhold til Havelse Å.

Planklagenævnet bemærkede, at afgørelsen udelukkende vedrørte landzonereglerne og ikke tog stilling til spørgsmål om deponi efter anden lovgivning (f.eks. miljølovgivningen) eller krav om dispensation fra Naturbeskyttelsesloven § 3 vedrørende påvirkning af beskyttede områder eller vandløb.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har afvist sagen, klagen ikke er tilbagekaldt, og nævnet ikke har givet klageren medhold eller ændret afgørelsen, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.

Kommunens tidligere afgørelser og klagen

Kommunen traf den 30. november 2016 afgørelse om lovliggørende dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3 til etablering af vandhullet. Denne dispensation blev begrundet med mosens formentlig ringe værdi og den rekreative værdi, arealet ville få ved at blive stillet til rådighed for lokalområdet. Der blev dog ikke givet landzonetilladelse på dette tidspunkt.

En nabo klagede den 30. januar 2018 til Planklagenævnet over kommunens afgørelse om landzonetilladelse. Klageren anførte navnlig, at der ikke var foretaget naboorientering, og at kommunen havde foretaget en overfladisk vurdering af sagen uden tilstrækkelige hensyn til bilag IV-arter og den beskyttede natur.

Kommunens begrundelse for afgørelsen

Kommunen begrundede den lovliggørende landzonetilladelse med, at mosen formentlig havde haft ringe værdi, da området havde været tilgroet med store træer. Kommunen vurderede, at spidssnudet frø og stor vandsalamander kunne forekomme i området, men at oprensningen kun havde medført kortvarig negativ eller ingen påvirkning af bilag IV-arter. Kommunen undlod naboorientering med den begrundelse, at der var tale om en lovliggørelsessag.

Klagerens og kommunens bemærkninger

• Naboorientering: Klageren fastholdt, at manglende naboorientering ikke var berettiget, selv i en lovliggørelsessag, og at det havde forhindret kommunen i at få relevante oplysninger. Kommunen mente, at naboorientering var meningsløs i en retlig lovliggørelsessag efter Naturbeskyttelsesloven.
• Kommunens vurdering efter planloven: Klageren kritiserede kommunens overfladiske vurdering og manglende vilkår for etablering og drift, samt at området var omlagt til park i strid med Planloven og Naturbeskyttelsesloven. Kommunen svarede, at lovliggørelsessager vurderes ud fra mulighederne for retlig lovliggørelse, og at forstyrrelser efter anlæggelse ville vokse til. Ansøgeren afviste intentionen om at omdanne matriklen til park og oplyste om beplantning og offentlig adgang til en natursti.
• Håndtering af opgravet jord og affald: Klageren anførte, at opgravet jord og affald var brugt til at opfylde mindre vandhuller, der fungerede som ynglested for stor vandsalamander, og ønskede genopretning. Kommunen oplyste, at der verserede en tilsynssag herom, mens ansøgeren anførte, at affald var leveret til genbrugsstationen.