Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Sagen omhandler en ejendom i Sønderborg Kommune, der er beliggende inden for strandbeskyttelseslinjen og desuden er fredet. Ejendommens ejer havde i 2006/2007 opført en tilbygning på 37,8 m², som krævede lovliggørende dispensation fra både fredningsbestemmelserne og strandbeskyttelseslinjen.
Fredningsnævnet meddelte i 2015 dispensation til tilbygningen under fredningsbestemmelserne, men afslog dispensation til nyopførte tagvinduer. Denne del af sagen blev påklaget til Natur- og Miljøklagenævnet, som i 2016 ændrede Fredningsnævnets afgørelse og meddelte dispensation til tagvinduerne i relation til fredningen.
Kystdirektoratet meddelte i 2017 afslag på lovliggørende dispensation til tilbygningen i henhold til strandbeskyttelseslinjen. Direktoratet vurderede, at tilbygningen ikke var omfattet af undtagelsesbestemmelsen i Naturbeskyttelsesloven § 15 a, stk. 3, da der allerede var et udhus på 15 m² og en garage på 22 m² på ejendommen, og den nye tilbygning var væsentligt større end 10 m². Der blev heller ikke fundet grundlag for dispensation efter den restriktive dispensationsadgang i Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1, da der ikke forelå særlige forhold.
Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede i 2018 Kystdirektoratets afslag på dispensation. Nævnet lagde vægt på, at undtagelsen i Naturbeskyttelsesloven § 15 a, stk. 3 ikke fandt anvendelse, og at der ikke var tale om et særligt tilfælde, der kunne begrunde dispensation efter Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1, især med henblik på den restriktive praksis og risikoen for uønsket præcedens.
Ejendommens ejer anmodede i marts 2019 Miljø- og Fødevareklagenævnet om at genoptage behandlingen af klagesagen. Som begrundelse blev det anført, at:
Miljø- og Fødevareklagenævnet har afslået anmodningen om at genoptage behandlingen af klagesagen.
Nævnet fandt, at der ikke var fremkommet nye faktiske oplysninger af væsentlig betydning, som kunne begrunde en genoptagelse af sagen. Det blev understreget, at det er uden betydning for afgørelsen, om tilbygningen karakteriseres som et udhus, skur eller overdækket areal. Det afgørende for anvendelsen af undtagelsen i er, om arealet er under 10 m² og placeret i en lovligt eksisterende have.
Nævnet bemærkede desuden, at klagers argument om, at tilbygningen skærmer for udsynet til materiel og redskaber, ikke kunne føre til et andet resultat i sagen. Det blev også præciseret, at Natur- og Miljøklagenævnets tidligere afgørelse fra 2016, der vedrørte fredningsbestemmelserne og tagvinduerne, ikke var relevant for spørgsmålet om strandbeskyttelseslinjen, da fredning og strandbeskyttelse er to forskellige beskyttelser med forskellige hensyn og formål.
Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Naturbeskyttelsesloven § 88, stk. 1.
Naturskaderådet har afgjort, at ejere af boliger og sommerhuse uden for diget ved Diernæs Strandby ikke er berettiget til erstatning efter stormfloden 20.-21. oktober 2023.
Kystdirektoratet
Sagen omhandler en anmodning om genoptagelse af to tidligere afgørelser fra Naturklagenævnet vedrørende en ejendom i Skæring By, Egå. Naturklagenævnet havde den 5. september 2002 og 9. juni 2004 stadfæstet Århus Amts afslag på en ansøgning om lovliggørende dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1 til bibeholdelse af en jordopfyldning op ad en stensætning på ejendommen. Disse afgørelser blev truffet i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 1.
Klager havde oprindeligt anført, at jordopfyldningen og stensætningen burde bibeholdes, da ejendommen lå i et fuldt udbygget sommerhusområde, hvilket ifølge klager burde medføre en mindre restriktiv håndhævelse af strandbeskyttelsesreglerne. Klager fremhævede desuden, at stensætningen ikke var skæmmende, ikke kunne ses fra stranden, og ville beskytte mod oversvømmelser. Et væsentligt argument var også, at en plan grund var afgørende for klagers færdsel på ejendommen grundet en fremadskridende øjensygdom.
Analyse af vinddrevent/æolisk sedimenttransport og klitudvikling i et styret klitsystem ved Krogen
Erhvervs- og bierhvervsfiskere kan nu søge om deltagelse i et videnskabeligt forsøgsfiskeri efter stenbider i danske farvande med opstart i foråret 2026.
Naturklagenævnet afviste disse argumenter med henvisning til, at strandbeskyttelseslinjen administreres lige restriktivt i sommerhusområder som andre steder, og at stensætningens synlighed fra stranden ikke var afgørende. Nævnet fandt ikke særlige forhold, der kunne begrunde en fravigelse af den restriktive praksis.
Ejeren anmodede den 5. april 2017 Miljø- og Fødevareklagenævnet om at genoptage sagen. Til støtte for anmodningen blev det anført, at etableringen af et lavt stengærde alene var sket for at gøre haven handicapvenlig og forhindre klager, der er blind, i at falde ned ad skrænten. Der blev også henvist til forestående lovændringer af naturbeskyttelsesloven, som formentlig ville lempe reglerne for mindre anlæg.
En tidligere genoptagelsesanmodning af 16. september 2016, hvor klager gjorde gældende, at Naturklagenævnet ikke havde taget stilling til ejerens svære syns- og hørehandicap, blev afvist grundet manglende gebyrindbetaling.
Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en klage over Naturstyrelsens afslag på lovliggørende dispensation inden for...
Læs mereMiljø- og Fødevareklagenævnet (MFKN) traf den 12. november 2018 afgørelse om at afvise realitetsbehandling af en klage o...
Læs mere